Kendt dansker afsløret: Måtte lyve for sin mand

Spoiler alert: I den her artikel står, hvem der ryger ud af lørdagens afsnit af 'Hvem holder masken?'.

Lørdag blev den tredje deltager, stemt ud af 'Hvem holder masken?'.

Det viste sig at være Hanne Boel, der gemte sig under masken.

- Jeg havde et par gode sange mere, jeg godt ville have sunget. Men jeg vidste også, at min stemme ville afsløre mig, så det var ikke en overraskelse, at det blev mig, siger hun.

'Hvem holder masken?' stammer fra Sydkorea og er indtil videre bredt ud til 46 lande. Det er blevet kaldt verdens mest hemmelige underholdningsshow, og det havde premiere i Danmark i starten af november.

Konceptet er enkelt: Lørdag efter lørdag skal forklædte kendte danskere på scenen og forsøge at synge sig videre i programmet. Det er publikum, der bestemmer, hvem der går videre.

Den deltager, der får færrest stemmer, skal tage masken af, vise sit ansigt og forlade programmet.

Hanne Boel var udklædt som dådyr og nåede at optræde i to programmer, før hun måtte smide masken.

I lørdagens afsnit dystede deltagerne i duel. Hanne Boel sang først mod personen klædt ud som monster, og bagefter mod programmets skelet.

Og da alle stemmer var talt op, måtte hun forlade programmet.

- Det blev simpelthen for svært at skjule min stemme til sidst, siger hun.

Måtte lyve for sin mand

Det havde ellers indtil da lykkedes hende at holde sin deltagelse i programmet så hemmeligt, at ikke engang hendes mand vidste, at hun var med.

- Da programmet blev offentliggjort, nåede min mand at sige: 'Nu ved jeg hvad du laver!' Men jeg fik ham overbevist om, at jeg ikke havde noget med det at gøre, og ellers har jeg ikke hørt for det, siger hun.

Men om andre i omgangskredsen har gættet det, ved hun faktisk ikke.

- Jeg har været i Norge de sidste par uger, hvor programmet har kørt, så jeg har på den måde været skånet for alle gætterierne, siger hun.

Gættet af en ven

Men en enkelt ven gættede, hvem hun var.

Ud over at være en sangkonkurrence, fungerer programmet også som en gætteleg. Den føres an af et panel med fire kendte danskere, der udgør programmets detektiver. Efter hver optræden skal de give deres bud på, hvem der lige har optrådt i forklædning.

Detektiverne består af skuespiller og komiker Sofie Jo Kaufmanas, skuespiller og sanger Peter Frödin, skuespiller Mille Dinesen og satiriker og klarinettist Frederik Cilius.

- Lige før jeg gik på scenen, sagde jeg til en fra produktionen, at nu skulle de forberede sig på at se mig blive afsløret. Jeg vidste det bare, siger Hanne Boel.

Og det fik hun ret i.

Da hun havde optrådt, og detektiverne skulle afgive deres bud, ændrede Peter Frödin pludselig sit gæt.

Sidst, hun optrådte, gættede han på Linse Kessler, men nu var han ikke tvivl.

- Det er et højtuddannet menneske, som er super talentfuld og har boet i Italien. Det er Hanne Boel, sagde han, da vært Ibi Støving spurgte, hvem han bød på.

- Jeg grinede bare, da jeg hørte det. Og jeg havde vidst, det ville ske. Vi kender hinanden, og han følger mig også på sociale medier, så han hører min stemme tit og ved, hvordan jeg ser ud lige nu.

Se 'Hvem holder masken?' lørdag klokken 21.10 på TV 2 eller TV 2 PLAY.