Kong Christian stod ved højen mast i røg og damp, hedder den gamle nationalsang. Linjen beskriver slaget ved Kolberger Heide. Her drev Christian 4. svenskerne på flugt på trods af et mistet øje i kampens hede.
Ingemann og kongerækken

Danmark var et mægtigt land, men så blev Christian 4. valgt som konge

Han elskede sit folk, men hadede svenskerne. Og så elskede han at bygge lige så meget, som han elskede at gå i krig.

Det var 29. august 1596. Stemningen i Kjøbenhavn var spændt til bristepunktet.

Stort set alle af byens knap 20.000 indbyggere var samlet langs ruten fra Kjøbenhavn Slot til Vor Frue Kirke cirka 800 meter væk.

Tværs gennem hele byen.

På Amagertorv var der flest mennesker.

Omringet af de lave bindingsværkshuse var det nemlig her, at springvandet var stillet op.

Men det var ikke et almindeligt springvand som det med storkene, der i dag pryder Amagertorv.

For her sprang det ikke med vand – men med rød- og hvidvin. Og alle måtte tage for sig, som de lystede.

Det samme gjorde sig gældende for de hele okser, der blev stegt over åben ild. Og folket tog for sig.

Bønderne fra oplandet med deres grove uldklæder stimlede sammen og blandede sig med de farverige og pufærmeklædte købmænd fra overklassen.

Det her var folkets fest.

Pludselig skar lyden af trompeter igennem den summende menneskemængde som et velslebet langsværd.

Danmarkshistoriens hidtil største fest var i gang.

Husket og hyldet

I dag kender de fleste danskere Christian 4.

Og hvis man ikke kender ham, så er TV 2-serien ’Ingemann og kongerækken’ nået til netop den måske mest kendte konge i historien. Både i fjernsynet og på TV 2 PLAY.

Tager man en gåtur i det indre København, kan man overalt se Christian 4.’s navn pryde forskellige bygninger. Hvoraf de mest kendte nok er Rundetårn, Børsen og Rosenborg Slot.

Men der er mange flere, som for eksempel Christianshavn eller Norges hovedstad Oslo, som oprindeligt hed Christiania – opkaldt efter den dansk-norske konge selv.

Han havde da også en masse år at bygge i. Fra 1588 til 1648.

Med sine næsten 60 år på Danmarks trone er han den længst siddende regent i hele kongerækken.

I dag bliver han hyldet og elsket med tilbagevirkende kraft for det præg, han satte på Danmark.

Og et præg, det satte han. Bygninger og fest og farver var blandt hans styrker.

Tiden skulle vise, at styrkerne som konge også skulle sætte et præg.

Dog et anderledes præg end det, han havde tænkt sig.

Og så kom kongen

I det kroningsspændte Kjøbenhavn holdt folket og pøblen på Amagertorv vejret.

De kiggede mod Købehavns Slot, der først i 1731 blev erstattet af Christiansborg.

Her i 1596 kunne de dog tydeligt se det nye kobberspir med de tre kroner, som den kommende Christian 4. havde fået bygget oven på Blåtårn.

Over broen kom nu optoget.

Trommerne og trompeterne overtog lydbilledet i byen.

Da den forreste del af optoget nåede de første tilskuere, begyndte to herolder i kongelige dragter at kaste mønter i grams.

Nyslåede mønter med den nye konges navn på.

De fremmødte bønder, unge drenge og fattige koner skabte tumult. Der er blevet skubbet, slået og mast for at få sine fingre i de gratis penge.

Efter herolderne fulgte nu medlemmer af rigsrådet, der hver holdt en del af de kongelige regalier: scepteret, rigsæblet og kroningssværdet.

De tilskuere, der ikke lå på knæ og samlede mønter op, ville se de tre mænd før kongen og forstå, at rigsrådet var både magtfulde og vigtige.

Og så fulgte kongen in spe. Ham, som det hele i de næste 53 år skulle handle om i Danmark.

