Sådan bliver finalen i 'Vild med dans'
Fredag aften byder på seks storslåede finaledanse - heriblandt en freestyle fra hvert finalepar.
Der er lagt i ovnen til det helt store brag af en finale, når vinderen af 'Vild med dans' 2021 skal findes.
Finaleparrene slutter alle sæsonen af med de tre freestyles, de har ventet på at føre ud i livet.
Men inden de når så langt, skal de hver især på gulvet i endnu en finaledans.
Her har hvert par fået mulighed for at vælge en standard- eller en latindans, som de tidligere har danset.
Dog skal der laves en helt ny dans – og som et ekstra twist skal de gøre brug af fire professionelle dansere i deres koreografi.
Traditionen tro byder finalen også på en åbningsdans af sæsonens professionelle dansere samt et gensyn med alle sæsonens deltagere. Hver især går de på gulvet en sidste gang for at vise en lille bid af en af deres danse fra sæsonen.
Derudover kommer der to live-optrædener i løbet af showet. Først fra sangeren Ericka Jane, der i år har indtaget den danske musikscene og var nomineret til flere priser ved sidste uges Danish Music Awards.
Derefter gæster Coco O. studiet med et nyt nummer. Hun dansede sig selv hele vejen til finalen i 'Vild med dans' i 2019.
Her kan du se, hvad årets finalepar har valgt at danse og hvorfor:
JIMILIAN OG ASTA
Sangeren Jimilian og partner Asta Björk har valgt at kaste sig over en jive i finalen.
- Det var vist bare yndlingsdansen, lyder det fra den professionelle danser.
- Ja, det var lige mig. Det er som om, jeg har øvet op til den dans hele mit liv, siger Jimilian.
I finale-versionen af deres jive har parret selskab af danserne Jenna Bagge, Steen Lund, Thomas Evers Poulsen og Malene Østergaard.
PERNILLE OG MORTEN
Svømmeren Pernille Blume og partner Morten Kjeldgaard skal danse cha cha cha som deres første finaledans.
Parret landede på den dans, fordi de lyttede til Ariana Grandes sang 'One last time' og indså, hvor fed den kunne være at danse til. Herfra tog idéerne form.
- Morten har bare skabt alt det, jeg gik og drømte om, siger Pernille Blume.
Med sig på gulvet har de danserne Mille Funk, Martin Parnov Reichhardt, Frederik Nonnemann og Katrine Bonde.
LISE OG SILAS
Tv-vært Lise Rønne og partner Silas Holst går på gulvet i en pasodoble.
- Det er den dans, vi har fået hårdest kritik på, så det er noget med at tage en runde to og vise, at vi godt kan gøre det ordentligt, siger Silas Holst.
Med sig på gulvet har parret danserne Karina Frimodt, Claudia Rex, Camilla Dalsgaard og Mads Vad.
Se 'Vild med dans'-finalen fredag klokken 20 på TV 2 og TV 2 PLAY.