Kwamie Liv på hendes første auditiondag i København.
X Factor

Om få minutter bliver hun kendt i hele Danmark – se, hvad der skete bag kulisserne

Hvordan ser en ‘X Factor’-dommers dag ud? Tag med Kwamie Liv, da hun første gang satte sig i den varme stol i København.

Om få minutter begynder et nyt kapitel for musikeren Kwamie Liv.

Om få minutter begynder det, hun har ventet på i månedsvis.

Spændingen bobler i hende, mens hun går i den kølige efterårsluft. Det er 5. oktober 2021, og hun er på vej til studiet The Plant i København, hvor dette års ‘X Factor’-auditions afholdes.

Om få minutter indtager hun nemlig for alvor sit nye job som dommer i det populære underholdningsprogram.

Dermed træder hun for en stund ud af sin normale tilværelse som cool indiemusiker og direkte ind danskernes stuer som tv-personlighed i den bedste sendetid.

I aften får seerne indblik i auditiondagen, når andet ‘X Factor’-program sendes fredag aften klokken 20.00 på TV 2. Men TV 2 dokumenterede også alt det, der skete bag kulisserne, da optagelserne fandt sted i oktober - da Kwamie Liv “trådte ind i den store ‘X Factor’-maskine”, som hun selv udtrykker det.

For hvordan er det at blive en del af den enorme tv-produktion?

Hvordan er det at møde de mange håbefulde deltagere?

Og hvordan spotter Kwamie Liv de talenter, som hun skal coache under liveshows?

Kom med på hendes rejse her.

Kwamie Liv gør sin entre

Klokken er 08.00 sharp, da Kwamie Liv står foran The Plant.

Blå bog: Kwamie Liv

  • Kwamie Liv er født i Danmark i 1985
  • Hendes mor er fra Danmark og hendes far fra Zambia
  • Hendes mor var ansat i FN og flyttede meget med sit arbejde. Derfor har Kwamie Liv boet i mange lande verden over
  • Hun slog igennem med EP-en 'Lost in the Girl' i 2014
  • I 2018 udgav hun sin debutalbum 'Lovers That Come and Go'
  • I 2019 var hun med i 'Toppen af Poppen' på TV 2

Fire store bannere med de karakteristiske X’er byder velkommen, og den nye dommer smiler, da hun træder ind gennem de tunge glasdøre.

Hun føler sig klar.

I hvert fald så klar, som man kan blive.

- Jeg føler ikke, man kan forberede sig. Det er lidt som at lære at tage et trin, mens du gør det, beskriver hun.

Fra de tidligere sæsoner kender hun fuldt ud rammerne i ‘X Factor’. Men hun undlader at danne sig klare forestillinger om oplevelsen.

- Jeg skal bare hoppe ud i det uden at overtænke, siger hun.

Hun vil tværtimod være 100 procent åbensindet og stole på sin intuition og faglighed, når hun går ind i det.

Foran hende åbner sig et enormt lokale med over ti meter til loftet. Der er kameraer, spotlys og mikrofoner installeret rundt omkring i lokalet.

Så er vi i gang.

Stille før stormen

Deltagerne er endnu ikke ankommet, men et produktionshold har haft travlt med at gøre deltagerloungen klar. Der er sat gule, blå og orange sofaer op til deltagerne og deres familier, og projektører lyser arealet op.

For Kwamie Liv er det direkte i omklædningen og “sminken”, hvor makeupartisten Nina venter.

For Kwamie Liv er det vigtigt at have fuld kontrol over sit udtryk. Sådan har hun det i alle aspekter af sit kunstneriske liv.

Siden hun slog igennem på den danske og internationale scene i 2014 med sin EP ‘Lost in the Girl’ har hun taget alle kreative beslutninger - fra teksterne og lyden i sin musik til styling og det visuelle udtryk i sine musikvideoer.

Hun vil ikke lade sig styre af andres forventninger. Det understreges blandt andet af hendes debutalbum ‘Lovers That Come and Go’, som først kom fire år et halvt år efter debut-EP’en.

‘X Factor’ er fuldstændig anderledes.

Her er der rammer og regler og deadlines for de kreative processer. Det er derfor, hun omtaler programmet som en maskine.

