X Factor

De andre holdt sig for næsen, når Frede Jensen gik forbi – nu får han oprejsning i ’X Factor’

20-årige Frede Jensen kunne først synge, da hormonbehandling gav ham en dyb stemme.

Da 20-årige Frederik "Frede" Jensen forlod lokalet efter sin audition til 'X Factor', brød han sammen. Ikke af sorg. Men af lettelse.

Han følte sig set, som den han er. Og den følelse har langt fra været dominerende i hans liv.

I lørdagens premiere på 'X Factor' sendte dommerne den unge mand med det lyserøde hår og inderlige stemme videre med tre ja'er og så meget ros, at det næsten blev for meget for ham.

Thomas Blachman kaldte ham "kunstner" og forsikrede ham om, at han ville nå langt i konkurrencen. Kwamie Liv gav ham "kæmpe kæmpe ja" og sagde, at han var "så sej". Og Martin Jensen sagde, at Frede Jensen havde hans opmærksomhed "hele vejen igennem", og at det var "super fedt".

- Jeg havde slet ikke forestillet mig, at de ville synes, jeg var så god. Sådan er mit syn på mig selv overhovedet ikke, siger han, da TV 2 senere taler med ham.

For vi skal ikke mere end få år tilbage i tiden, før det ville være helt utænkeligt at se Frede Jensen i 'X Factor'.

Ikke kun, fordi han levede med et selvværd, der led under et liv, hvor han aldrig havde følt sig accepteret – men også helt lavpraktisk fordi han dengang slet ikke kunne synge.

Hormonbehandling ændrede stemmen

Historien om Frede Jensen er på den ene side historien om en opvækst med mobning, angst og depression. Men det er også historien om en ung mand, der med den rette hjælp har kæmpet sig ud på den anden side. Og som i rejsen for at kunne leve, som den han er, fik en sangstemme, han ikke var blevet født med.

- Jeg er transperson. Og da jeg startede i hormonbehandling, ændrede min stemme sig drastisk. Den blev dybere og mere spændende, end da det var en kvindestemme, siger han.

Frede Jensen blev født i 2001 og er vokset op i Ejstrupholm i Midtjylland med sin mor og sin storesøster. Det er også der, at han og moren bor i dag.

- Sammen med vores kat, siger han.

Huset har dannet rammerne for den del af Frede Jensens liv, som han husker som godt og trygt.

- Jeg har siddet på mit værelse og skrevet sange, og min mor og søster bakkede mig altid op, siger han.

Men det var også i hjemmet, at han havde det værst.

- Når jeg kom hjem fra skole, lå jeg tit bare i min seng og havde angst og var ked af det.

Holdt sig for næsen, når han gik forbi

Han fortæller, hvordan de andre børn i klassen kunne finde på at holde sig for næsen, som om han lugtede, når de passerede ham. Ligesom de kaldte ham øgenavne og sprittede bordet af dér, hvor han havde siddet.

- Det var deres reaktion på, at jeg er transkønnet. Jeg tror ikke, de vidste, hvor ødelæggende det var for mig, og hvor ensom jeg følte mig, siger han.

Frede Jensen ved ikke, om det var mobningen, der resulterede i, at han for tre år siden blev udredt og fik stillet diagnoserne angst og depression.

Men han ved, at koblingen af de psykiske lidelser og mobningen gjorde, at han følte sig "forkert", "ulækker" og "mærkelig".

- Jeg havde en generel følelse af at føle mig utilpas i den her verden, og i perioder har jeg haft det så dårligt, at jeg ikke kunne forlade mit hjem.

Et vendepunkt

Men for tre år siden begyndte det at vende for Frede Jensen.

Han blev medicineret for angst og depression, og så begyndte han på FGU – Forberedende grunduddannelse – der, ligesom produktionsskoler gjorde tidligere, fungerer som en skole, hvor man forbereder sig på at kunne tage en ungdomsuddannelse.

- Jeg elsker det sted. Jeg blev fra start mødt, som jeg var. Jeg kunne bare komme og være mig med de udfordringer, jeg har.

Derudover var Frede Jensen begyndt på hormonbehandling, som er en livslang medicinering, der skal støtte ham i at fremstå som den unge mand, han identificerer sig som.

- Det kom ikke fra den ene dag til den anden, men gradvist begyndte min medfødte kvindestemme at blive dybere og mere spændende, og jeg begyndte at udforske sang, siger han.

"I er okay"

I løbet af kort tid kom det til at betyde, at musik blev afgørende i Frede Jensens liv. Når han lå i sin seng om aftenen, skrev han musik, og når han var alene hjemme, brugte han hele huset som studie.

- Det var enormt terapeutisk for mig at synge.

På et tidspunkt begyndte han også at få en fornemmelse af, at det ikke lød helt dårligt.

Og det var den følelse, der gjorde, at han med støtte fra sin søster meldte sig til 'X Factor´.

- Når man hele sit liv har fået at vide, at man er forkert, er det enormt vigtigt at få succesoplevelser, så jeg havde nok brug for at bevise, at jeg kunne noget. Mest overfor mig selv, siger han.

Og med dommernes modtagelse af ham blev hans audition et af de få, men vigtige nedslag i hans liv, som gør, at han i dag kan sige til sig selv, at han er god nok – og også tro på det.

- Og det er den følelse, jeg håber, at min historie kan plante i andre børn og unge, der kan spejle sig i min situation. I er helt okay, det er I virkelig.

Se eller gense 'X Factor' på TV 2 PLAY næste afsnit sendes fredag klokken 20.00 på TV 2.