På godt – men helt sikkert også ondt.

Danmark – det store land mod Nord

Da kong Frederik 2. døde i 1588, var hans søn kun 11 år gammel.

Alligevel blev knægten Christian anerkendt som konge. Men han var trods alt for ung.

Derfor tog en formynderregering bestående af fire personer fra rigsrådet sig af de egentlige kongepligter i begyndelsen.

Her syv år senere sagde kalenderen 1596, og Christian var blevet en intelligent ung mand på 19 år.

Formynderregeringen og rigsrådet havde i mellemtiden gjort det godt.

Danmark var et rigt land, der udover at have Norge under sin krone også var den førende nation i Norden samt en magtfaktor af en vis rang i Europa.

Nu vurderede rigsrådet, at tiden omsider var inde til officielt at krone Christian til den fjerde konge af sit navn.

Og det skulle ske med en sådan pomp og pragt, som man aldrig havde set før.

Mest af alt for at vise, hvor rig og velstillet en nation Danmark var.

Tre kilo guldkrone

Det kongelige og møntkastende optog var nået gennem ruten fra Københavns Slot og frem til Vor Frue Kirke.

Christian kunne kigge op på kirken, der blev genopbygget efter en brand i 1314.

Denne version havde hele 132 år tilbage at leve i, før den store brand i København i 1728 atter skulle ødelægge kirken.

Herefter fulgte en tre timer lang tale fra og om gud. Og så var det kroningstid.

Tiden for guddommeligheder var nu forbi.

Rigsrådet ville gerne vise omverden, at den reelle magt hverken lå hos gud eller kongen.

Derfor var det et af rigsrådsmedlemmerne, der satte den store krone på hovedet af Christian 4.

På vejen tilbage red Christian 4. gennem en æresport.

Her fik en mekanisk engel pludseligt liv, da den rakte sine hænder ned for at markere, at det var gud, der kronede kongen.

Langs hele ruten viste Christian 4. sin overdådige krone frem, som var lavet specielt til ham.

Den var stor og tung. Den var af guld og perler, og så havde Christian bestemt sig for en åben krone.

Han ville signalere en forbindelse tilbage til de gamle unionskonger i 1300-1400-tallet, der forenede Norden.

Sådan en konge ville han også være.

Det var en fantastisk krone – som Christian 4. dog måtte pantsætte 48 år senere.

De irriterende svenskere

De første årtier som konge var gode for Christian 4.

Den positive udvikling af det danske rige, som rigsrådet havde stået for, fortsatte. Lidt endnu.

Christian 4. begyndte meget hurtigt i sin regeringsperiode at sætte gang i flere moderne erhvervsfremstød i København.

Han anlagde nye bydele i København, som satte gang i en eksplosiv udvikling af byen gennem årene.

Umådelige rigdomme kom til ham fra Øresundstolden, som han behændigt lånte videre til staten, som så byggede løs efter kongens forslag og ønsker.

Blandt andet fik Christian opført Tugt- og Børnehuset, hvis opgave blandt andet var at få forældreløse børn til at fremstille tekstiler til de danske soldater.

Mere eller mindre frivilligt.

Og så ville kongen også rigtig gerne i krig.

I 1611 havde han langt om længe fået plaget rigsrådet om lov til at gå i krig med svenskerne.

Svenskerne ville bryde Danmarks rolle som den mægtigste nation, og derfor ville Christian 4. én gang for alle sætte svenskerne på plads.

Han ville genskabe Kalmarunionen, som gik til grunde i 1523.

Men efter to år sluttede Kalmarkrigen uden nogen rigtig vinder – selvom svenskerne blev beordret til at betale enorme summer i krigserstatning.

Den dansk-norske kong Christian fejrede det som en sejr.

Men magtbalancen var den samme som hidtil, og Christian havde heller ikke vundet nyt land.

Den eneste forskel var, at svenskerne hadede danskerne mere end før.