Programmet har eksisteret i 14 år i Danmark, og produktionen bag får ethvert tandhjul til at dreje ufortrødent i det velsmurte maskineri.

- Jeg har været vant til at bygge mit eget op brik for brik og fra bunden. Nu er jeg en del af et hold på en helt ny måde, siger Kwamie Liv.

En samlet pakke

Det er en del af dealen, at hun ikke kan arbejde med musikken, som hun plejer.

- Jeg vil selvfølgelig præge det med mit jeg. Det er jo også derfor, jeg er her. Men jeg har fra starten været bevidst om, at ‘X Factor’ bliver en spændende udfordring hvor det handler om at springe ud i noget helt andet end det jeg er vant til.

To af de dele, som følger med, er meddommerne Martin Jensen og Thomas Blachman.

Den 30-årige stjerne-dj har en enkelt ‘X Factor’-sæson bag sig, mens 58-årige Blachman er ‘X Factor’s grand old man, som har været med igennem hele 13 sæsoner.

Da Kwamie Liv kommer op i dommernes lokale, er Martin Jensen allerede ankommet.

Det er kun cirka en måned siden, at de var til det første pressemøde sammen. Derudover har de drukket en øl for at lære hinanden at kende, inden de skulle være kollegaer.

Kwamie Liv holder en eftertænksom pause, inden hun beskriver sine meddommere:

- De kunne ikke have taget bedre imod mig. De har været utrolig søde til at byde mig velkommen ind i dette her.

Samtalen med Martin Jensen bliver kort. Som den nye dommer skal hun interviewes om sin karriere og person, inden auditions for alvor begynder.

Nu kommer Thomas Blachman, dommeren som nærmest er blevet synonym med ‘X Factor’.

Ham kendte Kwamie Liv “lidt fra sidelinjen”, beskriver hun.

De har mødt hinanden nogle gange, inden hun blev præsenteret som dommer. Og så har hun blandt andet været med til at skrive vindernummeret ‘Lost and profound’, som Kristian Kjærlund sang i 2018. Han var på Thomas Blachmans hold af solister over 23 år.

- Så man kan sige, at jeg har hjulpet Blachman med at vinde, siger hun med et glimt i øjet.

Når man spørger Kwamie Liv, hvilken rolle, hun vil indtage ved dommerbordet, så opponerer hun. For hun vil ikke have nogen "rolle".

Hun vil bare være sig selv. Og bruge sit kunstneriske gen til at se og indfri deltagernes potentiale.

Men hun erkender, at der bestemt er forskel på de tre dommere. Det fornemmer hun allerede.

- Det er fjernsyn, og det skal være spændende, så selvfølgelig er vi ikke altid enige. Men vi ved, at vi vil det bedste for hinanden og for programmet.

Det vender vi tilbage til. For nu skal dommerne præsenteres for de ventende deltagere i loungen.

Mødet med deltagerne

Deltagerne er ankommet, og det er tid til at optage dommernes entre.

De tre dommere går ned af trapperne fra deres lounge og gennem en bagudgang i studiet, så de kan komme ind via hoveddøren til de mange ventende solister og grupper.

En kæmpe klapsalve møder dem, da de træder ind.

I Kwamies øjne burde det være omvendt. Der er det deltagerne, der fortjener en hyldest.

Hun har kæmpe respekt for de mange fremmødte, som har lagt deres sjæl i musikken. De har alt på spil de næste timer, når de hver især skal ind på ‘X’et’ foran dommerne.

- Det gør det real at stå mellem dem allesammen. Man får endelig sat ansigt på dem, som vi skal møde - og måske bruge mange måneder sammen med, siger hun.

Kwamie Liv er ikke i tvivl om, at det er deltagerne, der motiverer hende.

- Mennesker er fascinerende, så det har helt klart været grunden til, at jeg sagde ja til jobbet, siger hun.

- Jeg har ikke selv behov for at være i centrum, understreger hun.

Derfor er det øjeblikket, hun nu er nået til, hun har glædet sig mest til.

Ser deltagerne i øjnene i det ikoniske rum

Både seerne og Kwamie Liv kender det fra skærmen: Auditionrummet.

