Engang troede Fuhlendorff, han var Guds gave til tv, men to nederlag og alderen har fået ham til at hvile mere i sig selv
Christian Fuhlendorff troede, han var Guds gave til tv. Men efter gode nederlag og med alderen tør han nu vise de sider, han ikke er stolt af.
Christian Fuhlendorff tav.
Han havde lige fortalt, at der var noget, som han havde holdt for sig selv. At det var, at han havde kæmpet en smule med den hash, han havde været afhængig af, men som han i nogle år havde holdt sig fra.
- Og … sagde han.
- Det, der sker …
Christian Fuhlendorff holdt en pause og trak vejret så dybt, at alle hans podcast-lyttere kunne høre det. Han snøftede ind.
- Det, der sker med mennesker, når man udvikler…
Lang pause igen, inden hans grødede stemme sagde:
- Jeg bliver lige nødt til at…
Optagelsen stoppede. Han ringede til sin kone, Karina, som han havde en længere samtale med. De blev enige om, at det måske var for tidligt at snakke offentligt om sådan noget.
Da han lagde på, trykkede han på record-knappen igen.
- Så er jeg tilbage, sagde han og beroligede lytterne med, at alt var godt nu.
Efterfølgende kunne han tænke, at han ikke skulle have bragt lige dén sekvens i sin ugentlige og vel-lyttede podcast 'Hva’ så?', men i dag er han alligevel glad for, at han gjorde det.
Det har vist sig, at mange kan bruge sådan en blottelse til noget i deres liv, fortæller han.
Anledningen til vores snak er egentlig en helt anden. 1. januar er han aktuel med sin nye TV 2 Zulu-serie 'Fuhlendorff og de skøre riddere', og det viser sig, at Christian Fuhlendorff stadig er sjov.
Men han er også alt muligt andet. Han er blevet 39 år og er dermed efterhånden voksen. Og med alderen er han blevet mere rolig i at være både i tvivl og være seriøs og mindre bange for at vise, hvem han i virkeligheden er.
Selvom han stadig ikke helt selv ved det.
Den karikerede og grove
På vej op med elevatoren taler vi om de endeløse Metoo-sager på TV 2.
Da vi sætter os ned, er emnet, hvordan myndighederne får flere til at blive coronavaccineret uden at bruge tvang.
Og da vi tager afsked, vender vi lige, om der mon er et liv efter døden.
Christian Fuhlendorff tøver, overvejer og dissekerer emner, inden han ikke kommer frem til noget svar på alle de spørgsmål, han stiller sig selv.
Det er nogenlunde også sådan, standup-publikummet kender ham. Men på scenen er han en noget mere karikeret udgave af Christian Fuhlendorff, end den der sidder her ude i virkeligheden.
På scenen er han den grove version af sig selv. Ham, som sidder der bag skærmen og er enig i nogle af kommentarerne på Facebook uden selv at skrive noget som helst. Han har sjusset sig frem til, at halvdelen af det, han siger på scenen, er løgn, og resten er ikke helt rigtigt.
- Det har meget lille hold i virkeligheden, men det har hold i noget universelt. Jeg har måske fundet 10-15 procent af mig selv, og det gør jeg til 100 procent på scenen, som Christian Fuhlendorff siger.
Deroppe er der nogle klarere regler for, hvem han er. Eller rettere, hvilken karakter han er.
Når han fortæller om sin kone, Karina, er det ikke hans rigtige kone, men en figur, som har alle partnerens dårligste træk, og som altid vinder.
På den måde skal man som publikum sidde nede i salen og tænke "det kender jeg godt", mens man skæver over til sin kone - eller mand for den sags skyld. Hans datter fremstilles som en gammelklog pige, der altid sætter sin far på plads, og hans søn er en lidt “weirdo kid”, der er noget yngre i jokesene end i virkeligheden.
De gode nederlag
'Fuhlendorff og de skøre riddere' går ud på, at to komikere skal spille rollespil i en middelalderby. Christian Fuhlendorff er spilleleder, og det er hans eneste rolle.
Han sætter deltagerne i gang, og så dukker han op et par gange i hvert afsnit. Hans navn er en del af titlen, men ellers er han ikke særlig synlig.
- Jeg har fundet ud af, at jeg ikke skal være med i tv-serier. Jeg er en straight guy. Jeg er ikke specielt sjov, siger Christian Fuhlendorff.
Det er en paradoksal erkendelse, han har fået efter nogle “gode nederlag”, som han selv kalder dem.
Et af dem kom i 2009, da han skrev og spillede hovedrollen i komedieserien 'Kristian'.
- Jeg skulle slet ikke have haft de muligheder. Jeg er glad for det og de erfaringer, jeg fik. Men det steg mig til hovedet. Jeg troede, jeg var Guds gave til tv, og det er det farligste, du kan tænke, siger han.
Så i 2012 blev Christian Fuhlendorff vært på genskabelsen af 'Husk lige tandbørsten'.
