X Factor

Det skal deltagerne synge i årets første 'X Factor'-liveshow

Deltagerne lægger ud med en signatursang, der kan folde dem ud og vise, hvem de er som kunstnere.

Så er det blevet tid til årets første liveshow i 'X Factor'. Fredag aften får årets seks solister og tre grupper på scenen og skal for første gang synge live for dommere, publikum og seere.

Det er nu, deltagerne for alvor skal vise, hvem de er som sangere.

Det understreges af temaet, der traditionen tro er Signatursang, hvilket betyder, at der har været frit valg på alle hylder, da dommerne og deltagerne valgte sang.

Samtidig er det første gang, at dommerne går i liveshow med det nye 'X Factor'-format. For første gang nogensinde har dommer én deltager med fra hver kategori - altså én gruppe, en solist under 23 år og en solist over 23 år.

Herunder kan du se, hvad hver deltager skal synge:

Thomas Blachmans deltagere

Mads Moldt: 'When I R.I.P.' af Labrinth

Mads Moldt Hutzelsider på 16 år kommer fra Frederikshavn, hvor han til daglig går i 9. klasse. Musik fylder i hans hverdag, da han både synger og spiller guitar, bas, ukulele og saxofon.

Til 6 Chair Challenge overraskede han med både rap, sang og sit eget track. Thomas Blachman sagde, at den optræden reddede hans sæson. Nu har dommeren besluttet, at Mads Moldt skal synge 'When I R.I.P.' af Labrinth til første liveshow.

Hør originalen her.

Maria Ranum: 'Oblivion' af Sia feat. Labrinth

Maria Ranum Isaksen er 31 år og musiklærer. Hun meldte sig til 'X Factor', fordi hun lavede en aftale med sin far om at gøre det, hvis han gik i alkoholbehandling.

Til sin audition fik hun ros for sin "90'er-vibe" og sine fraseringer, og nu har Thomas Blachman valgt, at hun skal synge 'Oblivion' af Sia feat. Labrinth til første liveshow.

Hør originalen her.

Wela & Garcia: 'Dancing In the Dark' af Bruce Springsteen

Gruppen består af vennerne Mathias Westermann Laursen på 18 år og Rumle Strunge på 19 år. De kender hinanden fra folkeskolen og går nu på Sankt Annæ Gymnasium sammen.

Til deres audition imponerede de med Xanders 'Over alle bjerge', og Thomas Blachman har besluttet, at de til første liveshow skal synge 'Dancing In the Dark' af Bruce Springsteen.

Hør originalen her.

Kwamie Livs deltagere

Tina: 'Street Lights' af Kanye West

Tina Mellemgaard på 18 år kommer fra Hoyvik på Færøerne og tog allerede til sin audition dommerne med storm. Kwamie Liv kaldte hendes optræden "magisk" og "utrolig smuk".

Kwamie Liv har valgt, at hendes første sang til liveshows skal være 'Street Lights' af Kanye West.

Hør originalen her.

Oliver Antonio: 'Watermelon Sugar' af Harry Styles

Oliver Antonio Giner er 23 år, kommer fra Birkerød, og til daglig studerer han idræt og underviser i gymnastik. Under hans optræden til 6 Chair Challenge rørte han sin far til tårer.

Tiden må vise, om det skal gentage sig fredag aften, hvor Kwamie Liv har valgt, at han skal synge 'Watermelon Sugar' af Harry Styles.

Hør originalen her.

Lorenzo & Charlo: 'Kig op fra gulvet' af Blæst

Malik Tanis på 18 år og Deniz Tanis 20 år er brødre og bor i Ikast. De var oprindeligt på Martin Jensens hold, men han sendte dem ud af konkurrencen efter 6 Chair Challenge. Efterfølgende kontaktede Kwamie Liv dem og inviterede dem med til bootcamp.

Nu har Kwamie Liv besluttet, at deres første sang til liveshow skal være 'Kig op fra gulvet' af Blæst.

Hør originalen her.

Martin Jensens deltagere

Mille Bergholtz: 'We Don’t Have to Take Our Clothes Off' af Ella Eyre

21-årige Mille Bergholtz kommer fra Falster. Til hendes audition sagde Martin Jensen, at han "forsvandt hen" i hendes sang.

Han har nu besluttet, at hun til første liveshow skal synge 'We Don’t Have to Take Our Clothes Off' af Ella Eyre.

Hør originalen her.

Kári: 'Please Don’t Go' af Mike Posner

Kari M. Fossdalsá på 25 år kommer fra Færøerne, men bor i Aalborg med sin kæreste og deres datter. Efter sin optræden til 6 Chair Challenge afslørede Kwamie Liv, at Kari M. Fossdalsá var en af dem, dommerne kæmpede om, da de skulle fordele deltagerne mellem sig

Nu har Martin Jensen besluttet, at han skal synge 'Please Don’t Go' af Mike Posner til første liveshow.

Hør originalen her.

Oscar: 'Fucking Smuk' af Page Four

Gruppen består af Tobias Kølsen Herskind på 18 år og Malthe Sejthen på 17 år. De er gode venner og kommer fra Trige udenfor Aarhus. Allerede ved audition fik de ros for at have god energi.

Martin Jensen har heller ikke lagt skjul på, at det var deres energi mere end deres sangtalent, der har fået dem til liveshows. Nu har han valgt, at de skal synge 'Fucking Smuk' af Page Four til første show.

Hør originalen her.

Se 'X Factors' første liveshow på TV 2 og TV 2 PLAY fredag klokken 20.00.

Download ’X Factor’-appen og stem helt gratis. Link til iOS. Link til Android