X Factor

Blachmans drengegruppe ude af 'X Factor'

Martin Jensen sad med den endelige afgørelse. Og han vægtede Lorenzo & Charlos vilde show over Wela & Garcias stærkere vokal.

Fredag blev det Wela & Garcias tur til at forlade 'X Factor'.

Blachmans gruppe fik sammen med Kwamie Livs gruppe Lorenzo & Charlo ikke seerstemmer nok til at gå direkte videre. Derfor måtte de på scenen igen og synge deres save me song, ‘Somebody Else’ af The 1975.

Og da det var op til dommerne, var det altså Wela & Garcia, der måtte forlade programmet.

- Det er selvfølgelig øv at ryge ud, men vi er også lidt lettede. Det er hårdt arbejde, og det bliver godt at komme tilbage til hverdagen, siger Mathias Westermann Laursen, der udgør den ene halvdel af gruppen.

- Men vi havde været klar til at kæmpe videre, siger Rumle Strunge, der udgør den anden.

Det var Martin Jensen, der måtte træffe afgørelsen, efter Kwamie Liv og Thomas Blachman hver især sendte deres egen gruppe videre.

Det var tydeligvis en svær beslutning for Martin Jensen, der var længe om at træffe den.

- Lorenzo & Charlo, vi skal ikke tale om sang. Men vi skal tale om, hvor vilde I er på en scene, lød det blandt andet fra Martin Jensen, da han sendte Kwamie Livs gruppe videre på bekostning af Wela & Garcia.

Ros fra dommerne efter første sang

Wela & Garcia havde ellers tidligere på aftenen fået en hel del ros fra dommerne, da de havde været på scenen første gang.

Drengenes egen dommer, Thomas Blachman, mente ikke, at deres performance kunne været gået bedre. Og også de øvrige dommere var begejstrede for gruppens version af MGMTs 'Time to Pretend'.

- Jeg var efter jer sidst. Den her sang er meget mere jer. Det ser sgu cool ud, I gør det sgu godt, lød det fra Martin Jensen.

Kwamie Liv var vild med det "koncept", Thomas Blachman havde skabt:

- I ser jo for seje ud. I er for vilde. Jeg synes, det bliver mere og mere tydeligt, at der er et koncept omkring jer. Spændende at se udviklingen af det. Har lidt lyst til at ryste jer, men jeg kan også godt lide, at i holder den stil.

De siger dog selv, at de ikke var overraskede over udfaldet, selv om de er tilfredse med deres performance.

- Lorenzo & Charlo er noget helt andet end alle os andre. Det er dem, vi glæder os til at se hver fredag. Det kommer ikke som et chok, siger Mathias Westermann Laursen, mens Rumle Strunge nikker.

De to gymnasievenner har lavet musik sammen i flere år før 'X Factor', og det vil de fortsætte med.

- Det er det, vores venskab bygger på.

Se 'X Factor' på TV 2 PLAY