Vild med dans

Deres freestyle blev ændret efter særlig sms - havde brug for at hylde gammel partner

Dommernes ord fik tårerne frem på dansers sidste aften i 'Vild med dans'.

For en gangs skyld var det tv-værten Lise Rønne, der fik lyst til at ændre på noget i sidste øjeblik.

Det plejer ellers at være varemærket for hendes idérige dansepartner, Silas Holst.

Men fredag morgen før den store finale i 'Vild med dans' skrev hun en sms til danseren.

Hun mente nemlig, at de skulle ændre slutningen i den freestyle. Til "en Jakob" som parret kalder det dansetrin, de endte med at tage som det allersidste i årets 'Vild med dans' – og i Silas Holsts 'Vild med dans'-karriere.

Og sådan blev det.

- Noget af det allerstørste

Allerede tidligere på sæsonen meldte Silas Holst ud, at i år ville være hans sidste sæson.

I parrets freestyle gemte sig flere hyldester til Silas Holst tidligere dansepartnere i 'Vild med dans'.

Lise Rønne hoppede nemlig ud fra et bord og hen i Silas' arme, ligesom Sarah Maria Franch-Mærkedahl gjorde det fra en sofa i hendes freestyle i 2014.

Og for Lise Rønne og Silas Holst "var det bare rigtigere", at deres allersidste trin skulle ære endnu en af Silas' tidligere dansepartnere, nemlig skuespiller Jakob Fauerby.

I 2019 blev han og Silas Holst det første par af samme køn, der nogensinde har vundet 'Vild med dans'. Og det skulle markeres, mente Lise Rønne.

- Jeg synes, at Jakob og Silas har været noget af det allerstørste i 'Vild med dans', så jeg synes, at Jakob skulle med i den her sidste dans, som bandt en sløjfe, sagde hun efter finalen.

Så det kom han.

Efter at have danset deres finale-pasodoble og til sidst freestylen endte Lise Rønne og Silas Holst fredag aften på en andenplads i årets 'Vild med dans', og det var de ovenud lykkelige for.

- Det er svært ikke at smile, sagde Silas Holst.

Samtidig blev aftenen også et rørende punktum på 'Vild med dans'-karrieren for den 38-årige danser.

Dommernes ord fik tårerne frem

At det var Silas Holst' sidste aften i programmet, ramte ham for alvor i det øjeblik, han satte sig ved det store bord og kiggede over på Lise Rønne, inden deres freestyle skulle begynde.

- Det var en god koreograferet start bare at sidde ved et bord, så jeg lige at kunne nå og samle tankerne. Det var godt givet ud i aften, sagde Silas Holst med et grin.

Det har været et helt liv

Silas Holst

Herefter kom der overvældende ord fra dommerbordet, som fik tårerne til at trille ned af danserens kinder.

Marianne Eihilt takkede danseren for "ni helt igennem fantastiske sæsoner", kaldte ham en "formidabel koreograf" og sagde, at han havde inspireret hende til at turde springe ud i dommerjobbet.

Derudover mente Britt Bendixen, at Lise Rønne og Silas Holts freestyle var "aftenens bedste".

- Jeg er lykkelig for, at jeg slutter med at opleve jer to, fortsatte dommeren, der også sluttede sin 'Vild med dans'-karriere fredag aften.

Lise Rønne og Silas Holst dansede frestyle som deres anden dans i finalen af i ’Vild med dans’ 2021. Video: Christian Gamst Skov

De ord betød meget for Silas Holst.

- Det var enormt smukke ord at få med sig på sin vej af to mennesker, som jeg respekterer rigtig højt. Det rørte mig helt ubeskriveligt meget, fordi det er to mennesker, som jeg har dyrket hele min dansekarriere, sagde han efter programmet.

Fyldt med stor taknemmelighed

Danseren lægger ikke skjul på, at han tager meget godt med fra sine ni år i 'Vild med dans'.

- Jeg sad i morges og drak en kop kaffe og prøvede at summe op, hvad det har betydet for mig. Og det er svært, for det har betydet meget, siger danseren.

- Det har været et helt liv, synes jeg på en eller anden måde.

Han har stor kærlighed til hele produktionen, alle de mennesker han har mødt og arbejdet sammen med. Og ikke mindst alle dem ude bag skærmene, der har sendt ham kærlighed og opbakning gennem alle årene.

- Det er bare helt vildt værdsat for mig. Det tager jeg helt klart med mig som en stor ting, siger danseren.

Lise Rønne var også fyldt af stor taknemmelighed efter den allersidste dans.

- Det har været så vild en omgang for mig at være med i 'Vild med dans' – på alle planer har det været noget, jeg aldrig har oplevet før, følt før eller mærket før, siger hun.

- Mest af alt føler jeg en gigantisk taknemmelighed. For Silas og for alt det, jeg har fået med mig. Det har været vildt hårdt, men det har mest været vildt fantastisk.

Se eller gense den store finale i 'Vild med dans' på TV 2 PLAY.