X Factor

En million har set ham på Tiktok – her er de 12 'X Factor'-deltagere, der skal kæmpe om en stol

Thomas Blachman har valgt de fire solister under 23 år, solister over 23 år og grupper, som skal kæmpe om en stol.

Det er blevet Thomas Blachmans tur til at indskrænke feltet af deltagere og finde frem til sit bootcamp-hold.

Det sker lørdag klokken 20.00 i 'X Factor', hvor den garvede dommers 6 Chair Challenge bliver vist på TV 2.

Han har 12 deltagere med. De skal udfylde to stole til solister over 23 år, to stole til solister under 23 år og to stole er til grupper.

Her kommer listen over de deltagere, der skal dyste om de eftertragtede stole i fredagens program.

Solister under 23

Noelle Knudsen

17-årige Noelle Knudsen kommer fra Solrød Strand vest for København, og da hun stillede op til audition i 'X Factor' havde hun spillet guitar og sunget i under et år. Alligevel kom hun med sin egen sang 'The game' og et kæmpe smil, som straks blev bemærket ved dommerbordet.

Med hendes fine stemme og den positive energi var hverken Thomas Blachman, Kwamie Liv eller Martin Jensen i tvivl: Hun skulle videre i konkurrencen.

Mads Moldt Hutzelsider

Iført ternede bukser, strikvest og blålakerede negle imponerede Mads Moldt Hutzelsider dommerne under sin audition. Han sang Frank Oceans 'Voodoo' og blev især komplimenteret for sin evne til at ramme de høje toner og sit excentriske udtryk.

Den 16-årige dreng går til dagligt i 9. klasse på Ravnshøj Skole i Frederikshavn, men musik fylder en stor del af hans hverdag, da han udover at synge spiller både guitar, bas, ukulele og saxofon.

Lasse Skriver

- What? udbrød dommer Kwamie Liv, da den 17-årige Lasse Skriver begyndte at synge under sin 'X Factor'-audition.

Dommeren kunne nærmest ikke tro, at en ydmyg tømrerelev fra Vejle kunne lyde sådan. Og hun var fuldstændigt blæst bagover af hans dybe stemme i hans fortolkning af George Ezras 'Budapest'.

- Du er jo next level. Du er for vild, lød det fra dommeren, mens Thomas Blachman spåede ham at nå langt i 'X Factor'.

Lasse Skriver har aldrig fået undervisning i sang, men på hans Tiktok-profil er flere af hans sangvideoer blevet set over 300.000 gange. En er blevet set en million gange.

Frederik 'Frede' Jensen

Ifølge de tre 'X Factor'-dommere rummer Frede Jensen noget helt særligt. Han har det, der skal til for at blive en "kunstner".

Den 20-årige sanger, som kommer fra midtjyske Ejstrupholm, rørte alle tre dommere under sin audition med en alternativ version af Gnarls Barkleys 'Crazy'.

De pæne ord fra dommerne havde samtidig enorm betydning for Frede Jensen, som har kæmpet med angst og lavt selvværd, fortalte han til TV2.DK i forbindelse med sin audition.

Solister over 23

Kasper Ørum

Kasper Ørum fra Vesterbro i København er feltets ældste deltager med sine 41 år.

Siden han var ti år gammel, har han spillet guitar, og han skriver sine egne musiknumre. En af dem fremførte han for dommerne under sin audition, hvor Kwamie Liv også bemærkede, at han havde et stort talent for at skrive tekster.

Thomas Blachman havde dog et råd til ham:

- Sku lidt ned for følelserne. Det er følelse med følelse med følelse, sagde dommeren, som dog ikke var i tvivl om, at Kasper Ørum skulle med videre.

Kia Bodeholt-Hansen

25-årige Kia Bodeholt-Hansen kommer fra sydsjællandske Haslev og læser til dagligt til social- og sundhedsassistent.

Alle tre dommere var vilde med hende og hendes sprudlende personlighed under auditionen.

- Du er jo fantastisk skør, sagde dommer Martin Jensen.

Meseret Tesfamichael

Meseret Tesfamichael er 27 år og kommer fra Vestamager.

De første otte år af sit liv tilbragte hun dog i sit fødeland, Etiopien, og hun mener, at kulturchokket ved at blive adopteret til Danmark har bidraget til hendes evne til at udtrykke sig i musikken.

Iført en rød gulvlang kjole sang hun 'Put your records on' af Corinne Bailey Rae til sin audition og modtog enorm ros fra dommerne.

Maria Ranum Isaksen

31-årige Maria Ranum Isaksen arbejder som musiklærer på Allerød Privatskole, men musikken har altid betydet meget for hende.

At hun skulle være med i 'X Factor' skyldes dog, at hun lavede en aftale med sin far: Hvis han lovede, at han gik i behandling for sit alkoholmisbrug, gik hun med til at tage til den audition, han længe havde opfordret hende til.

Og auditionen gik godt. Hun fik ros for sin "90'er-vibe" og sine fraseringer, og at hun virkede som en "skøn person".

Grupper

Wela & Garcia

Folkeskolevennerne Mathias Westermann Laursen på 18 år og Rumle Strunge Nielsen på 19 år har dannet gruppen Wela & Garcia.

- Det er et af de magiske øjeblikke, sagde Kwamie Liv om deres audition med Xanders 'Over alle bjerge'.

- Der er et venskab her. Det er meget rørende på en måde.

I dag går de på Sankt Annæ Gymnasium i Valby.

Emma & Philip Lillelund

25-årige Emma Lillelund og 29-årige Philip Lillelund er søskende og blev en gruppe på dommernes opfordring.

Philip Lillelund nåede nemlig helt til bootcamp i 'X Factor' sidste år, og da hans søster stillede op i år, så dommerne en unik mulighed for at lave en stærk gruppe.

Deres tætte forhold kunne også høres i deres sang, mente Kwamie Liv, som roste deres harmonier.

Ditte & Rune

- Skønne typer med skønne ansigter, beskrev Thomas Blachman 25-årige Ditte Christensen og 20-årige Rune Mikkelsen til deres audition.

De to nordsjællændere sang John Mayers 'In the blood' og fik "kæmpe ja" af de tre dommere. Dog mente Thomas Blachman, at de manglede nogle solopartier, hvor han kunne høre dem hver for sig, så det rådede han dem til at vise næste gang, altså i 6 Chair Challenge.

Freja & Anne

Veninderne Freja Toft Kristiansen og Anne Rud på 17 år begyndte at synge sammen på deres tidligere efterskole. I dag bor de i henholdsvis Aabenraa og Esbjerg, men de elsker stadig at synge sammen.

Dommerne syntes da også, at deres venskab strålede ud af dem, da de sang 'Lyse nætter' af Alberte Winding.

- Det er ren kærlighed, lød det fra Kwamie Liv.

Se 'X Factor' klokken 20.00 på TV 2 eller allerede nu på TV 2 PLAY.