Vild med dans

Britt Bendixen havde et krav, som var tæt på at koste hende dommertjansen

Efter 17 sæsoner mener Britt Bendixen fortsat, at det vigtigste er, at man er sig selv på skærmen. Det vil hun selv være for sidste gang på fredag.

Den oprindelige plan var, at hun skulle trappe ned.

Hun var blevet lidt ældre, 62 år. Og hun havde i mange år haft travlt med danseskolen Pejsegården, som hun havde overtaget fra sin mor.

Hun var færdig med at stå og vrikke med numsen i jazzballet.

Men så ringede TV 2. I samarbejde med BBC skulle de caste til en ny danseudsendelse.

Det afviste Britt Bendixen. Hun var ikke interesseret i at udstille nogen på tv.

- Jeg troede, at det handlede om nogen, der ikke kunne danse, og det bryder jeg mig egentlig ikke om. Det at danse er svært, og man kan sagtens gøre folk til grin, hvis man ønsker, siger hun.

Hun kom alligevel til casting. Og derefter fulgte et vigtigt opkald fra TV 2. De ville have Britt Bendixen som én af de fire dommere i den første sæson af 'Vild med dans' på dansk tv.

Det viste sig, at der ikke var nogen, der skulle gøres til pauseklovn som begynderdanser, som hun havde frygtet. Derfor gik hun med til at gå ind i en dialog med TV 2.

Men Britt Bendixen havde et helt særligt krav.

For i alle andre lande besluttede man på forhånd, hvem af dommerne der skulle være den vrede, den gode, den søde og den onde.

Men det ville Britt Bendixen ikke være med til. Hun meddelte TV 2, at det kunne hun ikke, og hvis det var tilfældet, måtte hun melde fra som dommer.

- Jeg er ikke en skuespiller. Jeg bliver nødt til at være mig selv.

Flere af de andre dommere bakkede op. Og derfor fik de danske dommere – som det første land nogensinde – lov til bare at være dem selv.

- Og så sagde jeg ja, siger hun.

Sidste aften ved bordet

Og det har hun aldrig fortrudt. 79-årige Britt Bendixen har siddet bag dommerbordet i 17 ud af 18 sæsoner af 'Vild med dans'. Men nu har hun besluttet, at det skal være slut.

Fredag er det derfor sidste gang, at hun skal vurdere nydanserne på gulvet. Med brillerne – gerne flere sæt ad gangen – i håret, anekdoter fra en fjern tid og med stor begejstring i øjnene.

Jeg danser ikke selv som en gazelle længere

Britt Bendixen

Hun er tidligere indehaver af en danseskole. Hun har været international dommer i både Paris og Wien. Hun er æresmedlem af Danmarks Sportsdanserforbund under Dansk Idrætsforbund, fordi hun er en af dem, der har fostret flest danske mestre gennem årene.

Og så har hun vurderet danserne i 'Vild med dans' på en skala fra 1-10 fredag efter fredag. Nu vil hun give en ny yngre generation mulighed for at brillere.

17 fantastiske sæsoner

For mange er Britt Bendixen i dag indbegrebet af fredagsunderholdning, men det hele begyndte med en stor portion skepsis fra Britt Bendixens side.

For det første år, at programmet rullede over skærmen på dansk grund, var hun ikke helt med på præmissen. Hun havde svært ved at acceptere, at seerne havde medbestemmelse i programmet. Hun mente ikke, at de havde forstand på noget om helst, når det kom til dans, så hvorfor skulle de få lov at dømme, tænkte hun.

- Men nu har vi vænnet os til, at det er en leg, og at publikum leger med, og at vi leger med dem. Og det fungerer fantastisk, siger hun.

Og 'Vild med dans' blev en vigtig del af hendes liv. For op gennem hendes 70'ere hjalp pladsen bag dommerbordet hende med at holde sig i gang. For selvom det har været et job, har det været en festlig og livgivende oplevelse.

- Jeg kan ikke mærke, om jeg er blevet ældre. Tiden flyver, når man arbejder for noget, man er glad for. Det har betydet meget for mig at være med, siger hun.

I 2019 måtte Britt Bendixen dog – for første gang – give pladsen til en anden kortvarigt, da hun skulle igennem en hjerteoperation. Operationen gik godt, og allerede året efter var hun tilbage som dommer igen.

