X Factor

Deltagere trækker sig fra 'X Factor'

Dommer Kwamie Liv valgte at tage tre grupper med til sin bootcamp. Men kun to af grupperne mødte op.

Kwamie Livs bootcamp, som sendes fredag denne uge på TV 2, bliver uden gruppen VEST.

De to gruppemedlemmer, Vera Stæhr og Esther Ilsøe Rubin, har nemlig valgt at trække sig fra 'X Factor'.

I årets 6 Chair Challenge fik de en af de eftertragtede stole - og rykkede dermed tættere på årets liveshow - men efter grundige overvejelser er de 17-årige veninder nået frem til, at de ikke mere ser sig selv i programmet.

Derfor må eventyret slutte.

- Vi meldte os til for få sjove oplevelser sammen, udfordre os selv og prøve noget nyt, siger Esther Ilsøe Rubin til TV 2 og fortsætter:

- Men nu er vi nået til et punkt i 'X Factor', hvor der er så meget på spil, og det kræver så meget af os, at vi har måttet spørge os selv: Har vi opnået det, vi ville? Og det har vi.

Navigere mellem skole og 'X Factor'

For VEST har det på intet tidspunkt været ambitionen eller målet at vinde 'X Factor'.

Det blev særligt klart for dem op til bootcampen, hvor konkurrencen spidsede til og blev mere tidskrævende.

- Man vil gerne give alt, man har, når man er nået så langt. Det havde vi ikke energien til med alt det, der foregik i vores liv udenfor 'X Factor', siger Esther Ilsøe Rubin.

Efter at have lært hinanden at kende på efterskole, går Vera Stæhr og Esther Ilsøe Rubin nu på hver deres gymnasie, og de er derfor travlt optaget af alt det, der hører 1.g til. De har desuden fritidsjobs, og de bor i henholdsvis Roskilde og København, så de har kun begrænset tid til at øve sammen.

Helt rigtige grupper i bootcamp

Selvom VEST er helt afklarede med deres beslutning, har den ikke været nem, understreger de. De er både stolte og taknemmelige for, at dommer Kwamie Liv gav dem chancen.

De skulle have sunget mod gruppen 2 Harmonies og Lorenzo & Charlo. Sidstnævnte gruppe fik en ny chance, da dommeren helt ekstraordinært inviterede dem tilbage i 'X Factor', efter de havde forladt konkurrencen.

Uden VEST har hver af de tre dommere nu samme antal grupper i bootcamp, nemlig to.

Esther Ilsøe Rubin synes, at det er de helt rigtige, der står der:

- De andre i feltet så dygtige og har virkelig store ambitioner. Det, vi havde med, var ikke så langsigtet. Det handlede mere om et fælles projekt, siger hun.

Ærgrelse hos dommeren

Dommer Kwamie Liv modtog beskeden om VESTs exit inden optagelserne til bootcamp i november. Og venindernes valg ærgrer hende, selvom hun sagtens kan forstå deres begrundelse.

- Dette her program er ikke for alle, og jeg ønsker dem kun det bedste, siger hun.

Kwamie Liv har set noget i VEST siden deres allerførste audition. Særligt fordi deres venskab skinnede igennem i deres sang og musik.

Og netop "venskab" er kodeordet, som gruppen tager med fra deres 'X Factor'-oplevelse.

Skal pleje venskabet

Vera Stæhr og Esther Ilsøe Rubins venskab er blevet styrket, fordi de har stået sammen gennem både audition og 6 Chair Challenge foran et stort publikum. Men nu er det tid til, at deres venskab ikke skal "blottes foran hele Danmark", lyder det.

- Nu skal det bare handle om os to igen, siger Esther Ilsøe Rubin.

De vil blive ved med at spille og synge sammen, og de er glade for, at de har lært Kwamie Liv, de øvrige deltagere og holdet bag 'X Factor' at kende.

Se det første bootcamp-program 'X Factor' fredag klokken 20.00 på TV 2 - eller fra klokken 06.00 på TV 2 PLAY.