Og netop dét had skulle senere vise sig at gøre en ende på Danmarks storhedstid.

35.000 smadrede glas og et rum med opkastkar

Festen i august 1596 var i gang - både i København og på Københavns Slot.

I flere måneder havde hovedstaden stået på den anden ende for at gøre klar til fest.

Alle spidserne fra Europa var inviteret, og nu skulle kroningen så fejres på behørig vis.

35.000 glas var fremstillet specielt til begivenheden. For skikken bød, at man nu og da smadrede sit glas ned i gulvet, når man havde drukket ud.

Opkastkarrene stod også klar i deres egne gemakker.

Dem kunne gæsterne så frekventere, når de ikke kunne indeholde mere mad og vin.

Derefter kunne de noble gæster ufortrødent fortsætte festen. Som altså endte med at vare i flere dage.

Begyndelsen til enden

Året er 1623. Trediveårskrigen har raset i det centrale Europa i fem år.

Katolikkerne og protestanterne i Europa var brudt ud i åben religionskrig i det centrale Europa.

I en gammel profeti stod der, at en løve fra nord ville redde protestanterne fra ørnen, der var symbolet for den tysk-romerske kejser Ferdinand 2.

Mange kiggede på den danske kong Christian 4. som netop den løve. Ikke mindst ham selv, da han anså sig selv som protestanternes beskytter.

Christian ville i krig igen. Rigsrådet sagde nej. Og så gik Christian 4. i krig som hertugen af Holsten i stedet for.

På dette tidspunkt havde kongen af Danmark og Norge så mange penge og titler, at han kunne gøre, som han ville.

Derfor afslog han en alliance med Sverige for i stedet at presse de protestantiske fyrster til at støtte ham som leder af de nordtyske hære.

Men Hertug Christian af Holstens protestantiske hære mødte de tysk-romerske hære, der var ledet af en general ved navn Johann Tilly.

General Tilly slog Christian 4.'s hære noget så eftertrykkeligt, og den danske hærfører måtte flygte hjem.

Men katolikkerne fulgte med, og året efter besatte general Tilly Jylland og plyndrede løs.

I et forsøg på at skræmme den tysk-romerske kejser lod Christian 4. som om, at han forhandlede med den svenske konge Gustav 2. Adolf om en alliance.

Men da katolikkerne trak sig tilbage af frygt for, hvad Danmark og Sverige i fællesskab kunne finde på, brændte han svenskerne af.

Hadet hos svenskerne blussede op, og her startede den danske nedtur for alvor.

Ridderkongen ved navn Pave Sergius

Tilbage i 1596 havde den nykronede konge en fest.

Men det havde hans undersåtter i København så sandelig også.

København var allerede inden en beskidt by, og festen gjorde det ikke bedre.

Der stank.

Men det bekymrede borgerne sig ikke om. For der var gøglere på gader og stræder.

Christian 4. deltog selv i en ridderturnering på Gammeltorv. Den protestantiske konge havde ironisk klædt sig ud som en fiktiv pave ved navn Sergius 6.

Var nogen af festens gæster i tvivl om hvilken trosretning deres nye overhoved havde, så var det nu slået fast.

Ellers ville det blive slået fast senere, da netop Christian 4.’s trosretning spændte ben for Danmark.

I røg og damp for Danmark

I Trediveårskrigen viste Sverige sig at være dén løve fra nord, der skulle frelse protestanterne i krigen mod de tysk-romerske hære.

Imens svenskerne sejrede, gik det nedad for Christian 4. på hjemmebanen.

Danmark var et landbrugsland og ikke klar til Christians moderne erhvervsfremstød.

Kongen mistede store summer penge på både kuldsejlede erhvervseventyr og krigene.

For at redde sig nogle flere indtægter skruede han op for Øresundstolden. Hvilket gjorde især England og Holland sure. Den politiske stemning i Europa vendte sig mod ham.

Svenskerne sejrede uafbrudt i Europa og vandt også land i Nordtyskland.

