Europas mest stabile kongehus kan blive det næste, der bliver ramt
Hvis prins Charles ikke ændrer adfærd, når han bliver konge, er afskaffelsen af monarkiet i England ikke utænkelig, vurderer ekspert.
2021 har ikke været et nemt år for det britiske kongehus.
To profilerede prinser står nemlig i spidsen for skandaler, der har rystet fundamentet under kongefamilien.
Alligevel har kongehuset stort set formået at ride stormen af. Og det skyldes især en person.
Dronning Elizabeth.
Dronningen har med sin enorme popularitet blandt den engelske befolkning haft held med at beskytte kongehuset mod den værste del af stormen, vurderer historiker og kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen, der er lektor og ph.d. ved Professionshøjskolen Absalon.
- Dronning Elizabeth er utrolig populær, så hun agerer som et skjold mod den dårlige popularitet, som kongehuset kunne blive ramt af. Hun holder sammen på det hele, siger han.
Men situationen er skrøbelig. Den 95-årige dronnings helbred er gradvist blevet svækket i år, og i kulissen står hendes afløser og søn, prins Charles, der ikke er nær så populær som sin mor.
Vil han have samme held med at ride stormen af som sin mor, og hvordan vil skandalerne udvikle sig?
En af de helt store skandaler kommer med stor sandsynlighed til at vare ind i det nye år.
Det er dronning Elizabeths næstældste søn prins Andrew, der igennem flere år har kastet dårligt lys over det britiske kongehus. Han har længe været det sorte får i den kongelige familie, og 2021 gjorde intet for at forbedre situationen.
I efteråret 2019 havnede han i en stor sag om prostitution og trafficking, hvor to kvinder hævdede, at de blev solgt til at have sex med prinsen. Den ene blot 17 år, da det skulle være sket.
Episoderne skulle have fundet sted hos prinsens ven, finansmanden Jeffrey Epstein, der var anklaget for at have solgt over 50 unge kvinder til sex. Epstein tog sit eget liv i fængslet i 2019 som følge af skandalen.
Prins Andrew forsøgte i lang tid at undgå at kommentere skandalerne, men valgte til sidst at deltage i et interview i november 2020. Det skulle vise sig langt fra at have den ønskede effekt på prinsens omdømme.
Han havde nemlig svært ved at svare på en lang række spørgsmål og blev efterfølgende hånet for mærkværdige forklaringer om, at han dengang led af en sjælden sygdom, der gjorde ham ude af stand til at svede. Hvorfor han umuligt kunne have svedt meget på et dansegulv, som den ene kvinde hævdede.
I august 2021 blev sagen endnu værre for den skandaleombruste prins. Den ene af de to kvinder, Virginia Giuffre, valgte at sagsøge prins Andrew for seksuelt misbrug. Efter at have gemt sig på diverse ejendomme modtog prinsen til sidst søgsmålet i efteråret - og sagen buldrer derfor stadigvæk derudaf.
Men det er ikke kun prins Andrew, der har formået at skabe problemer for sin familie.
Ligesom sin onkel har prins Harry heller ikke hjulpet med at gøre 2021 til et nemt år for det britiske kongehus.
I starten af 2020 meddelte Harry sammen med sin kone, hertuginde Meghan, at de ville trække sig som "seniormedlemmer" af kongefamilien og flytte til USA.
I marts i år deltog parret så i et to timer langt interview med den amerikanske talkshowvært Oprah Winfrey, hvor de uddybede årsagen til, at de trådte tilbage fra det britiske kongehus.
Under interviewet fortalte hertuginde Meghan blandt andet, at hun havde kæmpet med selvmordstanker - og at hoffet afviste at hjælpe hende. Hun fortalte også, at kongehuset under hendes graviditet var bekymret for parrets kommende søns hudfarve.
Under hele interviewet omtalte både Harry og Meghan dronning Elizabeth – Harrys farmor – i positive vendinger. Det samme kan dog ikke siges om Harrys omtale af sin far, prins Charles.
Harry nævnte blandt andet, at Charles på et tidspunkt stoppede med at svare på hans opkald.
Selvom begge sager har skabt stor forargelse i den britiske befolkning, vurderer Lars Hovbakke Sørensen ikke, at kongehuset har taget stor skade. Og det skyldes dronningens enorme popularitet.
- Men når hun en dag ikke er her længere, kan det eksplodere, advarer han.
