Vennepar og kollegaer vandt tilsammen fire priser
Som de eneste to kunstnere vandt de begge to priser ved dette års 'Danish Music Awards'.
Det var på mange måder Andreas Odbjerg og Drew Sycamores aften. De optrådte begge to til dette års 'Danish Music Awards', men der var også prisregn over de to danske stjerner.
De var begge nomineret i hele fire kategorier til dette års 'Danish Music Awards' - og tilsammen vandt de fire priser.
I to kategorier var de begge nomineret - det var i Årets danske radiohit og Årets sangskriver.
Her vandt Andreas Odbjerg prisen for Årets sangskriver, mens Drew Sycamore vandt Årets radiohit med sangen '45 Fahrenheit Girl'. En sang, som Andreas Odbjerg faktisk har været med til at skrive.
Men det var ikke de eneste priser, de to populære sangere hver især kunne tage med hjem lørdag aften.
For Andreas Odbjerg vandt også prisen for Årets nye danske navn, mens Drew Sycamore vandt prisen for Årets danske solist.
- Det føles lidt som en drøm, som om det ikke er rigtigt, sagde Andreas Odbjerg, da han var på scenen for at modtage sin anden pris.
Venner og kollegaer
I radioprogrammet ’Fiesta’ har de to fortalt, at de mødtes på en skrivecamp for nogle år siden, hvor de begge bemærkede hinandens enormt målrettede ild i øjnene. Herefter er de løbet ind i hinanden 1000 gange og har lavet musik og sange sammen.
Blandt andet hittet ’45 Fahrenheit Girl’.
Og det er i øvrigt ikke første gang, at de er nomineret i samme kategori.
For blot en uge siden var de som de eneste to nomineret til DR's prestigefyldte P3-prisen.
Under hinanden succes
Og selvom man måske kunne forestille sig, at det ikke ville være rart at vinde en pris for næsen af sin gode ven og kollega, så har det ikke føltes sådan.
Det forklarede Drew Sycamore til dr.dk efter prisshowet:
- Det har faktisk været fedt, at det var hinanden, vi var nominerede med, fordi vi begge under hinanden at vinde den pris. Vi skriver musik sammen, vi har samme manager… Vi er jo familie. Han er fantastisk, og havde han vundet den, havde jeg også været fucking glad.
Og Andreas Odbjerg havde det på samme måde:
- Det var som om, jeg også vandt prisen, sagde han til Gaffa efter showet og henviste til hittet ’45 Fahrenheit Girl’.
Andreas Odbjerg vandt i stedet Lytterhittet sammen med Tobias Rahim for deres sang ’Stor mand’.
Lær Drew Sycamore bedre at kende
Du har helt sikkert set hende optræde. For det sidste halvandets års tid, er Drew Sycamore i den grad trådt ind på den danske musikscene.
Hun har blandt andet spillet ved Kronprinseparrets priser, ’X Factor’, ’ZULU Awards’, ’DMA’ og ’Danish Rainbow Awards’ både sidste år og i år.
Men generelt har den 31-årige sangerinde trods sine massive radiohits og millioner af afspilninger på Spotify været forbigået til award-showene.
Ved sidste års ’DMA’ var Drew Sycamore eksempelvis nomineret i kategorierne Årets nye navn og Årets nye livenavn. Førstnævnte gik til Tessa, mens den anden gik til gruppen Jung.
En pris blev til flere
Men i sidste weekend vendte det. Her vandt Drew Sycamore sin allerførste pris. Nemlig den prestigefyldte P3-pris – sammen med 50.000 kroner.
Eller faktisk har hun vundet en pris før. Det var i en tøjbutik i Viborg i 2002, hvor hun vandt et par bukser og et gavekort på 100 kroner.
Det skrev hun i et instagram-opslag efter prisuddelingen.
Og P3-prisen var kun begyndelsen på prisregnen. For lørdag aften – blot en uge efter – hev hun den ene pris hjem efter den anden.
At hun nu høster pris-frugterne af sine musikalske præstationer kan næppe komme som nogen overraskelse.
For hun har blandt andet været P3’s uundgåelige med ‘Perfect Disaster’ og ’Hard to love’ og ligget nummer ét på radioernes rotationslister med ’Take it back’, ’45 Fahrenheit Girl’ og ’Wanna be dancing’. Sidstnævnte sang har over 8.000.000 afspilninger på Spotify.
Skrev musikhistorie
Drew Sycamore har vidst, at hun ville være musiker, siden hun var blot syv år gammel. Det fortalte hun i et Gaffa-portræt tidligere i år.
Og kort tid efter interviewet skrev hun musikhistorie.
For som den første kvindelige artist nogensinde, kunne man finde Drew Sycamores navn på Gramex’ top10 over mest spillede kunstnere i radioen.
Lær Andreas Odbjerg bedre at kende
Den 33-årige musiker og sangskriver har i den grad haft en karriere, der kun er vokset gennem årene.
Første gang danskerne sådan for alvor mødte Andreas Odbjerg var tilbage i 2009, hvor han som 20-årig stillede op i anden sæson af ’X Factor’.
Med sin lyse stemme og finurlige falset imponerede han dommerne, der dengang bestod af Remee, Lina Rafn og Thomas Blachman. Men han nåede aldrig til liveshowene.
Det gjorde han til gengæld, da han i 2012 endnu engang meldte sig til et talentshow.
Men i de mellemliggende tre år havde han levet et noget kaotisk liv. Efter ’X Factor’ meldte han sig nemlig ud af samfundet, frasagde sig sin kontanthjælp og havde ingen fast bopæl.
Det gjorde han helt frivilligt. For han ville bruge al sin tid og energi på musikken.
Har megahittet
Og i 2012 tog han så en beslutning. Han følte ikke, han kunne komme til tops i musikken i Odense. Og derfor drog han til København – og endnu et tv-show, nemlig ’The Voice’.
Her gik det væsentligt bedre. Han fik Xander Linnet som mentor og sammen nåede de til finalen.
Andreas Odbjerg vandt ikke, men til gengæld fik han efterfølgende en udviklingskontrakt hos et pladeselskab, og det affødte duoen Moses: ”Andreas”. Gruppen udgav blandt andet ’Gazeller’, som blev P3’s Uundgåelige.
Derudover blev han optaget på Rytmisk Musikkonservatoriets sangskriverlinje i København og arbejdede som sangskriver for en række kunstnere.
Blandt andet var han med til at lave megahittet ’Paris’ sammen med Vera og Lord Siva, der udkom og strøg til tops i starten af 2019. Og i dag er det afspillet mere end 22.000.000 gange på Spotify.
Senere samme år sparkede Andreas Odbjerg for alvor døren ind til musikbranchen som solist, da han udgav ’føler mig selv 100’, der i dag er blevet spillet mere end 11.000.000 gange på Spotify, og senere den populære ballade, ’i morgen er der også en dag’.
Sidstnævnte er den sang, der har sikret ham en nominering for Årets danske radiohit, men også er en af de sange, der har sikret ham nominering som Årets sangskriver.
Sådan ser du 'Danish Music Awards'
Bag Danish Music Awards’ står musikselskabernes brancheorganisation IFPI i samarbejde med TV 2.
Showet afholdes på Filmstation Værløse lørdag 20. november og vises på TV 2 om søndagen klokken 21.05.
Showet er i sin fulde længde tilgængelig på TV 2 PLAY allerede fra søndag morgen.
Modtageren af Æresprisen offentliggøres allerede i et særprogram på TV 2 fredag aften i ’Vild med dans’-pausen.