Pernille Blume.
Vild med dans

De sidste tre måneder har ændret Pernille Blume både som menneske og atlet

En velkendt følelse har ramt Pernille Blume. Gennem 'Vild med dans' har den olympiske mester mødt sider af sig selv, som hun ikke har set længe.

Pernille Blume kender følelsen.

Fra sin sport ved den 27-årige elitesvømmer, at den oftest melder sig lige her omkring. Når man er så tæt på mål. Og så tæt på at kunne fuldende sin proces.

Uanset om det gælder om at nå til en OL-finale eller en finale i 'Vild med dans', er det i slutfasen, man bliver så følelsesmæssigt investeret, at det bliver hårdere uge for uge.

Både fordi man får mere og mere hjerte i projektet. Og fordi der samtidig er en større og større risiko for, at rejsen pludselig stopper.

Sådan har Pernille Blume det lige nu.

Fredag aften danser hun og de tilbageværende nydansere alle for en finaleplads i årets sæson.

Pernille Blume lægger ikke skjul på, at det vil betyde alt i verden at få lov til at stå der.

Oplevelsen har allerede været "fantastisk" og givet svømmeren interessante læringer. Både om sig selv og om det liv, der venter på den anden side af elitesporten.

Men det ville gøre det endnu mere unikt og specielt at få lov til at gå hele vejen.

Og den følelse er ikke det eneste, der får Pernille Blume til at sammenligne ‘Vild med dans’ med den OL-verden, hun kender så godt.

Tre måneder i en boble

For ligesom til et OL har hun de seneste tre måneder levet i en boble, hvor der ikke eksisterer andet end ‘Vild med dans’.

Ligesom med et OL går projektet fra at fylde alt til pludselig bare at stoppe.

Og ligesom ved et OL følger der en opmærksomhed med, som både resulterer i mediedækning og interviews, som Pernille Blume ikke har det særlig godt med at lave.

Sådan har hun det faktisk også med dette interview.

- Jeg tænker altid: “Hvad får jeg lige sagt, og kan det blive twistet og drejet?”. På den måde får jeg hurtigt ondt i maven over alt det her medieræs, siger Pernille Blume.

Nervøsiteten er kommet efter den store bevågenhed, der ramte hende efter OL i Rio i 2016.

Det var her, hun på sensationel vis svømmede sig til OL-guld i 50 meter fri - og Danmark fik sin første olympiske mester i svømning siden 1948.

Det var derfor også her, Pernille Blume med egne ord gik fra at være “helt anonym” til at blive “allemandseje”. Noget, hun i tidligere interviews ikke har lagt skjul på, var både svært og grænseoverskridende.

Men på denne tirsdag før semifinalen i 'Vild med dans' har hun alligevel sagt ja til at tale. Både om det og alt muligt andet. I hvert fald i den halve time hun bruger på at køre til dansetræning.

For der er forskel på den Pernille Blume, der vendte hjem fra OL i Rio i 2016 og hende, der vendte hjem fra OL i Tokyo i august - bare få uger før hun trådte ind på dansegulvet for første gang.

Hun mærker både en erfaring og en øget ro omkring svømningen, sig selv og sine egne grænser. Ja, efterhånden også omkring dansen.

Men historien begynder et helt andet sted. For grunden til, at Pernille Blume overhovedet kan være med i ‘Vild med dans’, findes også i OL-verdenen.

100 procent dans

Produktionen bag 'Vild med dans' har i flere år tilbudt Pernille Blume en plads i programmet, men hver gang har hun sagt: “Ikke endnu. Spørg mig igen næste år”.

For hun har altid gerne villet. Men hun har også altid vidst, at det skulle være efter et OL. For det er oftest der, hun har brug for at lave noget helt andet end at svømme.

I år var lige efter OL i Tokyo - med tre år frem mod næste OL i Paris i 2024. Derfor blev det nu.

Pernille Blume

Født i 1994 og opvokset i Herlev. 

Bor til daglig delvist i Marseille med sin forlovede, den franske elitesvømmer Florent Manaudou. Begge svømmer de for klubben CN Marseille. 

Debuterede på svømmelandsholdet i 2010. 

Repræsenterede Danmark ved sit første OL i London i 2012. 

Vandt OL-guld i disciplinen 50 meter fri ved OL i Rio de Janeiro i 2016 og blev dermed Danmarks første olympiske mester i svømning siden 1948. Samtidig satte hun ny dansk rekord.

Ved samme OL vandt hun bronze i holddisciplinen 4 x 100 meter medley. Derudover tæller cv'et også adskillige guld- og sølvmedaljer fra VM og EM. 

Blev kåret til årets sportsnavn i 2016. 

Senest vandt hun bronze til OL i Tokyo i 2021. Endnu engang i disciplinen 50 meter fri. 

Og for Pernille Blume har ‘Vild med dans’ været en effektiv måde at undgå den klassiske “OL-blues”.

- Nu kan jeg så bare få dobbelt op på OL-blues og ‘Vild med dans’-blues, griner hun.

