X Factor

Det skal deltagerne synge til årets tredje 'X Factor'-liveshow

Der bliver fyret op for alt fra Justin Bieber til The Weeknd, når deltagerne skal optræde med kunstnere, der er slået igennem på sociale medier.

Der bliver ikke noget far-rock, når fredagens 'X Factor' løber over skærmen.

Temaet for tredje liveshow er nemlig 'SoMe-stjerner'. Det betyder, at dommerne har skullet vælge sange fra artister, der har kickstartet deres karriere på sociale medier.

Og selvom alle sangene fra fredagens liveshow er udgivet inden for en periode på ti år, stikker de i mange retninger. Deltagerne skal nemlig optræde med alt fra R&B og hiphop til pop og elektronisk musik.

Her kan du se, hvilke sange deltagerne skal synge.

Kwamie Livs deltagere

Tina: 'All I Need' af Jacob Collier feat. Mahalia & Ty Dolla $ign

Sidste fredag imponerede 18-årige Tina Mellemgaard endnu engang dommerne, da hun sang 'If I Ain't Got You' af Alicia Keys.

Med nyfarvede pink hårspidser og matchende jakkesæt leverede hun en præstation, der kastede mange rosende ord af sig.

Thomas Blachman sagde, at det var en "sindssygt smuk" start, mens Martin Jensen spåede, at hun ville komme langt i konkurrencen. Seerne stemte hende også endnu engang direkte videre.

Til tredje liveshow skal hun forsøge at gøre sig selv kunsten efter med 'All I Need' af Jacob Collier feat. Mahalia & Ty Dolla $ign.

Oliver Antonio: 'House of Balloons / Glass Table Girls' af The Weeknd

23-årige Oliver Antonio Giner overraskede alle med et helt nyt look, da han trådte ind på scenen forrige fredag. Hans brune hår var nemlig blevet platinblond siden sidst.

Stemmen var til gengæld ikke forandret. I hvert fald var dommerne endnu engang begejstrede for hans sang.

Martin Jensen sagde, at sangvalget var "megafedt" til hans stemme, og Thomas Blachman sagde, at han gjorde det "sindssygt fedt".

Fredag skal han synge 'House of Balloons / Glass Table Girls' af The Weeknd.

Lorenzo & Charlo: 'Industry Baby' af Lil Nas X feat. Jack Harlow

Der var ikke meget ros til Kwamie Livs gruppe Lorenzo & Charlo, efter at de havde optrådt med Sneakers-sangen 'Efter festen' til andet liveshow.

Thomas Blachman kaldte deres optræden katastrofal og afsluttede sin kritik med et "tak og farvel herfra".

De endte i farezonen sammen med Thomas Blachmans gruppe Wela & Garcia.

Martin Jensen endte dog med at redde Lorenzo & Charlo, så de fortsat er med i konkurrencen. Han lagde i afgørelsen vægt på brødrenes underholdningsværdi og gode energi.

Efterfølgende sagde gruppen, at de ville arbejde benhårdt frem mod tredje liveshow, hvor de skal synge 'Industry Baby' af Lil Nas X feat. Jack Harlow.

Martin Jensens deltagere

Mille Bergholtz: 'Without Me' af Halsey

Martin Jensens unge solist, 21-årige Mille Bergholtz, blev ramt af corona op til andet liveshow. Det betød, at hun ikke kunne gå på scenen, men i stedet skulle optræde fra et isolationsstudie. Hendes optræden blev vist på en skærm, der var sat foran dommerne.

Hun høstede på trods af omstændighederne kun rosende ord fra dommerne. Kwamie Liv sagde, at hun klarede det "virkelig godt", mens Thomas Blachman konstaterede, at det klædte hende at have 40 i feber.

Mille Bergholtz er rask og tilbage i 'X Factor'-studiet, når hun fredag skal optræde med 'Without Me' af Halsey.

Kári: 'i’m so tired…' af Lauv & Troye Sivan

Med både guitar og ild sang Kári M. Fossdalsá sig til rosende ord fra dommerne ved andet liveshow. Sangen startede stille, men udviklede sig mere vildt og elektronisk undervejs.

Thomas Blachman elskede begyndelsen, hvor Kári var alene med sin guitar, mens Kwamie Liv roste ham og Martin Jensen for at gå "hele vejen".

Det lykkedes også den 25-årige færing at synge sig direkte videre i konkurrencen, selvom han havde været i farezonen i første liveshow.

Fredag skal han synge 'i’m so tired…' af Lauv & Troye Sivan.

Thomas Blachmans deltagere

Mads Moldt: 'Holy' af Justin Bieber feat. Chance the Rapper

Sidste fredag leverede 16-årige Mads Moldt endnu engang en performance, der virkelig imponerede dommerne.

- Mads, det var fuldstændig overlegent. Imponerende, sagde Martin Jensen, efter at den unge solist havde danset og sunget sig igennem '1 thing' af Amerie.

Kwamie Liv var enig og kaldte ham både "sej" og "dygtig" og understregede, at hun glæder sig til at se, hvad ham og Blachman vil fortsætte med.

Fredag skal Mads Moldt forsøge at gøre det lige så godt, når han skal synge 'Holy' af Justin Bieber feat. Chance the Rapper.

Maria Ranum: 'Gangsta' af Kehlani

Andet liveshow gik godt for 31-årige Maria Ranum fra Brønshøj.

Hun fik masser af ros af dommerne. Martin Jensen sagde, at hun har en "fuldstændig vanvittig pitch" og komplimenterede både hendes styling og hendes optræden.

Kwamie Liv sagde endda, at Maria Ranum stod "endnu stærkere" end ugen før og roste sangvalget.

- Det skal I bare fortsætte med, sagde hun.

Fredag skal hun forsøge at holde eller toppe standarden, når hun går på scenen med 'Gangsta' af Kehlani.

Se 'X Factor' fredag klokken 20 på TV 2 og på TV 2 PLAY.