Dommertjansen har tvunget Britt Bendixen til at holde hjernen frisk. For når hun skal på live tv, skal hun være udsovet, udhvilet og holde sig i gang, så hun ikke skal lede efter ordene eller sin lærdom, fra da hun var 19 år og tog sin danseeksamen.

- Det skal sidde helt present, og hvis ikke skal man holde, siger Britt Bendixen og fortsætter:

- Det, synes jeg stadig, at det gør. Men jeg holder op alligevel.

For nu skal hver dag være hendes egen. Hun skal vågne om morgenen og have fri, medmindre hun beslutter sig for andet.

- Jeg har været glad hver eneste fredag, jeg har været dommer i ’Vild med dans’, men fremover vil jeg sidde hjemme og glæde mig over at se det på skærmen. Det kan ikke nytte noget, at vi gamle nisser bliver ved og ved. Der skal være nogle unge nye, der får chancen for at brillere på tv, siger hun.

Et nyt kapitel

Det er ikke helt klart, hvad fremtiden bringer for Britt Bendixen endnu. Men hun er ikke så nervøs. For hendes liv har altid være ”usandsynligt spændende”. Hun har aldrig kedet sig. Hver gang hun tror, at der er en pause, sker der noget.

- Jeg kan mærke, at min lykkestjerne smiler til mig og nikker og siger: "Ved du hvad, Britt? Der skal nok ske noget nyt og spændende i dit liv". Så det tror jeg på, siger hun.

Hun har solgt danseskolen Pejsegården, men hun lejer sig stadig ind til lidt undervisning. Ofte har hun dog assistenter, som hun helt trygt overlader ansvaret til, da hun mener, at de er nogle af de bedste overhovedet. Derfor er dansen i dag i højere grad en interesse end et job.

- Jeg danser ikke selv som en gazelle længere, men jeg ved, hvad der skal til for at blive en vinder. Jeg havde lige nogle helt unge vindere i Danmarksmesterskabet i weekenden, siger hun.

Ellers har Britt Bendixen gang i både træningen i fitnesscentret og spanskundervisningen. Og så spiller hun bridge.

Derudover håber Britt Bendixen på mere tid med sit 12-årige barnebarn og nyder at have skiftet bylivet i København ud med livet på landet med skove, søer, dådyr og det at vågne op til smuk natur.

Sidste gange ved dommerbordet

På fredag når Britt Bendixen sætter sig i dommerstolen for sidste gang, bliver det, ligesom det altid er i en finale. For hvert år er finalen sæsonens sidste punktum.

Man må være sig selv på godt og ondt

Britt Bendixen

Det vil først være næste år, når ’Vild med dans’ starter op igen, at det bliver mærkeligt.

- Om det vil være et savn, ved jeg ikke, men lidt vil det vel altid være, fordi det har været en så god periode i mit liv, siger Britt Bendixen.

Men Britt Bendixen ved med sikkerhed, at hun kommer til at savne sit helt fantastiske forhold til sine meddommere: Anne Laxholm, Nikolaj Hübbe, Marianne Eihilt og Jens Werner.

- Jeg holder så meget af dem alle sammen. Vi har det rigtig godt og respekterer hinanden meget.

Men på fredag sætter hun sig i stolen med glæde og spænding og fokuserer på, hvordan finaleparrene danser. For hun skal være meget koncentreret bag dommerbordet.

- Så vil jeg måske ind imellem fundere over: "Nå Britt, så er det sidste gang, du sidder i den stol", siger hun, inden hun understreger:

- Det er ikke vemodigt på nogen måde. Det er med glæde på fredag, og det har altid været med glæde.

Man skal være sig selv

Det er noget, der har været vigtigt for hende, siden hun for 18 sæsoner siden nægtede at deltage i ’Vild med dans’, hvis det krævede, hun skulle spille en anden rolle.

Og det er noget, hun håber, at fremtidens dommere vil huske.

- Det vigtigste, når man skal på tv, er, at man prøver at være sig selv. At man ikke tænker på, hvordan man ser ud. Man kan nogle gange mærke, når nogen har sat et spejl op foran sig selv og tænker på, hvordan de ser ud, og hvordan det virker. Men det skal man smide langt væk. Og så må man være sig selv på godt og ondt.

- Så må pressen og publikum og alle andre skælde én ud, hvis de ikke bryder sig om det. Man har ikke andet at bruge, end det man er, og det man er blevet gennem livet.

Se finalen i 'Vild med dans' fredag klokken 20.00 på TV 2 og TV 2 PLAY.