I starten af 2021 mistede dronning Elizabeth sin støtte gennem mere end 70 år, hendes mand prins Phillip, der døde i en alder af 99. Prinsen blev indlagt i midten af februar, hvor han blev behandlet for en hjertesygdom og infektion.
I løbet af efteråret begyndte dronningens eget helbred at svigte - og i oktober aflyste Elizabeth en tur til Nordirland efter at været blevet rådet af hendes læger til at hvile sig. Efterfølgende tilbragte hun en nat på hospitalet, hvor hun gennemgik en række undersøgelser.
Siden har den britiske dronning måtte melde fra til flere arrangementer, inklusiv klimatopmødet i Skotland.
Ifølge Lars Hovbakke Sørensen kan en stor del den britiske befolknings begejstring for monarkiet forsvinde, når dronningen ikke længere sidder på tronen. Og det kan betyde, at de skandaler, der ikke fylder så meget lige nu, i fremtiden kan få store konsekvenser for kongehuset.
- Det kan sagtens blive en helt anden situation, når Charles bliver konge. Det er helt klart noget, der medvirker til, at Charles bliver en mindre populær regent end Elizabeth, siger Lars Hovbakke Sørensen.
Situationerne med de to prinser, Andrew og Harry, er dog ikke den eneste grund til, at Charles har sværere ved at appellere til den britiske befolkning end sin mor.
For prins Charles er også selv en meget kontroversiel figur.
Hvor dronning Elizabeth samler befolkningen, har prins Charles altid haft mere held med at dele den. Sådan lyder en populær frase om den britiske kongefamilie. Og den er ikke uden merit, fortæller Lars Hovbakke Sørensen.
- Prins Charles har nogle markante synspunkter. Blandt andet har han gjort meget ud af at være en forkæmper for klima, siger eksperten.
Selvom prinsen også møder opbakning i sin kamp for miljøet, er der også en stor del af den britiske befolkning, der synes, at den kommende regent er for kontroversiel, fortæller Lars Hovbakke Sørensen.
Det er nemlig ikke normalt for en regent at blande sig i politik, og det deler vandene.
- Når man som monark udtaler sig politisk, risikerer man jo, at nogle er uenige, siger Lars Hovbakke Sørensen.
Men hvad vil det betyde for det britiske kongehus, at tronen måske snart skal overtages af en mand, der ikke er nær så populær som den nuværende regent?
Prins Charles kommer aldrig til at bevare den samme popularitet som sin mor, mener Lars Hovbakke Sørensen. Men i sidste ende kommer det an på, om Charles har tænkt sig at opføre sig anderledes som regent end som prins. Det har han tidligere lovet at gøre.
- Hvis Charles lægger kursen om og bliver mere politisk neutral, kan han godt bevare en vis popularitet i befolkningen, siger Lars Hovbakke Sørensen.
Omvendt, hvis Charles fortsætter som nu, når han overtager tronen, kan han miste evnen til at udfylde kongehusets vigtigste rolle, nemlig at være nationalt samlingspunkt.
- Hvis man får en meget kontroversiel person på regentposten, kan vedkommende ikke samle befolkningen. I sidste ende kan det så komme på tale at afskaffe monarkiet, fortæller Lars Hovbakke Sørensen.
Og det er ikke bare et skrækscenarie, understreger han. Kigger man på erfaringer andre steder i Europa, er det ikke en utænkelig konsekvens, at monarkiet bliver afskaffet, når en mindre populær regent overtager posten.
- Der er ikke længere konstant opbakning til monarkiet. Det er mere flygtigt. Hvor det tidligere blev set som en smuk tradition, er det mere personafhængigt i dag, siger Lars Hovbakke Sørensen.
Det britiske kongehus står dog rimelig stabilt, så længe dronning Elizabeth sidder på tronen. Faktisk er det en af de mest stabile monarkier i Europa, fastslår Lars Hovbakke Sørensen.
Den bedste vej ud af stormvejret for kongehuset ville ifølge ham derfor være, at Elizabeth bliver på tronen så længe som muligt. Det ville øge chancen for, at den britiske befolkning har glemt de nuværende skandaler, når de får en ny regent.
- Og så vil det betyde en kortere regeringstid for Charles, inden vi skal videre til William og Kate, der er mere populære, siger Lars Hovbakke Sørensen.
Du kan se årets højdepunkter fra både det danske og de europæiske kongehuse i 'De kongelige øjeblikke' torsdag klokken 20.35 på TV 2 og på TV 2 PLAY.