Årets finalister i 'Vild med dans' 2021.
Vild med dans

Én kommentar backstage blev øjenåbner - her afslører finalisterne ukendte detaljer om årets sæson

Tre øjeblikke betyder særligt meget for finaleparrene i årets 'Vild med dans'.

Fredag findes vinderen af 'Vild med dans' 2021.

Her sætter årets tre finalepar ord på, hvilket øjeblik der har betydet mest for dem – både personligt og for deres vej mod den store finale.

Det største øjeblik for Lise og Silas

Der var få minutter, til de skulle på gulvet.

Men på det tidspunkt havde Lise Rønne stadig ikke knækket koden til den cha cha cha, hun og Silas Holst skulle danse.

De havde ellers knoklet for det hele ugen. Begge to. Men den var der ikke. Hverken til deres gulvprøve torsdag eftermiddag, til deres sidste træning bagefter eller til generalprøven om fredagen.

For uanset hvordan de formede Lise Rønnes krop, ville dansens allerførste – og samtidig helt grundlæggende cha cha-trin – bare ikke falde på plads.

- Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har været så presset, siger Lise Rønne.

- Der var tårer, og jeg sov ikke om natten. Mit hjerte kørte hele tiden i trippeltempo, fordi det var absurd stressende, ikke at vide om jeg overhovedet kunne lande dansen, så den gav mening, siger tv-værten, der samme uge kæmpede med et meget hævet knæ.

Jeg havde følelsen af, at jeg vandt over mig selv

Lise Rønne

Men på den afgørende fredag blev Lise Rønne stædig.

Hun og Silas Holst skulle på som aftenens allersidste par, og hun blev ved og ved og ved med at øve dansens første trin. Helt indtil halvandet minut, før det blev deres tur. Og i det øjeblik skete der noget.

Pludselig forstod Lise Rønne, at hun skulle føle dansen helt ned i storetåen, før resten af hendes krop ville stå fuldstændig rigtigt.

- Kan du gøre det der bare én gang til? udbrød Silas Holst på studiegangen.

- Og så gik hun ind og nailede den cha cha cha. Det var så absurd fedt, fortsætter danseren.

Præstationen gav Lise Rønne og Silas Holst en førsteplads hos dommerne den fredag. Silas Holst fældede næsten en stolthedståre, og Lise Rønne husker ikke, hvornår hun nogensinde har følt sig så lettet.

- Jeg havde følelsen af, at jeg vandt over mig selv. Jeg var helt vildt høj bagefter. Også mere end jeg har været ved de andre danse. For det her var mod alle odds, siger hun.

Lige netop derfor står den aften i uge fire som sæsonens største øjeblik for finaleparret – også selvom selve dansen måske ikke er en af dem, hverken seerne eller dommerne husker dem bedst for.

Men for Lise Rønne og Silas Holst betød ugen meget.

- Den satte tonen for, hvordan vi har arbejdet efterfølgende. Lige siden har jeg haft så stor tillid til Lises evner og fightervilje, at vi har prøvet at presse citronen hver uge, siger Silas Holst.

I finalen har parret derfor også valgt at tage den størst mulige udfordring op: De kaster sig ud i den dans, de gennem sæsonen har fået mest kritik for. Nemlig deres pasodoble.

- Jeg tror, at vi begge ville føle, at det var ufuldendt, hvis vi gik herfra og tænkte, at der var én dans, som vi ikke nailede. Det har vi brug for at gøre, siger Silas Holst.

- I virkeligheden kan man sige, at det er at se endnu en modstander i øjnene for at runde den ordentligt af og binde en sløjfe på det hele, lyder det fra Lise Rønne.

Det største øjeblik for Pernille og Morten

Voteringen var anderledes nervepirrende.

Pernille Blume og Morten Kjeldgaard havde netop danset deres argentinske tango i årets semifinale. Modsat de tidligere fredage skulle de nu modtage deres karakterer inde i studiet. På to stole lige over for dommerbordet.

Det gjorde det hele mere intenst. Men for hver karakter blev triumfen større.

For første gang i årets sæson hev alle fem dommere nemlig den absolutte topkarakter frem: Et tital.

- Det var fuldstændig surrealistisk. Det var der, at det hele kulminerede for os, og vi for første gang følte, at vi kom 100 procent i mål, lyder det fra Morten Kjeldgaard, mens Pernille Blume også havde en personlig sejr den aften.

- Jeg følte, at det var første fredag, hvor jeg virkelig kunne overkomme min egen nervøsitet og bare give mig fuldstændig hen til dansen, siger svømmeren.

Derfor står sidste fredags semifinale som deres største øjeblik i 'Vild med dans' indtil videre.

Da stillingen efter aftenens to semifinaledanse skulle gøres op, stod parrene backstage. Og pludselig udbrød nydanseren Micki Cheng:

- 99 point! I har 99 ud af 100 point.

Først der gik det rigtigt op for Pernille Blume og Morten Kjeldgaard, at det var virkelig tæt på fuldt hus.

Men begge havde de mærket forandring i træningslokalet op til semifinalen. For allerede her fandt svømmeren ind til den sidste indlevelse, som dommerne havde efterlyst de foregående uger.

Jeg har haft en grænse, men den blev brudt ned i fredags

Pernille Blume

Den var der faktisk hele ugen, fordi Pernille Blumes dansetekniske udvikling pludselig nåede et niveau, hvor hun havde ekstra overskud til også at fokusere på udtrykket i dansen, lyder det fra Morten Kjeldgaard.

