Dommer havde slet ikke set det komme: - Det var overvældende
Britt Bendixen havde sidste aften i dommerstolen efter hele 17 sæsoner i 'Vild med dans'. Hun havde ingen anelse om, at hun ville få en hyldest.
Igennem 17 sæsoner har den 79-årige dansedommer Britt Bendixen og 'Vild med dans' nærmest været synonymer.
Men fredag aften var det slut.
Finalen, hvor Jimilian og Asta Björk endte med at tage sejren, var nemlig dommerens sidste officielle arbejdsdag, da hun har valg at trække sig som dommer efter de mange år.
Derfor var der forberedt en hyldest, som gik lige i hjertet på hende.
Den ellers altid muntre dommer måtte tørre sine øjne, da hun fik vist en lang række gamle klip fra sæsonerne.
- Det er for meget, lød det fra Britt Bendixen.
Og efter programmet uddyber hun, hvorfor det var så stort for hende.
Øverst i artiklen kan du se hyldestvideoen, som indeholder klip helt tilbage fra den allerførste'Vild med dans'-sæson i Danmark.
Anede ikke noget om det
Hyldesten i programmet blev holdt hemmelig for dommeren helt indtil finaleshowet.
Faktisk var det først lige inden den store afgørelse i programmet, at værterne Sara Grünewald og Christiane Schaumburg-Müller præsenterede hyldestvideoen for dommeren.
Så det kom fuldstændig bag på Britt Bendixen.
- Jeg blev vildt overrasket. Havde jeg vidst, at der ville ske noget, så havde jeg forberedt en tale, siger hun og kalder det "en overvældende oplevelse".
Faktisk havde hun slet ikke tænkt, at hendes afsked ville blive nævnt, eller at der ville blive sat fokus på det.
- Jeg er stolt og lykkelig og glad for at blive hyldet på den måde, siger hun.
Har fået gode venner
For Britt Bendixen har jobbet som dommer fyldt ekstremt meget i hendes liv. Derfor beskriver hun også sine fire meddommere som sine venner.
- Jeg elsker at være i et slæng, hvor alle er så dygtige, siger hun og tilføjer:
- Men nu er der nogle unge kræfter, som skal have chancen.
For hende har hver en dag på tv-settet givet glæde og overskud – noget som hyldestvideoen også viste.
Her blev der sat fokus på ærlighed ved dommerbordet, hendes humor samt hendes begejstring for "charmebøffer". Et udtryk, hun selv har opfundet undervejs i 'Vild med dans'.
- Jeg er kommet glad, men jeg er gået endnu gladere hjem, sagde dommeren om sine mange år ved dommerbordet.
Fremover skal Britt Bendixen nyde friheden.
Hun er dog ikke bange for at komme til at kede sig, da hun både er aktiv med fitness, spanskundervisning og bridge. Og så håber hun at bruge mere tid med sit 12-årige barnebarn.