- Men lige så intenst det har været frem mod OL, lige så rart har det også været at kunne lægge svømningen fuldstændig på hylden i en periode. Og så bare dykke ned i noget andet helt vildt intenst, fortsætter hun.

Samtidig har det hjulpet Pernille Blume, at hun aldrig nåede at give slip på det mindset, det kræver at være fuldt dedikeret i sin træning. Svømningen blev bare skiftet ud med dans - og det er ganske bogstaveligt.

For Pernille Blume har ikke haft én tur i svømmebassinet, mens hun har deltaget i ‘Vild med dans’.

Og det er helt bevidst.

Burde jeg svømme?

Fra begyndelsen havde svømmeren besluttet sig for, at hun skulle rydde kalenderen fuldstændig for ‘Vild med dans’ for at få den bedst mulige oplevelse ud af at være med.

Men som ugerne er gået, har overvejelserne om at svømme lidt ved siden af alligevel ramt hende.

- Det var nok en følelse af, at jeg burde, fordi jeg jo er svømmer. Jeg begyndte at få dårlig samvittighed over, at jeg ikke havde været i vandet i lang tid. Men jeg mærkede mere de følelser, end at jeg havde et stort behov for at svømme, siger hun og fortsætter:

- Forstå mig ret, jeg savner svømning, og jeg glæder mig til at komme tilbage til det. Men jeg glæder mig også til at komme tilbage og kunne være der 100 procent.

For mentalt er Pernille Blume dårlig til at håndtere, hvis der er noget, hun kun gør halvt.

- Enten så gør jeg det helt. Ellers så gør jeg det slet ikke. For ellers bliver jeg hurtigt utilstrækkelig i mit hoved, forklarer hun.

Derfor har ‘Vild med dans’ været førsteprioriteten dette efterår. Og i dag kan svømmeren se tilbage på tre måneder, der har været meget overvældende.

Men også tre måneder, som, hun føler, har udviklet hende både som menneske og atlet.

Stædig på godt og ondt

På flere måder har 'Vild med dans' faktisk krævet mere af Pernille Blume end svømningen. For hun har svømmet, siden hun var fire år. Det er noget, hun kan finde ud af.

Men i 'Vild med dans' har alt været nyt og intenst. Hun har skullet være åben for at lære. Og hun har mødt sider af sig selv, som hun ikke har set rigtig længe.

Faktisk har OL-vinderen været helt pinligt berørt over nogle af sine reaktioner i træningslokalet. For når en koreografi eksempelvis har været svær at lære, har det trigget hendes stædighed.

Det er lang tid siden, jeg har set mig selv blive presset derud

Pernille Blume

Så meget at hun har tænkt: "Gud, jeg opfører mig jo som et lille barn".

- Men når jeg først har besluttet mig for, at jeg ikke kan noget, så har jeg virkelig besluttet mig for, at det kan jeg ikke. Så sætter jeg bare en mur op, hvor jeg vil have ret i, at jeg ikke kan, siger hun med et grin.

- Så selvom jeg kan blive helt flov over det, synes jeg også, det er enormt interessant. Det er vildt nok, at det kommer frem. Og det er fedt både at opleve det og at skulle lære at deale med det. For det er lang tid siden, jeg har set mig selv blive presset derud, fortsætter hun.

Sidst, Pernille Blume husker at have reageret sådan, var i sine yngre dage i svømningen. Men de sidste mange år har hun ikke oplevet sig selv sådan. Sikkert fordi hun har fået mere og mere styr på sin faglighed i poolen.

- Sådan er det jo ikke med dansen, siger Pernille Blume.

Alligevel har hun dog mærket en udvikling i løbet af fredagene. Hun er gået fra følelsen af ikke at have styr på noget som helst på dansegulvet, til at hun nu kan stå der - stadig med nerver, jovist - men også med lidt mere ro på. Og en følelse af at være lidt mere på hjemmebane.

Fordi hun ved, at hun har gjort det mange gange før. Og at hun godt kan.

Samtidig har hendes krop også vist hende, hvor hurtigt den faktisk kan lære noget nyt. Også selvom det virker urealistisk, lige når man går i gang.

- Så det her program har virkelig lært mig at tage en dag ad gangen. Fordi nogle gange sker der bare en stor udvikling fra en dag til en anden, siger hun.

Men noget, Pernille Blume har været bekymret over ved deltagelsen i ‘Vild med dans’, er opmærksomheden i medierne.

For selvom OL-triumfen i 2016 blev hendes store gennembrud, blev det også starten på et nyt liv.

Blev pludselig allemandseje

Bare få timer efter sejren i Rio loggede Pernille Blume på Facebook og så, at hun havde fået over 5.000 beskeder i indbakken og omkring 40.000 nye følgere.

Den dengang 22-årige svømmer fik så mange søde henvendelser med rosende ord. Alt det var dejligt.

Hun fik tilbud om at deltage i tv-programmer og lukkede kameraerne helt ind i privaten - eksempelvis i ‘Til middag hos’. Noget hun aldrig ville gøre i dag.

Jeg hviler mere i mig selv og ved mere om, hvor mine grænser går

Pernille Blume

For i tiden efter følte Pernille Blume, at hele hendes liv blev endevendt af medierne. Alt, hun nogensinde havde skrevet online, blev pludselig interessant og set i et nyt lys.

