Oscar

Oscar-showet er tilbage med værter ved roret – derfor er det et omdiskuteret job

Oscar-uddelingen har igen i år værter på scenen – og det er på tide, siger ekspert.

Det prestigefulde Oscar-show har for det meste været afviklet med en karismatisk vært ved roret, der traditionen tro åbner showet med et sjovt og spektakulært indslag.

Og sådan bliver det formentlig igen i år, hvor de tre skuespillere Amy Schumer, Regina Hall og Wanda Sykes er annonceret som værtstrio.

Sidste gang, der var en vært ved roret ved Oscar-uddelingen var i 2018, hvor tv-vært Jimmy Kimmel beværtede showet.

I tre år har showet været afviklet uden vært, efter at komiker Kevin Hart måtte gå af som vært efter en skandale om homofobiske tweets.

Ifølge filmredaktør på Soundvenue Jacob Ludvigsen er det på høje tid, at Oscar-uddelingen igen får en vært på scenen.

- Showet er blevet værre og værre for hvert år uden en vært. Niveauet er faldet i takt med, at man har gjort sig mange anstrengelser for at prioritere de politisk korrekte paroler over alt andet, ​siger Jacob Ludvigsen.

Rollen kunne ikke besættes

Det var netop politisk ukorrekte ytringer, der kostede komiker Kevin Hart værtstjansen i 2019. Kort efter at han blev annonceret til værtstjansen, begyndte en række ældre homofobiske tweets fra komikeren at cirkulere.

Komikeren slettede sidenhen tweetsene, hvor der blandt andet stod, at hvis hans søn legede med dukkehus, ville han smadre huset i hovedet på ham med ordene "stop, det er bøsset". I et andet tweet kaldte han en navngiven person en "homoseksuel reklame for aids", ligesom han har brugt skældsordet fag – svans.

Komikeren måtte efterfølgende trække sig, og arrangørerne fandt ingen erstatning. Showet blev afviklet uden vært, og det samme gjorde det de to efterfølgende år.

Det blev efterhånden en selvhøjtidelig og frelst omgang

Jacob Ludvigsen, Soundvenue

Kridhvide Oscars

Allerede før anklagerne mod Kevin Hart kom frem, var Oscar-showet under beskyldning for ikke at have nok fokus på diversitet og race. Det skete blandt andet under kampagnen #Oscarssowhite på de sociale medier.

- I kølvandet på #Oscarssowhite blev showet en undskyldning for sig selv, hvor man skulle udbasunere sin dårlige samvittighed over for fortidens ugerninger, siger Jacob Ludvigsen og tilføjer:

- Det er jo positivt, at man har fokus på ikke længere kun at have hvide mennesker på scenen. Men det blev efterhånden en selvhøjtidelig og frelst omgang, hvor man tilsyneladende glemte, at humor er en væsentlig del af at skabe et underholdende tre timer langt tv-show.

Både i 2020 og 2021 var det de politiske taler og indslag om særligt Black Lives Matter, klima og ulighed, der løb med størstedelen af opmærksomheden ved uddelingen.

Desperat netværk

Jacob Ludvigsen kalder det derfor "ekstremt glædeligt", at der nu er værter tilbage på scenen til filmbranchens største aften.

- Det tegner godt, at man nu igen satser på at få lidt af den frække tone tilbage med nogle talentfulde entertainere på scenen, siger Jacob Ludvigsen.

Han påpeger, at tonen til Oscar-uddelingen altid har været kærlig og fri for den hårde roasting, der traditionelt finder sted til uddelingen af Golden Globes, hvor en komiker skyder med skarpt fra scenen mod Hollywoods største navne.

Han glæder sig især over valget af Wanda Sykes og Amy Schumer som værter, da de begge har en baggrund i stand up-komikken og derfor næppe er blege for at komme med jokes. Særligt sidstnævnte Amy Schumer er en komiker, der flere gange har været i vælten for at komme med jokes, der opfattes som racistiske og nedsættende, særligt over for latinoer.

Jacob Ludvigsen har dog også et bud på, hvorfor Oscars nu vender tilbage til at have værter på scenen. Som tiden er gået, er det nemlig kun gået én vej med seertallene for det milliondyre awardshow, og det coronaramte Oscar-show i 2021 havde de laveste seertal nogensinde.

Arrangørerne af Oscar-uddelingen, The Academy of Motion Picture Arts and Sciences, der blot betegnes The Academy, er derfor under pres fra netværket ABC, der betaler millioner af dollars for rettighederne til at vise showet.

- Der er ingen tvivl om, at der er pres på for at oppe underholdningsværdien. Der skal klart ske noget, og Akademiet er nødt til at genopfinde showet for at sikre eksistensberettigelsen i fremtiden, siger han.

Årets Oscar-uddeling finder sted natten til mandag 28. marts.