Underholdning

Dansk virtual reality-film hiver priser hjem - instruktør kalder det fremtiden

Techgiganter investerer stort i virtual reality, og herhjemme rider instruktør David Adler med forrest på bølgen.

Alt er ikke som det plejer i biografsalen.

Gæsterne sidder ikke tilbagelænede med øjnene mod lærredet, men ser nysgerrigt rundt i lokalet.

Men deres opmærksomhed er et helt andet sted end biografsalen.

Med virtual reality-briller (VR) på er de på en bådrejse gennem fortællerens minder fra 2. verdenskrig.

Det er rammerne for instruktør David Adlers VR-film ’Nattens Ende’, som i weekenden vandt prisen for bedste internationale debutfilm ved festivalen CPH PIX.

Adler specialiserer sig i fortællinger i den virtuelle virkelighed – en virkelighed, som skridt for skridt sniger sig ind på vores dagligdag.

- Vi er godt på vej, men vi er der ikke endnu. Det er vigtigt, at VR inden for en nær fremtid kan stå på sine egne ben som sit eget medie, og at folks forventning er, at det er noget unikt og ikke film eller teater, siger han til TV 2.

VR giver dig en måde at opleve fortællingen, hvor du har din krop med dig

Instruktør David Adler

For det er nemlig ikke kun David Adler, som ser en fremtid med VR. Det gør nogle af verdens største virksomheder også.

Techgiganter investerer stort i VR

Virtual reality har længe været spået til at være den nye, store gadget, som vil trænge sig ind i danskernes hverdag.

I dag er det endnu de færreste danskere, der ejer et par VR-briller.

- Mødet med VR er stadig fremmed for en del, men om fem år tror jeg, at det er meget naturligt at tage VR-briller på. Ikke kun som underholdning, men også fordi det bliver en del af vores hverdag, forklarer David Adler.

David Adler har instrueret den prisvindende virtual reality-film 'Nattens ende'. Video: Jeppe Tholstrup Bach

Selvom VR ikke for alvor har gjort sit indtog i de danske hjem, bliver der i den anden ende – hos producenterne – brugt meget energi på at udvikle spil, film og andre digitale oplevelser.

En lang række techgiganter har annonceret planer om at udvikle et såkaldt metavers, hvor VR kan spille en afgørende rolle.

Senest har Disney også meldt planer ud for et metavers, der skal åbne for "historiefortælling uden grænser".

Den Oscar-vindende instruktør Alejandro Gonzalez Iñárritu har også kastet sig ud i VR-fortællinger, mens Ringenes Herre-instruktør Peter Jackson har kastet sig ud i augmented reality, hvor for eksempel visuelle effekter lægges oven i den virkelig verden, som man eksempelvis kender fra 'Pokemon Go'-spillet.

VR skal ikke være en konkurrent til film i biograferne

Instruktør David Adler

Ole Bornedal dykker ned i VR

David Adler er ikke den eneste filmskaber herhjemme, som ser interesseret på VR. Instruktør Ole Bornedal har sammen med Adler lavet et VR-følgestykke til sin seneste film 'Skyggen i mit øje'.

I VR-filmen med navnet ’Shadow’ sidder man med i britiske bombefly under 2. Verdenskrig, mens de flyver over København for at bombe Gestapos hovedkvarter.

Filmen og VR-værket dykker ned i samme historie, men oplevelsen er vidt forskellig, forklarer David Adler.

- VR giver dig en måde at opleve fortællingen, hvor du har din krop med dig. Du bliver sat i rum og relation til dramaet. Man kan godt opnå meget af det samme med film, men det virker mere umiddelbart og omfavnende, når man laver det i VR, siger han.

’Shadow’ skal fra torsdag på tur rundt i en række biografer, men spørger man David Adler, er det ikke i biograferne, at fremtidens VR-oplevelser venter.

Et selvstændigt medie

’Nattens ende’ har foruden weekendens pris tidligere modtaget prisen for ’Bedste narrativ’ ved en af verdens mest prestigefyldte filmfestivaler Biennalen i Venedig.

Den godt 50 minutter lange film har altså fanget biografgængerne, men David Adler ser ikke fremtidens VR-oplevelser som noget, man skal møde i biografen.

- VR skal ikke være en konkurrent til film i biograferne. Det skal være sit eget medie. Det smukke er, at du kan få den her intime oplevelse derhjemme, hvor der følger en rummelighed med, forklarer han.

Hvem bestemmer over den virtuelle virkelighed?

David Adler kan også mærke opmærksomheden fra den anden side af Atlanten, hvor Hollywood også øjner muligheder i det nye medie.

For ham er det afgørende, hvem der får lov til at diktere det indhold, som vi i fremtiden vil blive tilbudt.

- Det kommer til at være afgørende, om VR bliver et medie, som Facebook får lov til at skyde reklamer afsted med, eller om kunstnere og historiefortællere får lov til at påvirke rammerne.

David Adler ser ikke VR som et redskab til at skabe en alternativ virkeligheden i det virtuelle metavers, men i stedet som et medie, der kan spejle vores egen virkeligheden.

- Det handler ikke om at lave verdener, som folk kan flygte væk i, men at lave fortællinger, som folk forstår deres verden bedre i.