Klimafilm skaber stor debat - den er en stor fuckfinger, siger forsker
Filmen ’Don’t Look Up’ bliver hyldet for sin kritik af manglende handling i klimakrisen, men ikke alle bryder sig om fremstillingen.
Netflix-filmen ’Don’t Look Up’ retter en skarp kritik mod håndteringen af klimaudfordringerne, og spidder blandt andet medier og politikere for at underspille alvorligheden af krisen.
Filmen kom ud 24. december og har siden været emne for stor debat i medier og på sociale medier.
I filmen har Leonardo DiCaprio og Jennifer Lawrence hovedrollerne som forskerne, der forgæves prøver at råbe op om en altødelæggende komet med kurs mod Jorden - en metafor for klimaforskernes advarsler om farerne ved global opvarmning.
Blandt kritikerne lyder det blandt andet, at filmen er for karikeret og overspillet i sin fremstilling af, hvordan klimaudfordringerne bliver tacklet af eksempelvis politikere, medier og tech-moguler.
Andre mener, at filmen netop med sin overspillede tone fremstiller den absurde situation, at verden står i en ødelæggende krise, men magthavere tøver med at handle radikalt.
Klimaforskere hylder filmen
Flere klimaforskere har fortalt, hvordan filmen indfanger deres frustrationer og udfordringer, når de forsøger at formidle alvorligheden af de problemer, vi står over for med klimakrisen.
Den har splittet anmelderne, hvor Berlingske kvitterede med én stjerne, og Politiken var i modsatte ende med fem stjerner.
Medier som The Independent og Forbes har udgivet artikler om, hvorfor det er okay "at hade filmen", og hvorfor filmkritikere ikke kan lide den, men klimaforskere elsker den.
Det er altså en film, der for alvor har skabt opmærksomhed og debat, og det overrasker ikke Gregers Andersen, der er kulturforsker med fokus på klimadebatten på Aalborg Universitet.
- Filmen latterliggør dem, der har en moderat position i klimadebatten, og som giver vage løfter om, at de ikke vil svigte, siger han til TV 2.
Instruktør forsvarer sin film
Særligt på Twitter har debatten raset i både Danmark og USA, og det er ikke gået ubemærket forbi filmens skabere.
Filmens instruktør, Adam McKay, forsvarede filmen med, at man ikke kommer til at forstå den, hvis man ikke anerkender klimakrisen alvorlighed.
David Sirota, der er medforfatter på filmen, retweetede en artikel om, at filmens kritikere helt misforstår pointen, og sendte senere en stikpille til visse kritikere fra medieverdenen.
Filmen tager et klart standpunkt
Filmen tager udgangspunkt i USA, og det er også der, hvor splittelsen ses endnu tydeligere end herhjemme, og hvor der er en større skepsis over for videnskaben, siger Gregers Andersen.
- I forhold til Danmark kan filmen ses som en kritik af de magthavere, der mener, at vi løser klimakrisen ved teknologiske fremskridt, og vi derfor ikke må bremse de økonomiske fremskridt. Det er en position, som mange af partierne og også statsministeren inkarnerer.
Det er især tydeligt i karakteren Peter Isherwell, en tech-mogul med klare referencer til de virkelige tech-personligheder.
- I takt med at situationen bliver mere katastrofal, og den globale opvarmning tager til, tror jeg, vi kommer vi til at se mere drastiske, desperate og skøre forslag på teknologiske løsninger. Vi ser jo allerede ultrarige entreprenører som Jeff Bezos og Elon Musk tale om at lave kolonier på Mars og i rummet omkring Jorden, lyder det.
Adskiller sig fra andre klimafilm
'Don't Look Up' skiller sig ud fra andre film af sin slags, der også fokuserer på farerne ved et skrantende klima, ved at identificere klimakrisens syndere meget direkte.
- Den er stærk i sin kritik af bestemte positioner og argumenter for at vente med at agere effektivt på klimakrisen. Det er en stor kvalitet i forhold til tidligere klimafilm, fortæller Gregers Andersen.
Han tilføjer, at klimadebatten er stærkt præget af politik og ideologi, og når filmen tager et så tydeligt standpunkt, vil det skabe konflikt og debat.
- Filmen positionerer sig på venstrefløjen og rækker en stor fuckfinger til den modsatte fløj, lyder det.
Den debat, der er opstået om filmen, er for Gregers Andersen også et vidne om, at den har ramt en nerve.
Og den er et tydeligt bevis på, at fortællinger om klimakrisen i populærkulturen kan spille en stor rolle i at formidle alvorligheden til en bred skare.
- Den her film kan godt kaldes for klimakrisens 'Live Aid'. Vi har så mange stjerner med et klart budskab om, at der skal gøres mere over for klimaudfordringerne. Klimaforskere har længe ytret ønske om, at klimakrisen skal blive en del af vores popkultur, og det sker netop med denne film.