De så pludselig gerne, at den danske prop mellem dem og resten af Europa forsvandt.

I 1643 sendte Sverige general Torstenson afsted med sine tropper i Nordtyskland. Målet var Jylland.

Christian 4. var blevet advaret, men han havde ikke taget advarslerne alvorligt, og nu angreb svenskerne et uforberedt forsvarsværk.

Mod øst angreb svenskerne året efter det danske Skåne.

Christian selv var i 1644 med i det store søslag ved Koldberger Heide ud for Kielerfjorden, der forhindrede svenske landtropper fra Nordtyskland i at nå Sjælland.

Krigen var helt enormt dyr.

Den efterhånden fattige Christian 4. måtte til sidst pantsætte sin elskede krone i Hamborg for at finansiere modstanden.

Men lige lidt hjalp det.

Den svenske overmagt var for stor, og nu begyndte Danmark at svinde i størrelse.

Danmark og de svensk-hollandske bank

I 1596 havde festlighederne for den nye konge sin store afslutning i Helsingør.

Fra Kronborg blev der iværksat et skue, som hverken adelen, købmændene eller pøbelen havde set magen til før.

Et enormt fyrværkeri lyste augustnattehimlen op, mens tilskuernes opadvendte ansigter blev farvet af raketternes eksplosioner.

Festen var forbi.

Og 49 år senere var festen så helt forbi.

For her i 1645 sad den mægtige danske konge og underskrev den fredstraktat, der begyndte med at koste Halland, men senere endte med også at koste Skåne og Blekinge. Danmarks tre rigeste regioner.

Inden fredstraktaten havde Sverige indgået en angrebsalliance med Holland.

Sammen havde de taget kontrollen med de danske farvande efter blandt andet at have banket den danske flåde ved Femern Bælt.

Efter pres fra resten af Europa var svenskerne gået med til at lave den traktat, som Christian med enormt stor utilfredshed nu måtte underskrive.

Områder i både Norge, det nuværende Sverige og sågar det sidste danske område i Estland blev pantsat i 30 år.

For aldrig at vende tilbage på danske hænder igen.

Den dårligste og mest elskede konge nogensinde

Den dårligste og mest elskede konge nogensinde.

Danmark havde for 50 år siden været en mægtig nation.

Nu var det et lille land, der kæmpede med resultatet af mange årtiers pengeødsel på krige, byggerier og forretningseventyr.

De fremmede soldaters plyndringer, vold og drab gennem tiden betød, at befolkningstallet i Danmark var faldet.

Færre mennesker resulterede i mangel på arbejdskraft på landet, og landbrugsproduktionen gik ned.

For at gøre ondt værre, så faldt priserne på landbrugsvarer, der stort set var rigets eneste eksportprodukter.

Resultatet var et fattigt land og en fattig konge, hvis svigersønner, anført af Corfitz Ulfeldt, ved siden af gjorde, hvad de kunne, for at tage magten fra ham.

Christian 4. var begyndt som midtpunktet i en fest i et af de mægtigste lande i Europa.

Nu var han på kanten af at være ingenting i et decimeret andenrangs land.

I dag er Christian en af de mest kendte og elskede konger. Ikke på grund af sine bedrifter. Men han var en folkets konge.

Og så byggede han, og bygningerne står der stadig med hans navn skrevet i mursten. København havde ikke været den samme by uden ham.

Og måske er det lige der ved Rundetårn, at danskernes kærlighed til den storslåede Christian 4. begynder.

Artiklen er blevet til med hjælp fra historiker og cand.mag. (MA) Christian Holm Donatzky.

Derudover er der brugt skriftlige kilder fra Dehn Nielsens bog 'Danmarks konger og regenter', Det Kongelige Bibliotek, Kongernes Samling, Nationalmuseet, Kongelige Slotte, Den Kgl. Mønt samt Danmarkshistorien.dk.

Se 'Peter Ingemann og kongerækken' lige her på TV 2 PLAY.