Underholdning

Ukraines kulturminister klager over stereotyp fremstilling i Netflix-serie

Hitserie på Netflix anklages for at fremstille ukrainsk karakter, der stjæler og har dårlig stil, stereotypt.

Ukraines kulturminister har i et brev klaget til Netflix over fremstillingen af en karakter fra Kijev i streamingtjenestens hitserie "Emily in Paris".

Det skriver BBC natten til mandag dansk tid.

Serien følger en ung amerikansk kvinde spillet af skuespiller Lily Collins, der rejser til den franske hovedstad for at arbejde.

I den netop udgivne anden sæson møder seriens hovedperson Emily en ukrainer ved navn Petra, som hun på en rejse begår butikstyveri med.

Karakteren Petra fremstilles også som en person med dårlig tøjsmag og som en kvinde, der konstant er bange for at blive udvist af Frankrig.

Og det er de stereotyper, der har fået kulturminister Oleksandr Tkatjenko op i det røde felt.

- I "Emily in Paris" ser vi et karikeret billede af en ukrainsk kvinde, der er uacceptabelt. Det er også fornærmende, skriver ministeren på beskedtjeneste Telegram ifølge BBC.

- Et det sådan, ukrainere skal ses i udlandet? Som folk, der stjæler, der vil have alt gratis og som er bange for at blive deporterede.

Anklaget for stereotyper før

Oleksandr Tkatjenko oplyser ifølge avisen Daily Mirror, at Netflix har taget godt imod hans kritik.

- De takkede mig for feedbacken, og de hørte om bekymringerne, som ukrainske seere har med sådan et billede af en ukrainsk kvinde.

- Vi aftalte, at vi i 2022 vil være i tæt kontakt for at undgå lignende tilfælde, siger han.

Ifølge BBC er det ikke første gang, at "Emily in Paris" bliver kritiseret for seriens skildringer af forskellige nationaliteter.

Da serien blev udgivet, blev den især kritiseret i Frankrig for at fremme et stereotypt billede af Paris og byens beboere.

Blandt andet fordi franskmændene fremstilles som et folkefærd, der går med baretter og som jævnligt er deres partnere utro.

I den nye sæson er der også en britisk karakter med ved navn Alfie, der bruger det meste af sin tid på at gå på pubben og se fodbold.

Seriens skaber Darren Star har tidligere afvist kritikken.