Vild med dans

De sad fast i et afgørende øjeblik - måtte rive hul i strømpebukserne

Mens de kæmpede om en plads i finalen, var Pernille Blume og Morten Kjeldgaard nødt til at stoppe op midt i deres dans.

Det var kun et lille øjeblik. Midt under den argentinske tango stod Pernille Blume og Morten Kjeldgaard pludselig helt stille på dansegulvet.

Der var sket det, der ikke måtte ske.

Morten Kjeldgaard havde netop haft Pernille Blume oppe i et løft, men da hun igen fik jordforbindelse, satte en lille knap i hans vest sig fast i hendes netstrømpebukser.

Det betød, de sad fast.

Og det var det værst tænkelige tidspunkt noget uforudset kunne ske, for de dansede om en af de tre pladser i finalen i 'Vild med dans'.

Pernille Blume og Morten Kjeldgaard var som limet til hinanden og kunne ikke komme videre.

Hurtig reaktion fra danser

Men selvom de to på dansegulvet følte, at de sad fast i mange sekunder, varede det på skærmen kun et øjeblik.

- Jeg vil være ærlig at sige, jeg nåede at tænke: "Kan det lade sig gøre, at vi sidder sammen resten af dansen?", sagde Pernille Blume efter programmet.

Men hun nåede ikke at tænke den tanke til ende. For Morten Kjeldgaard reagerede prompte.

Han rev knappen fri fra Pernille Blumes strømpebukser, der gik i stykker under manøvren. Men derefter var de fri af hinanden.

- Det fyldte meget for os. Så jeg glæder mig til at se, hvor slemt det var, sagde Morten Kjeldgaard efter programmet.

Vi var en smule i chok

Morten Kjeldgaard

Og Pernille Blume var glad for, at hendes partner var hurtig til at reagere i en ellers uforudset situation.

- Det var godt, du var hurtigtænkende, sagde hun rettet mod sin partner.

Det lille stunt betød også, at parret missede et par trin, og derfor blev dansen ikke helt, som de havde øvet i træningslokalet.

- Vi måtte improvisere lidt. Men så var det godt, at folk ikke havde set koreografien tidligere. For det var lidt nyt. Det, de så, var noget vi dansede for første gang, forklarede Morten Kjeldgaard.

Parret har ikke prøvet noget lignende før, og det var heller ikke noget, de til generalprøven havde forudset kunne blive et problem.

- Vi var en smule i chok, sagde Morten Kjeldgaard.

- Der var lidt drama til at spice tingene op her, sagde Pernille Blume med et smil.

Klogere til finalen

På trods af det lille drama på dansegulvet, var dommerne imponerede over den argentinske tango, og de belønnede Pernille Blume og Morten Kjeldgaard med den absolutte topkarakter: 50 point.

Pointene kom med rosende ord fra dommerne, og det gjorde indtryk:

- Jeg synes, vi har haft nogle hårde fredage, så det var en dejlig melodi ind i ørerne igen, sagde Pernille Blume.

- Jeg tror lige, man skal hjem og høre det en ekstra gang. Jeg tror ikke helt, man forstår det, når man står der, sagde Morten Kjeldgaard.

Den flotte præstation betød, at Pernille Blume og Morten Kjeldgaard blev et af de tre finalepar, der kan vinde årets 'Vild med dans'.

Og semifinalen har gjort dem en erfaring rigere.

- Jeg skal ikke have knapper på på den her måde til finalen, afslutter Morten Kjeldgaard med et smil.

Se eller gense semifinalen i 'Vild med dans' på TV 2 PLAY.