Midt i de industrielle rammer står det store hvide bord til dommerne, omgivet af de skarpe røde lys formet som X’er.

Kwamie Liv har fået pladsen i midten mellem sine meddommere.

Og så træder dagens første deltager ind foran dem.

Kameraerne optager, og Kwamie Liv skal tage afgørende stilling: Skal dette menneske med videre? Har dette menneske, hvad der skal til at skabe en kunstner?

Hendes blik er koncentreret, og hun kigger hver enkelt deltager indgående i øjnene.

- Jeg lytter virkelig. Det, deltagerne kommer med, fortjener fuld opmærksomhed, siger hun.

Kwamie Liv ser det som både sårbart og stærkt, når deltagerne stiller sig frem og viser, hvem de er.

For hende handler det om meget mere end sang.

- Vi kender alle følelsen af at have noget på spil og kæmpe for det. Hvis ikke, så kender vi i hvert fald lysten. På den måde er audition en situation, vi kan spejle os i, siger hun.

Og det gør de første programmer i ‘X Factor’ særligt inspirerende at være en del af, mener hun.

Tre missioner

Selv leder Kwamie Liv efter den person, som synger godt, men også har en karakter og en energi, som rører hende og vækker nysgerrigheden.

Det er på dette område, at hun har observeret forskellene mellem de tre dommere.

- Mit indtryk af Martin er, at han er et meget umiddelbart menneske. Han siger det, han tænker og mener. Og hans tilgang til deltagerne er: Kan du synge eller kan du ikke synge

Han leder efter det helstøbte sangtalent, som kan blæse alle bagover på en scene.

- For Blachman er det selvfølgelig vigtigt, om folk kan synge, men den historie, de kan fortælle undervejs, er lige så vigtig, siger Kwamie Liv.

Selv vil hun forsøge at finde et talent, hvor hun kan hjælpe dem med at finde ind til deres kerne. På den måde minder hun nok mest om Blachman.

Hvad med dem, man skal skuffe?

Der er også de deltagere, Kwamie Liv er nødt til at sige nej til. Dem, der har håbet på en plads videre i ‘X Factor’, men ikke har stemmen.

Så hvordan er det at skuffe dem?

- Jeg forsøger at være konstruktiv og kærlig i mit “nej”. For mig handler det om, at de skal gå derfra og føle, at de alligevel har fået noget ud af det, siger hun.

Selvom det kan virke brutalt at vælge til eller fra efter bare to, tre eller fem minutter, så stoler hun 100 procent på sin egen dømmekraft.

Efter sine mange år i musikbranchen føler hun, at hun kan identificere den gnist, der kan skabe en stjerne. Det, som i programmet kaldes ‘X Factor’.

Det er blevet mørkt udenfor, mens de sidste deltagere har været inde foran dommerne. De er kommet fra alle afkroge af Danmark, har været i alle aldre og er kommet med forskellige baggrunde.

- Niveauet har været imponerende, konstaterer Kwamie Liv.

Hun er overvældet over, hvor stor talentmassen stadig er i Danmark. Og hvor meget glæde og håb, hun har været vidne til.

Selvom Kwamie Liv har lovet sig selv ikke at tænke for meget over, hvordan det bliver, kan hun ikke helt lade være. Hun har allerede udset sig nogle, hun kunne forestille sig at være mentor for.

- Jeg tror, det bliver spændende til live. Jeg glæder mig til at se, hvordan jeg og mine deltagere vokser sammen. Jeg vil være med til at løfte nogen til deres fulde potentiale, siger hun.

Hun er sikker på, at det bliver en spændende sæson - og en stejl læringskurve for hende.

Fra i dag er hun i hvert fald trådt ind i ‘X Factors’ maskinrum, hvor hun kommer til at opholde sig de næste mange måneder.

Og så er hun spændt på, hvordan det bliver, når denne dag løber over skærmen. Der skal hun vænne sig til, at hele Danmark kommer på fornavn med hende.

Se deltagerne, som var forbi Kwamie Liv og de øvrige dommere i 'X Factor' fredag klokken 20.00 på TV 2 - der er snigpremiere klokken 06.00 på TV 2 PLAY.