Som var det midt i de vilde og ironiske 1990’ere sprang han rundt i et skrigblåt jakkesæt i bedste sendetid fredag aften. Men det blev aldrig en succes.
Christian Fuhlendorff var i samme periode på turné, så derfor mødte han blot ind til et færdigskrevet - “og godt”, indskyder han - manuskript, og gik ind foran kameraet.
Han måtte indse, at han skulle være mere nede i processen, men også at han måske ikke er den fødte vært.
- Jeg er ikke likeable som Sofie Linde eller Melvin Kakooza. Jeg hviler slet ikke nok i mig selv til at kunne det. De er lavet af et særligt stof.
Det er på den måde, Christian Fuhlendorff har lært sine begrænsninger at kende.
Og lært sig selv bedre at kende.
Bange for det seriøse
Da Christian Fuhlendorff var dreng, var han troldmanden i rollespillene. Det var ikke tilfældigt.
Han har altid gerne ville være den kloge, og den, der vidste meget, men det var svært, for han kunne ikke læse, og det var først mange år senere, at han fandt ud af, at han var ordblind.
Men i stedet for at læse tænkte han meget. Hans mormor kunne finde på at gå hen og med fingrene stryge hans rynkede bryn, når han igen igen sad og spekulerede og var langt inde i en tankerække.
Hele den følelse har fulgt ham. I 20’erne havde han ingen idé om, hvem han var. Og 30-års krisen var én stor identitetskrise for ham. Det er først i de senere år, at han har fundet sig bedre til rette i at være sig selv.
- Jeg har måske ikke altid været glad, når jeg har kigget på mig selv i spejlet. Jeg har måske skullet blive lidt ældre for at opdage, at alle har et eller andet, de kæmper med. Alle har en kamp i mere eller mindre grad. Nogle er bevidste om det, og andre er ikke. Jeg tror, jeg skulle finde mine ben at stå på, før jeg turde gå ind i den kamp.
I podcast-serien 'Hva’ så?' bruger han de første 10 minutter på at tale om sin dag og sit eget liv. Det var i den sekvens, at han i 2018 berettede om sit hash-tilbagefald, og nu har han i mere end 300 afsnit ærligt, reflekterende og ikke nødvendigvis særligt sjovt givet lytterne et indblik i, hvad der foregår inde i hovedet på Christian Fuhlendorff.
Det er en anden stil, end den standupper man tidligere har set vandre rundt på scenen, eller den tv-vært, der troede, han var fjernsynets nye stjerne.
- Jeg har været bange for at være seriøs. Jeg var bange for, at jeg blottede, hvor uvidende jeg følte, jeg selv var. Efterhånden er jeg blevet bedre til at stå ved de sider af mig selv, som jeg før i tiden var bange for, at folk ikke kunne lide.
Med tvivlen i døden
Han er gået i gang med at fortælle en joke om Metoo-bølgen. Men så dropper han det igen. Den vil ikke fungere på skrift, mener han. Man skal kunne se hans smilende ansigt, og man skal kunne fornemme tonen, når han fortæller den.
Konteksten er også en helt anden.
Der er langt fra scenen og den grove udgave af komikeren til lokalet hér og den reflekterende og tvivlende Christian Fuhlendorff. Engang syntes han, det var fedt, når man havde en klar og skråsikker holdning til tingene. Men han er blevet klogere.
- Noget, der har gjort mig meget glad, var, da det gik op for mig, hvor meget i verden man ikke ved, og at det faktisk ikke gør noget, hvis der er noget, man ikke kan svare på. At der er to sider af en sag. Det har givet mig noget ro. Jeg synes, der er en gave i at vise, at der er noget, man ikke forstår, siger Christian Fuhlendorff.
Han ser maratonlange interviews og forelæsninger, og for nylig hørte han en ekspert tale om evolutionær psykologi.
Mennesket er det eneste væsen, der ved, det skal dø, lød det.
Wow, tænkte Christian Fuhlendorff. Han kunne ikke slippe tanken, og det gav ekstra stof til alle de spørgsmål, han stiller sig selv om døden.
Hver eneste dag tænker han på, at han - og hans familie - en dag ikke er her mere. Han kan stå i badet, kigge ned på sin hånd og fundere over, at på et tidspunkt vil knoglerne derinde være blottet for hud.
Det skræmmer ham, men han rationaliserer sig også frem til, at han må kunne tænke så meget over det og se det fra så mange sider, at han på et tidspunkt når til en accept af, at han skal dø.
- Men jeg har overhovedet ikke accepteret det, siger Christian Fuhlendorff.
Det, der generer ham mest ved det, er, at han ikke kommer til at forstå, hvorfor han har været her på Jorden, inden livet slutter. Selv her tvivler han.
Men døden er trods alt det eneste, Christian Fuhlendorff kan være helt skråsikker på, kommer til at ske.
'Fuhlendorff og de skøre riddere' kan ses på TV 2 PLAY eller på TV 2 ZULU 1. januar klokken 21.