18-årig 'X Factor'-sanger fik kæmpe overraskelse efter programmet – flippede helt ud
Musikstjernen Jacob Collier sendte stor ros til Tina efter sidste uges 'X Factor'.
Efter sidste uges liveshow i 'X Factor' fik den 18-årige færing Tina Mellemgaard en kæmpe overraskelse.
Det fik hende til at stå at råbe af glæde på hotelværelset.
I tredje liveshow optrådte 'X Factor'-deltageren med sangen 'All I need'.
Sangen er skrevet af den 27-årige engelske musiker Jacob Collier. Han har vundet to Grammy Awards og har den amerikanske legende Quincy Jones som manager.
Og så er han Tina Mellemgaards helt store idol.
Derfor var det også en kæmpe overraskelse, da hun fik at vide, at han havde set og kommenteret på hendes optræden på Youtube.
- Han havde skrevet: "Yeah Tina. You killed it", fortæller hun.
- Det var ret vildt.
Det var dog ikke Tina selv, der opdagede beskeden. Hun fandt først ud af det, da hun kom tilbage på hotelværelset efter showet. Der begyndte det at vælte ind med beskeder på telefonen.
- Alle mine venner skrev pludselig til mig, at han havde kommenteret på min video, fortæller Tina.
- Det var helt vildt altså, siger hun igen.
I sidste uge fik hun ellers blandede kommentarer med på vejen fra både Thomas Blachman og Martin Jensen for sin optræden med nummeret. Men den engelske stjerne var altså uenig.
Og det betyder meget for Tina.
- Han laver noget crazy musik. Han er så musikalsk, siger hun.
Hun fortæller, at hun var alene på hotellet, da hun så det. Derefter ringede hun straks rundt til vennerne.
Se 'X Factor' på TV 2 PLAY.