Jimilian og Asta vinder 'Vild med dans'
Efter en tæt finale i' 'Vild med dans' er vinderparret fundet.
Sanger Jimilian og dansepartner Asta Björk har vundet ’Vild med dans’ 2021.
I et hav af konfetti blev de hyldet i finalen, hvor de opnåede det ultimative antal point fra dommerne. I både deres jive og freestyle fik de nemlig 40 point.
Med seernes stemmer var der ingen tvivl om, at de løb med sejren.
- Jeg er helt i chok. Jeg sagde til Asta: "Niv mig i armen, for jeg tror ikke på det," sagde Jimilian efter afgørelsen.
Sangeren var ovenud lykkelig over sejren - et resultat, som var meget uventet for ham, blandt andet fordi de ikke har været sikre favoritter hos bookmakerne.
- Jeg føler, det er en drøm, sagde Jimilian og takkede alle dem, der har stemt på dem undervejs.
Årets andenplads gik til Lise Rønne og dansepartneren Silas Holst, mens tredjepladsen gik til svømmer Pernille Blume og dansepartneren Morten Kjeldgaard.
En ven for livet
For Jimilian har 'Vild med dans' været en enorm oplevelse.
Mest af alt fordi kemien mellem ham og Asta har været så god.
Uge efter uge har de nydt timerne i træningslokalet. At det blev til en sejr er derfor bare en del af gevinsten, lød det fra sangeren.
- Jeg har fået en ven for livet i Asta. Jeg vil også sige tak til min kæreste og min familie, som sidder derovre.
Har gjort sin familie stolt
Næsten hver eneste fredag har Jimilians familie siddet på sidelinjen.
Denne fredag var ingen undtagelse, da hans mor, far, brødre og kæreste sad ved bordene helt tæt på dansegulvet.
Flere gange har Jimilian italesat, at hans mål med 'Vild med dans' også har været at gøre dem stolte.
- Og det har han i den grad gjort i dag, siger hans bror Besmir Ismaili efter finalen.
Også Jimilians mor var begejstret:
- Han har kæmpet hver uge. Det var fantastisk. Vi er rigtig rigtig glade, hele familien. Vi støtter ham hver gang, sagde hun.
Efter finalen skulle vinderparret ud og fejre sejren.
- Vi skal i byen, skal vi ikke?, lød det fra Asta Björk, og Jimilian stemte i:
- Jo, vi skal i byen! Med alle vores venner og alle dem, vi elsker. Det skal fejres!