X Factor

Da hun så 'X Factor'-bannerne, vidste hun, at hun var blevet snydt

18-årige Sofie Thomsen var tæt på at bakke ud, da hun blev tilmeldt 'X Factor'. I 6 Chair Challenge mærker hun, at programmet har forandret hende.

Det havde krævet nøje overvejelser. Og hun vidste, at dagens dommer Martin Jensen nok ville blive overrasket.

Men da 18-årige Sofie Thomsen stod klar foran scenen under den første 6 Chair Challenge nogensinde, var hun alligevel sikker i sit valg.

- Hvad skal du synge? Spurgte vært Sofie Linde under optagelserne, som vises i 'X Factor' fredag aften og fra klokken 06.00 på TV 2 PLAY.

- Jeg skal synge ‘Easy On Me’, sagde deltageren og indrømmede, at det netop var den, hun var blevet advaret om at vælge af Martin Jensen.

Sangeren Adeles ballade kunne komme til at spænde ben for hende, havde han sagt forinden. Hvis ikke Sofie Thomsen levede op til megastjernes stemme, risikerede hun at “dræbe” stemningen blandt publikum.

Han foreslog hende at vælge noget andet.

Men Sofie Thomsen holdt fast. Et “modigt valg”, konstaterede vært Sofie Linde, inden hun sendte den unge sanger ind på scenen.

Netop mod og selvtillid omkring sit sangtalent har Sofie Thomsen opbygget, siden hun i sommeren 2021 blev snydt af sin kæreste under en date i Aarhus.

'X Factor'? Aldrig i livet

Havde man for bare et halvt år siden spurgt Sofie Thomsen, om hun kunne se sig selv i 'X Factor', havde svaret været et rungende “nej”. Og under ingen omstændigheder skulle hun stå foran et stort livepublikum i 6 Chair Challenge.

Den 18-årige koldingenser har altid elsket at synge, men at stille sig op på nationalt tv – med risiko for at “blive til grin” – var langt uden for hendes komfortzone.

- Sang er noget, jeg holder af, så selvfølgelig vil jeg gerne være god til det. Når man har det sådan med noget er det bare sårbart at stille sig op til bedømmelse. Man vil gerne vise sig fra sin bedste side, og det rammer hårdere, hvis det er en dårlig bedømmelse, siger Sofie Thomsen om sin frygt.

Det gør jeg bare ikke

Sofie Thomsens første reaktion på at være med i 'X Factor'

Derfor var det faktisk ikke af egen fri vilje, at hun endte til audition i programmet.

Overbevisende dækhistorie

Sofie Thomsen troede, at hun skulle på en hyggelig og romantisk date med sin kæreste, Victor, da hun 12. august 2021 tog fra hjembyen Kolding til Aarhus.

- Vi har før været på date i Aarhus, så det var der ikke noget atypisk ved, siger Sofie Thomsen.

Hun begyndte dog at få en mistanke om, at der skulle ske noget andet, da han satte kursen mod Turbinehallen i byen.

Den mistanke blev bekræftet, da hun pludselig så de flagrende 'X Factor'-bannere.

Han havde tilmeldt hende til precasting.

Blev overtalt af sin kæreste

- Det gør jeg bare ikke, var Sofie Thomsens umiddelbare reaktion.

Alligevel gjorde hendes kærestes trick indtryk. Han troede virkelig på hende.

Også hendes far, mor og to brødre havde været involveret i det hemmelige nummer, som var planlagt i flere måneder. Alle støttede hende og syntes, at hun burde prøve det af.

Precasting er første skridt på vejen, inden deltagerne møder de tre 'X Factor'-dommere, så efter lidt overtalelse gik Sofie Thomsen med til at gå ind at synge.

- Nu var jeg der, og jeg vidste, at precastingen ikke kom på tv, så jeg kunne ligeså godt gøre det, fortæller hun.

På trods af nervøsitet lykkedes det. Hun stillede sig ind foran de vidt fremmede mennesker og lod sig bedømme.

Og det gav det første skud selvtillid, for hun fik masser af ros for sin sangstemme. Dog ikke nok til at overbevise sig selv om, at hun rent faktisk skulle være med i 'X Factor'.

- Jeg tænkte: “Nåh, det var det”. Det kom ikke på tv, men jeg kunne klappe mig lidt på skulderen over det. Så jeg regnede faktisk ikke med at tage til den ægte audition, siger hun.

Der skulle overtalelse til

Med endnu et kærligt skub fra kæresten Victor og hendes familie blev hun til sidst overtalt.

- De havde virkelig allieret sig og støttede mig helt vildt, siger Sofie Thomsen.

- De synes helt sikkert, jeg skulle tage med. Og nu er jeg glad for, at jeg lyttede.

Foran Thomas Blachman, Kwamie Liv og Martin Jensen – og de rullende kameraer – sang hun sig således til tre ja’er.

En kæmpe sejr for Sofie Thomsen, som havde haft svært ved at skjule sin nervøsitet og undervejs kom til at glemme lidt af teksten.

Få uger senere fik hun beskeden om, at der var mere 'X Factor' i vente.

Hun var blevet valgt som én af Martin Jensens fire solister under 23 år, som han ville have med til sin 6 Chair Challenge.

- Jeg var virkelig overrasket, siger hun og peger på, at hun kunne mærke, at der var sket noget i hende:

- Det gav mig en tro på mig selv frem for frygten. Så jeg blev ret hooked – og jeg ville gerne gøre noget for det.

Valgte med maven

Sådan ender vi på scenen i Martin Jensens 6 Chair Challenge, som sendes fredag aften i 'X Factor'.

Selv hvis dommerne ikke væltes bagover, så kan du stadig sige, at du har gjort dit bedste

Sofie Thomsens mor inden hendes 6 Chair Challenge

For selvom det har krævet et pres fra Sofie Thomsens nærmeste, så har forløbet lært hende, at hun godt kan stole på sig selv og sine evner. At det ikke går så galt, som hun kan frygte.

- Det er landsdækkende tv, og jeg har været nervøs for, hvordan jeg blev fremstillet. Men jeg har kun oplevet positivitet. Det er afgørende at få den opbakning, når man har været så meget i tvivl om det, siger hun.

Det var derfor, at hun valgte at følge sin egen mavefornemmelse frem for Martin Jensens råd om at gå efter en anden sang.

- Jeg havde en snak med min mor om det. Hun sagde: “Selv hvis dommerne ikke væltes bagover, så kan du stadig sige, at du har gjort dit bedste.” Og hun har ret. Hellere det end at vælge en uptempo sang, som ikke er mig, siger Sofie Thomsen.

Du kan se Sofie Thomsens optræden i videoen i toppen af artiklen.

Hvorvidt Sofie Thomsen får en stol og dermed en plads i bootcamp med Martin Jensens deltagere kan du få svar på fredag aften klokken 20 på TV 2 eller allerede nu på TV 2 PLAY.