To nye døtre gør deres entre på Badehotellet
Fem nye afsnit er klar, når 'Badehotellet' vender tilbage i februar.
Der er sket meget, siden vi forlod gæster og personale på Andersens Badehotel for fire år siden i sommeren 1941.
Det vidner helt nye billeder fra niende sæson om.
Her kan man blandt andet se Amanda på hotellet med sin lille datter på armen.
Indtil videre ved vi ikke mere om Amandas datter, men det kommer vi helt sikkert til, når 'Badehotellet' får premiere 7. februar 2022.
Her vil seerne også opdage, at Amanda er ikke er den eneste med "en ny" datter på hotellet.
En ukendt datter
For i år ankommer fru Fjeldsø med sit barnebarn, 16-årige Sarah, der til daglig bor i Sverige. Der er bare lige det ved det, at Sarah har en anden far, end hun selv går rundt og tror. Og han er gæst på badehotellet.
- Hun fascineres straks af skuespiller Edward Weyse uden at vide, at hun i virkeligheden er hans ukendte datter, fortæller den ene af de to forfattere til serien Stig Thorsboe.
Der er både nye døtre og nye tider på badehotellet.
Der er fred, men er der ro?
For da vi sidst forlod de ellers normalt så glade badehotelsgæster, var det i en mørk periode af danmarkshistorien.
Nazisterne og Anden Verdenskrig fik for alvor tag i landet, ja selv i Andersens Badehotel, der blev overtaget af tyskerne og satte en brat stopper for badeferierne.
I niende sæson skriver vi 1945 og hopper altså fire år frem. Krigen er forbi, men meget er sket for hotelgæsterne i de skæbnesvangre år, der er gået.
- Besættelsen af Danmark er forbi. De tyske soldater, der har beslaglagt hotellet de sidste fire år, er rejst. Så det er tid til at fjerne alle spor fra de ubudne gæster, genfinde ferieglæden og nyde befrielsen. Der er endelig kommet fred, men spørgsmålet er, om der så også er ro? fortæller medforfatter Hanna Lundblad.
- Det skal vise sig, at ikke alle har lige nemt ved at slippe krigen. Nogle døre skal lukkes, før nye kan åbnes, tilføjer Stig Thorsboe.
Optagedag nummer 600
7. februar 2022 har TV 2 premiere på først afsnit af niende sæson. Der sendes i år fem afsnit af serien.
Det er først for ganske nylig, at de sidste optagelser til sæsonen kom i kassen, og for blot en uge siden kunne serien fejre sin optagedag nummer 600.
Den dag valgte blandt andet Ulla Vejby, der spiller stuepigen Edith, at dele på sin Instagram-profil.