Vild med dans

Danser får ønskeafslutning på ni års 'Vild med dans'

- Det føles rigtigt inde i min mave på alle parametre, siger Silas Holst.

Fredag aften dansede tv-vært Lise Rønne og partner Silas Holst sig i finalen i 'Vild med dans'.

Og selvom den professionelle danser har stået i finalen hele syv gange før, betyder denne finaleplads alligevel noget særligt.

For den professionelle danser har nemlig allerede annonceret, at denne sæson bliver hans sidste i 'Vild med dans'.

- Det er min sidste sæson. Det føles rigtigt inde i min mave på alle parametre. Og derfor føles det også rigtigt, at jeg står her med hende, jeg har drømt om at danse med i ni sæsoner, sagde Silas Holst efter fredagens semifinale med henvisning til partneren Lise Rønne.

- Og min sidste dans bliver en freestyle. Jeg kunne ikke have ønsket mig det finere end det. Så jeg er oprigtigt glad helt ind i maven, tilføjede han.

- Sejren er i dag

Silas Holst har tidligere udtalt, at han stopper i 'Vild med dans' af mange grunde.

Blandt andet mener han, at man skal stoppe, mens legen er god, og at der skal nye kræfter til, som kan udvikle programmet.

Derudover har Silas Holst været åben om, at han og programmets dommere ofte ser forskelligt på dans.

Sidst men ikke mindst har danseren kalenderen fyldt med teaterjobs de kommende år. Og derfor bliver der på fredag sat et punktum for den 'Vild med dans'-karriere, som begyndte i 2008.

Siden dengang har Silas Holst fået tre førstepladser, tre andenpladser og en tredjeplads.

Jeg har ønsket mig, helt dybt i maven, at han skulle få lov til at slutte af med en freestyle

Lise Rønne

Men faktisk er det ikke placeringen i finalen, der bærer den store betydning for danseren.

- Alle de år, jeg har været heldig at komme i finalen, har jeg syntes, at sejren var i dag. Fordi det er i dag, man ved, at man får lov til at lege legen færdig og runde det hele af sammen. Det er en stor gave, sagde danseren efter semifinalen.

- Om man så bliver et, to eller tre. Det er fuldstændig underordnet.

- Det er virkelig fortjent

For tv-værten Lise Rønne betød det også meget, at hun kan få lov til at give Silas Holst den afslutning i 'Vild med dans', som hun mener, han fortjener.

- Jeg synes, Silas’ freestyles har været kunstværker hver gang. For mig har det altid været dem, der har stukket ud. Og hver eneste gang har de rørt mig dybt i maven, sagde hun og fortsatte:

- Så jeg har ønsket mig, helt dybt i maven, at han skulle få lov til at slutte af med en freestyle, fordi jeg synes, det er virkelig fortjent. Både baseret på ni sæsoner og denne her sæson.

Parret kan da heller ikke vente med at komme i gang med at forvandle idéerne til den endelige koreografi.

Indtil videre ved de kun, at dansen kommer til at involvere et bord, og at den skal danses til et musicalnummer, som de begge holder meget af.

Hvilken sang afslører de ikke endnu. Men faktisk har sangen spillet en rolle hele vejen igennem parrets 'Vild med dans', afslørede Lise Rønne efter semifinalen:

- Tro mig, nogle gange har det været lidt svært at tage træningsbukserne på og skullet træne for 50. dag i streg. Så nogle gange har vi sat den på, og så har det været sådan en dejlig gulerod faktisk. At det var den, vi skulle hen til, sagde hun.

Ud over Lise Rønne og Silas Holst dansede Pernille Blume og Morten Kjeldgaard samt Jimilian og Asta Björk sig videre til næste uges finale, mens Micki Cheng og Jenna Bagge måtte forlade konkurrencen.

Se eller gense semifinalen i 'Vild med dans' på TV 2 PLAY.