Aktiekursen dykkede efter chok i 'Sex and the City'-reboot – nu tager producent til genmæle
Advarsel: I denne artikel afsløres det, hvad der sker i det første afsnit af 'And just like that'.
Normalt er det en gylden pr-mulighed for enhver virksomhed at blive omtalt ved navns nævnelse i en af tidens allerstørste tv-serier.
Alligevel er virksomheden Peloton, der producerer motionscykler og løbebånd, ikke glade for den product placement, som deres motionscykel fik i den længe ventede 'Sex and the City'-reboot, der bærer titlen 'And just like that'
Serien, der havde premiere torsdag, starter nemlig med et kæmpe plottwist, hvor Peloton-cyklen spiller en helt central rolle. Et plottwist, der har sendt chokbølger gennem det meste af verden.
Og så er det her, du skal stoppe med at læse, hvis ikke du vil have afsløret, hvad der sker i seriens overraskende premiereafsnit.
Efter en hård træning på sin Peloton-motionscykel dør Mr. Big på badeværelsesgulvet i sit hjem.
Og Peloton er ikke glade for, at det netop er deres motionscykel, der tager livet af John James Preston alias Mr. Big, spillet af Chris Noth.
Nok er tale om rendyrket fiktion, men scenen fik alligevel konsekvenser i virkeligheden. Efterfølgende faldt selskabets aktiekurs med over 11 procent, skriver flere amerikanske medier, deriblandt NBC News.
Og det har fået Peloton til at tage til genmæle. Ifølge mediet vidste Peloton godt, at deres produkt indgik i serien, men ikke i hvilken kontekst.
- På grund af fortrolighed fortalte HBO Max ikke den bredere kontekst for scenen på forhånd, har en Peloton-talsmand sagt til mediet Business Insider.
Motion er godt for hjertet
Peloton har nu adresseret scenen officielt. I en udtalelse til avisen L.A. Times udtaler hjertelæge Suzanne Steinbaum, der sidder i Pelotons sundhedsfaglige komité, at det er godt for hjertet at køre på motionscykel.
Hun tilføjer, at den fiktive karakters hjertestop højest sandsynligt skyldtes den "ekstravagante livsstil", som karakteren er kendt for at føre med både rygning og alkohol.
- Disse livsstilsvalg og måske hans familiehistorie, som ofte er en betydelig faktor, er højest sandsynligt årsagen til hans død. At køre på motionscykel har måske endda udskudt hans hjertestop, siger Suzanne Steinbaum i en skriftlig udtalelse.
Fik sit eget liv på internettet
Udover at Peloton-cyklen spillede en rolle i Mr. Bigs død, så fik den straks en hovedrolle på de sociale medier.
Her joker flere fans med den overraskende rolle, Peloton-cyklen pludselig spillede i serien.
Andre morer sig over, at Kim Catrall, der spillede Samantha Jones, men har brudt med franchisen, burde være deres næste talsperson.