Her er bookmakernes bud på en 'Vild med dans'-vinder

Ifølge bookmakerne er intet sikkert i finalen fredag aften, men de peger alle på den samme favorit.

Hos bookmakerne er der enighed om, hvem der løber med første-, anden- og tredjeplads, når de tre finalepar danser om trofæet i 'Vild med dans' fredag aften.

Feltet er dog betydeligt mere lige i år end i sidste års finale i 'Vild med dans'. Og intet er sikkert endnu, mener Mathias Reimer Larsen, der er oddssætter hos Danske Spil.

For kun en uge siden så oddsene nemlig anderledes ud.

- Alt kan ske fredag aften. Så sent som for en uge siden var oddsene på Pernille Blume og Jimilian identiske, men to danse ændrede på det. Så der skal ikke mange fejl til, før det kan ændre sig på aftenen, siger han.

Alligevel har han et klart bud på, hvem der løber med trofæet.

Fra start var Pernille Blume og Morten Kjeldgaard og Lise Rønne og Silas Holst vurderet som favoritter til at gå hele vejen. Nu er det Pernille Blume og Morten Kjeldgaard, der ligger i front.

Små fejl på gulvet rykker ikke det store

I følge Per Marxen fra Unibet er det typisk de deltagere med det største og bredeste seertække, der ender med at vinde.

- Selv ikke småfejl på dansegulvet plejer at kunne rokke ved det, siger han.

Hos Unibet mener de også, at Pernille Blume er favorit til at løbe med trofæet, men Jimilian og Asta Björk har overrasket Unibet positivt gennem hele sæsonen.

Sådan vurderer bookmakerne parrenes vinderchancer

  1. Pernille Blume og Morten Kjeldgaard 

    Danske Spil: 

    - De er dansemæssigt det bedste par og virker til at score en kende bedre dommerkarakterer end de to andre. De har endnu ikke været i omdans, og det er derfor svært at snakke om svagheder, da de også virker populære blandt seerne, siger Mathias Reimer Larsen fra Danske Spil. 

    Unibet:

    - Dybest set kommer det ned til likability hos seerne. Det er især på det parameter, at vi vurderer at Pernille Blume og Morten Kjeldgaard brænder igennem for alvor, eftersom det jo i sidste ende er seerne, der afgør det hele. Og så skal man jo også lige tage med, at dette er en finale, hvor en sportsudøver som Pernille måske lige er den tand skarpere til at performe på dagen, fordi hun jo er vant til det fra svømmebassinet, siger Per Marxen fra Unibet. 

    Odds på sejr til Pernille og Morten: 

    Danske Spil - odds 1.85

    Unibet - odds 1.68 

    Bet365 - odds 1.80

  2. Jimilian og Asta Björk 

    Danske Spil:

    - De var ikke en del af favoritfeltet fra start, men de har virkelig danset sig ind i hjerterne hos både dommere og seere. Charme, selvtillid og lækkert hår kan og har drevet Jimilian langt, og det kan være det, der gør, at de løber med sejren. Dog så vi hans dansemæssige udfordringer sidste fredag, hvor klappen gik en smule ned. Fokus eller mangel på samme kan blive hans udfordring, siger Mathias Reimer Larsen fra Danske Spil. 

    Unibet:

    - At Jimilian og Asta Björk er i finalen, overrasker vores oddssættere. Men nu tror vi ikke, at den går længere, selv om Jimilan og Asta var forrygende i kvartfinalen. Men med tanke på hvor fremragende Pernille Blume og Morten Kjeldgaard optrådte i semifinalen, lader det til, at de ikke bare har seerne, men også formkurven med sig, siger Per Marxen fra Unibet. 

    Odds på sejr til Jimilian og Asta: 

    Danske Spil - odds 2.75 

    Unibet - odds 3.00 

    Bet365 - odds 2.90  

  3. Lise Rønne og Silas Holst 

    Danske Spil:

    - De var vores forhåndsfavoritter. Det er populære personligheder, og Silas Holst er ekstremt rutineret i 'Vild med dans'-gamet. Det virker dog til, at dommerne ikke er lige så vilde med dem, som seerne måske er, og det kan koste. Jeg tror, vi skal forvente en vild freestyle, som jo nok bliver Silas Holsts sidste som danser i programmet, og det kan være, dén kan overbevise dommerne om, at de skal vinde, siger Mathias Reimer Larsen fra Danske Spil. 

    Unibet:

    - Lise Rønne er jo om nogen ”kendt fra tv” og har i årevis været en af de mest populære skikkelser på skærmen. Derfor var hun og Silas Holst også blandt favoritterne lige fra start. Men måske er hun ikke længere så kendt blandt de helt unge seere, da hun jo har prioriteret sin akademiske karriere i de seneste år. Og når seerne så skal vælge, og det skal de jo, tror vi derfor, at hun kommer til kort, siger Per Marxen fra Unibet. 

    Odds på sejr til Lise og Silas: 

    Danske Spil - odds 5.50  

    Unibet - odds 6.00 

    Bet365 - odds 5.50 

Se finalen i 'Vild med dans' fredag klokken 20.00 på TV 2 og TV 2 PLAY.