- Normalt har vi været i træningsmode, og så er vi først begyndt at snakke om udtryk og indlevelse midt på ugen. Men lige pludselig havde hun bare forhøjet sit niveau tilstrækkeligt nok til at have det her ekstra overskud. Og det er så vigtigt i den argentinske tango, fordi det er en kæmpe stor del af dansen, fortsætter han.

Pernille Blume mærkede selv, at indlevelsen gjorde en stor forskel.

- Når man virkelig indlever sig i tingene, er det, som om at ens krop også meget hellere vil bevæge sig på den måde, som man skal i dansen. Så har man ikke modstand, og man holder ikke noget tilbage, siger hun.

Pernille Blume har derfor fundet ud af, at det "bare" handler om at lege med. For som Morten Kjeldgaard sagde til hende i træningslokalet forleden: "Det bliver godt, når du leger med".

Det var også det, der skete på dansegulvet i fredagens semifinale.

- Jeg har haft en grænse omkring det, men den blev brudt ned i fredags, og det var bare sådan en god oplevelse. Jeg tænker næsten: "Hvorfor gjorde jeg ikke det før?", siger Pernille Blume med et grin.

- Jeg glæder mig bare sådan til at have en fest i finalen, lege med på den og leve mig ind i de danse, vi skal danse, siger hun.

Ud over freestylen står den på cha cha cha. Og Morten Kjeldgaard har ifølge Pernille Blume formået at skabe et "ægte Pernille-univers".

- Det er lidt et sats fra vores side, fordi cha cha cha var vores allerførste latindans. Så det er ikke bare en, vi kan hive op fra gemmeren, lyder det fra Morten Kjeldgaard.

- Men forhåbentlig kan folk se en forskel, fra første gang vi dansede den til nu.

Det største øjeblik for Jimilian og Asta

For sangeren Jimilian har 'Vild med dans' nærmest været ét kæmpe øjeblik.

Lige fra han åbnede hele sæsonen i det allerførste program, til han stod på scenen i Det Kongelige Teater, har det været uforglemmeligt.

Men en dans er alligevel gået lidt mere i hjertet på ham end de andre. Nemlig jiven.

- Det var, som om at jeg har øvet op til den dans hele mit liv! udbryder han.

Og på flere måder blev jiven faktisk et vendepunkt for årets tredje finalepar. Både for deres måde at træne på. Og for deres tro på, at de faktisk kunne gå hele vejen til finalen.

- Det var her, at vi fandt ud af, hvor meget vi egentlig kan blive ved i træningslokalet, siger Asta Björk.

I den uge blev træningstiden nemlig sat fri, og dermed fandt parret ind i en god rytme som sæsonens "natteravne".

Lige siden har de trænet helt indtil midnat. Ja, nogle gange er de først gået hjem efter klokken 01.00. Og det er ikke tilfældigt.

For de nyder roen i de sene timer, da de hurtigt kan blive fanget af den gode stemning, der er i dansekælderen i løbet af dagen. Men om aftenen er der ikke andre, og så skal de ikke tænke på noget som helst andet end at danse.

- Så falder vi ind i et arbejdsflow, der er uforstyrret, siger Asta Björk.

- Det er virkelig der, at jeg koncentrerer mig bedst. Også i musikverdenen. Der sker bare et eller andet, siger Jimilian.

Oh my god, vi gør et eller andet rigtigt

Jimilian

Koncentrationen viste sig for alvor i ugen, hvor jiven skulle terpes. Ifølge sin dansepartner blev Jimilian endnu mere ambitiøs omkring latindansen, netop fordi det var hans yndlingsdans.

- Der var faktisk nogle øjeblikke, hvor jeg tænkte: "Hold da op, han har tænkt sig at blive ved!". Han var helt våd af sved, siger Asta Björk med et grin.

Et af de øjeblikke viste sig torsdag aften, før de skulle danse på live-tv. Fire takter i jiven blev ved med at drille. Og herefter insisterede Jimilian på at øve præcis den sekvens om og om igen. Som i et loop.

- Ærligt talt tror jeg, at vi dansede det igennem 50 gange i træk. Men jeg er så glad for, at vi gjorde det. For hvis jeg bare er i tvivl om en lille ting, bliver jeg nødt til at tage det om og om igen, indtil jeg er selvsikker, lyder det fra Jimilian.

Det betød nemlig meget for sangeren at være selvsikker lige netop i jiven. Fordi han ville vise hele Danmark, at han er en energibombe.

Og det lykkedes.

- Jeg fangede mig selv i at råbe: "Hvor er det fedt!" til Asta, mens vi dansede, griner Jimilian.

Bagefter ventede 49 point, en førsteplads den aften og store ord fra dommerbordet. I Anne Laxholms øjne var parrets jive "en finale værdig".

- Det var så vildt at få det at vide allerede i uge ni, lyder det fra Asta Björk.

Ordene overbeviste dem om, hvor stor en udvikling Jimilian havde været igennem. Da sæsonen blev skudt i gang, lå de nemlig i nederste halvdel af feltet.

Samtidig var det her, at de for første gang tænkte, at der måske var en chance for, at de kunne komme i finalen.

Det gav lidt at leve op til. Men mest af alt tænkte Jimilian: "Oh my god, vi gør et eller andet rigtigt!".

Derfor har han og Asta Björk knoklet på lige siden. Nu ser de frem til endnu et stort øjeblik, når de på fredag får lov til at gå på gulvet som finalens første par.

Først i en ny udgave af den absolutte yndlingsdans – jiven – og derefter i en freestyle.

- Det er meget sjovt. Vi åbnede det første program, og vi åbner det sidste. Det er på en eller anden måde en full circle, siger Asta Björk.

Se finalen i årets 'Vild med dans' fredag klokken 20 på TV 2 og TV 2 PLAY.