X Factor

Dommere mundlamme over Tinder-historie – nu forklarer brødre sig

Brødrene gik til audition som alle andre, men det var ikke deres sang, der var i dommernes fokus.

Selvom de fik tre ja'er, var det ikke brødrene Malik og Deniz Tanis' sang, der fik dommernes opmærksomhed under lørdagens premiere på 'X Factor'.

Det var i stedet deres fælles Tinder-profil. Ligesom drengenes band bærer den navnet 'Lorenzo og Charlo'.

Under deres audition fortalte Malik på 18 år og Deniz på 20 år de måbende dommere om deres liv på datingappen.

Og det var altså det, der fik tog dommernes fokus.

På Tinder kan man nemlig møde brødrene som "den lille pakke", hvor man kan matche med en af dem. Eller "den store pakke", hvor et match kan lede til en date med dem begge.

Forvirret? Det var dommerne også.

- En pakke ligefrem. Hvad betyder det overhovedet?, spurgte Kwamie Liv vantro, mens Thomas Blachmann og Martin Jensen både grinede, måbede og rystede på hovedet.

En "ferieting"

For at blive klogere på hvad det egentlig betyder, har TV 2 talt med brødrene, der over telefon fra familiens hjem i Ikast fortæller om baggrunden.

Ideen til profilen opstod på en ferie i Malaga i Spanien, hvor drengene kedede sig og gerne ville i kontakt med nogle lokale.

- Det var den første ferie uden vores forældre, så der skulle ske noget, siger Deniz Tanis.

Derfor besluttede de at lave en fælles Tinder-profil og på den måde finde nogen at hænge ud med.

- Det var både for at møde piger, men også for at få fest og sådan, siger lillebror Malik Tanis, mens storebror Deniz Tanis griner i baggrunden.

Og begge dele lykkedes, fortæller de.

- Vi var på en dobbeltdate med to piger, siger Deniz Tanis.

Ifølge drengene var de på daten ude og spise med to spanske piger, som de bagefter festede med på hotellet.

- Det var faktisk dem, der fandt på det med den store pakke. Det begyndte de at kalde os, mens vi var på date, siger Malik Tanis.

Et par dage senere fik de kontakt til nogle andre lokale, som inviterede dem med til en fest på stranden i Malaga.

- Der var bål og mange mennesker, og det var virkelig sjovt, siger Malik Tanis og storebror supplerer:

- Vi var fulde, så vi kunne pludselig også snakke spansk, siger han.

Drengene fortæller, at de, da de kom hjem fra Spanien, slettede Tinder-profilen og mistede kontakten til de spaniere, de havde mødt.

- Det var bare en ferieting, vi har ikke Tinder derhjemme, siger storebror, mens lillebror bakker op.

Laver alt sammen

Under samtalen med brødrene er det svært at høre, hvor den enes sætning slutter, og den andens starter.

I lyder meget sammentømrede. Er der noget som helst I ikke laver sammen?

- Nej, siger lillebror, men storebror bryder ind:

- Vi træner ikke sammen! Eller nogle gange gør vi, men ikke altid.

De har derudover gået begge gået på frisørskolen, som de også senere droppede ud af samtidig. Ligesom de har fælles venner, samme interesse for boksning og begge synger.

Og nu har de så stillet op i 'X Factor'. Sammen. Selvfølgelig.

- Vi håber på at gå videre og videre og videre, siger Malik Tanis.

Men hvis alligevel skulle ryge ud før finalen, er deres næste mål at være med 'Toppen i poppen'.

Se eller gense 'X Factor' på TV 2 PLAY - og følg med hver fredag klokken 20.00 på TV 2 og TV 2 PLAY.