Nu er der sat slutdato for 'Badehotellet'
​Der kommer endnu en sæson af ’Badehotellet’, men det bliver den sidste. Forfatterne har en ide til slutningen, men den er ikke skrevet endnu.
’Badehotellet’ stopper efter næste og tiende sæson.
Det meddeler TV 2 og holdet bag serien.
Den populære tv-serie er netop i gang med sin niende sæson, der slutter mandag aften.
Og der kommer en ny sæson, men det bliver altså den sidste.
Serien har siden premieren i 2013 været utrolig populær og haft tårnhøje seertal.
Alligevel er det på tide at stoppe, fortæller forfatterparret bag serien Hanna Lundblad og Stig Thorsboe.
- Seernes kærlighed til serien har været utroligt opmuntrende for alle, der har været med til at lave den gennem årene, men ’Badehotellet’ har aldrig været tænkt som en ’evighedsserie’, lyder det fra forfatterparret.
Lysten har drevet værket
Ifølge TV 2s fiktionschef, Katrine Vogelsang, bygger 'Badehotellets' store succes netop på, at det altid har været forfatternes fortællelyst, der har drevet serien.
- En af grundene til, at det er en succes, er, at vi altid kun har fortsat med en ny sæson, så længe forfatterne havde en vigtig historie at fortælle, siger hun og tilføjer:
- Derfor har det aldrig været 'Badehotellets' succes, der har drevet beslutningen om flere sæsoner, men derimod om forfatterne havde lyst til at fortsætte, fortæller hun.
Seerne ender med at have fulgt hr. Weyse, fru Frigh, Amanda, Otilia, Edith og de mange andre karakterer igennem 18 ĂĄr fra 1928 til 1946.
- Det er længe, og der kommer et tidspunkt, hvor det ikke vil være naturligt, at de samme feriegæster bliver ved med at flytte ind på det samme hotel i ugevis og år efter år, forklarer Hanna Lundblad og Stig Thorsboe.
Desuden sluttede badehotellernes storhedstid efter krigen. Folk fandt andre ferieformer og købte blandt andet egne sommerhuse. Det ville derfor ikke være særlig realistisk at forsætte serien i årevis.
Vender retur i 2024
Seerne mĂĄ dog vente to ĂĄr pĂĄ seriefinalen.
Den tiende sæson får nemlig først premiere i vinteren 2024.
Det skyldes især, at coronanedlukningen de forrige to år har forsinket hele produktionen af serien. Det har også betydet, at sæson otte og ni blev forkortet til fem afsnit.
Men afslutningen på ’Badehotellet’ har fortjent mere end det. Det mener både forfatterparret, producenten, Michael Bille Frandsen, og fiktionschef Katrine Vogelsang.
Derfor har de aftalt at udskyde tiende sæson.
Til gengæld bestræber man sig på at lave otte afsnit til næste sæson. Dermed kommer serien op på over 60 afsnit.
Skriveprocessen begynder dog allerede nu for de to forfattere.
- Vi kommer selv til at skrive løs hen over hele dette år og ind i det næste. For den idé, vi har til slutningen på ’Badehotellet’, kan slet ikke fortælles på fem afsnit. Den kræver mere plads. Vi håber, at seerne vil opleve, at det var værd at vente på, udtaler Hanna Lundblad og Stig Thorsboe.
En serie i to dele
Da Hanna Lundblad og Stig Thorsboe i sin tid bød ind med ideen til ’Badehotellet’, havde de et håb og en plan om at lave fem sæsoner af serien.
Den skulle skildre Danmark fra 1928 til 1933.
- Ingen kunne på det tidspunkt have forudset, at serien rent faktisk kom så langt, men det gjorde den som bekendt - ikke mindst fordi seerne tog så godt imod den, fortæller forfatterparret.
De første fem sæsoner kom til at løbe fra 1928 til 1933, og det var altså forfatternes oprindelige tanke at stoppe serien der.
Men de besluttede sig for at lade serien fortsætte og omhandle tiden før, under og lige efter besættelsen, fordi de følte sig inspirerede til det.
- Vi kaldte de første sæsoner for del et og de nye sæsoner for del to. Så der i alt blev tale om ti sæsoner med to dele, der spejler hinanden, siger forfatterne.
Til spørgsmålet om, hvorvidt de to forfattere måske igen vil finde inspiration til at lave flere sæsoner, svarer de, at det er meget usandsynligt.
- Man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig, men det har vi altså ingen planer om, lyder det fra parret.
Den nye sæson
Da Hanna Lundblad og Stig Thorsboe endnu ikke er begyndt at skrive på tiende sæson, kan de ikke røbe meget om den endnu.
De kan dog afsløre, at den kommer til at foregå i 1946. Og serien vil blive afsluttet på ”smukkeste vis med masser af overraskelser”, lover de.
Fiktionschef Katrine Vogelsang fortæller, at der kommer masser af ny fiktion på TV 2 - også til januar 2023, hvor 'Badehotellet' normalt ville blive sendt.
- Men der kommer ikke en afløser for 'Badehotellet', for det kan man ikke lave. 'Badehotellet' er helt unikt både i fortællingen, kvaliteten og populariteten. Det kan man ikke efterligne, siger hun.
Du kan se 'Badehotellet' mandag aften klokken 20 pĂĄ TV 2 eller pĂĄ TV 2 PLAY.