Anmeldere slagter længe ventet spinoff-serie

'How I Met Your Father' skuffer de amerikanske anmeldere, der kalder den "sløv" og "usjov".

Du kender sikkert historien om, hvordan karakteren Ted Mosby mødte moren til sine børn.

Den historie blev nemlig fortalt over ni sæsoner af den populære komedieserien 'How I Met Your Mother', der løb over skærmen i årene 2005-2014.

Men nu er amerikanske Hulu endelig klar med spinoff-serien 'How I Met Your Father', der fortæller historien om, hvordan karakteren Sophie møder - du har nok gættet det - faren til sin søn.

I 'How I Met Your Father' har den tidligere teenagestjerne Hillary Duff i hovedrollen som den unge Sophie, hvis ældre jeg spilles af 'Sex and the City'-stjernen Kim Cattrall.

Serien har netop haft premiere på den amerikanske streamingtjeneste Hulu, og de amerikanske anmeldere er ikke begejstrede.

Usjov, flad og lam

Anmelderen for magasinet Rolling Stone giver serien to stjerner og kalder seriens mangfoldige vennegruppe for "nærmest patologisk søde" karakterer, der leverer "middelmådige punchlines".

Mediet Variety kalder serien for "flad" og mener, at den mest af alt fremstår som en uforklarlig tidskapsel af en serie. Anmelderen forudser, at den største glæde, som seere af 'How I Met Your Father' vil have af serien, er at spotte de mange "easter eggs" - små skjulte referencer til originalen.

Entertainment Weeklys anmelder mener ikke, at nogen af karaktererne har ægte kemi mellem sig, og anmelderen kalder seriens humor for "lam".

Lovende forsøg

En anelse mere positiv er anmelderen på mediet Collider, der kalder serien "et lovende forsøg på at træde ud af 'How I Met Your Mothers' skygge".

- Serien udforsker nye dynamikker i stedet for at kopiere det, der virkede, skriver anmelderen.

Serien har ikke fået dansk premieredato endnu, og streamingtjenesten Hulu er ikke tilgængelig i Danmark. Men da Hulu er en del af Disney, vil serien formentlig på premiere på tjenesten Disney+.