Folk genkendte hende. Og Pernille Blume husker også, hvordan hun nogle gange kunne overhøre samtaler om sig selv, når hun gik ude blandt folk.

Den store bevågenhed førte til, at mange af Pernille Blumes grænser blev overskredet på meget kort tid. Og det resulterede i, at svømmeren blev meget mere privat, end hun havde været før OL i Rio.

Hun begyndte at trække sig fra medierne og undgå mange interviews. Og selv i dag er svømmeren stadig nervøs og påpasselig med, hvilke medier hun siger ja til at tale med.

- Jeg ved jo godt, at der ikke er noget at være bange for. Men der er noget i mig, der har sat et beskyttelsesfilter op, siger hun.

Og det er der flere grunde til.

For det første har Pernille Blume ikke selv det store behov for at lave interviews. Men hvis hun gør det, opstår der tit en form for modsætning. For hun elsker at tale med mennesker og bliver meget åben, når hun først går i gang med at fortælle.

- Og så kommer tanken altid efterfølgende: “Åh nej, har jeg nu fået sagt for meget? Kan det skrives på en måde, så det bliver misforstået? Eller bliver det til en ny overskrift?”, siger hun.

Derudover tror svømmeren ikke, at mange tænker over, hvor grænseoverskridende et interview faktisk er.

- Ofte handler det jo om, at man skal åbne op til et vildt fremmed menneske. Og det skal man gøre på en vis dato, på et bestemt tidspunkt. Bagefter bliver alt skrevet ned på papir, og så skal det man har sagt ud til hele befolkningen.

- Det kan være vildt grænseoverskridende, især hvis man har en dag, hvor man bare ikke lige er i sit es, siger hun.

Men Pernille Blume tror, at hun lige så stille er ved at finde mere fred med, at interviews er en del af gamet. Og her har ‘Vild med dans’ også hjulpet.

Vil finde roen

Da programmet begyndte tilbage i september, havde hun ellers en lille frygt omkring, hvordan det ville blive at møde pressen uge efter uge. Men hun er blevet positivt overrasket.

- Det har været meget mildere, end jeg troede, det ville være, siger Pernille Blume, der tror, at meget af forklaringen også ligger i mediernes tone omkring elitesportsfolk.

- Når folk ikke performer i sport eller til et stævne, så bliver der bare hurtigt en virkelig hård tone - og det er der ikke på samme måde omkring ‘Vild med dans’. Det har været rart at opleve, siger hun.

Alligevel tror Pernille Blume dog ikke, at hun nogensinde kommer til at elske at blive interviewet.

- Men det er måske heller ikke mit mål. Jeg tror mere, mit mål er at kunne finde ro i mig selv, når jeg er i det, siger hun.

Og svømmeren er tættere på at finde den ro, end hun har været.

For den Pernille, der vendte hjem fra dette OL med en bronzemedalje om halsen, er blevet meget mere erfaren, sammenlignet med hende der vendte hjem fra Rio med guldet i 2016.

I dag ved hun eksempelvis, at selvom hun i andres øjne måske er “allemandseje”, så behøver hun ikke være det. Og hun behøver heller ikke sige ja til alting.

- Jeg hviler mere i mig selv og ved mere om, hvor mine grænser går, og hvornår det er okay at sige nej. Og jeg har også fundet mere ro i at sige, hvis der er noget, jeg ikke har lyst til eller ikke har tid til, siger Pernille Blume.

Jeg tror, alle elitesportsfolk har det sådan: "Hvad skal der ske efter elitesporten?"

Pernille Blume

Da dette interview blev aftalt, sagde Pernille Blume da også ærligt, at hun ikke havde en time at give af. Hun ville dog gerne tale i en halv. Og sådan blev det.

For det vigtigste i ‘Vild med dans’ er dansen. Der er blevet skruet gevaldigt op for træningen de seneste uger, hvor alle par har skullet lære to danse.

Og for Pernille Blume har de mange timer på den store tv-produktion givet hende en sidste, vigtig læring.

Faktisk har det været lidt af en øjenåbner for den 27-årige atlet at mærke, hvordan noget andet har kunnet give hende de samme følelser som svømningen.

Til den sidste hundrededel

For tiden efter elitesporten er også noget, Pernille Blume tænker på.

- Jeg tror, alle elitesportsfolk har det sådan: “Hvad skal der ske efter elitesporten? Kan man finde et nyt liv, der giver den samme rus og det samme rush?”, siger hun.

Og der går ikke længe, før hun selv besvarer spørgsmålene.

- Jeg synes bestemt, at det her program har kunnet give mig et svar. Det har været fedt at dykke ned i noget andet og finde ud af, at andre ting også kan give mig rigtig meget af den samme glæde og udvikling som svømningen, siger hun.

Gennem ‘Vild med dans’ har Pernille Blume derfor også indset, at der måske ikke er så langt fra elitesporten til andre jobs.

Mange af de scenarier hun har gennemgået som svømmer, har hun nu også set både sig selv og andre gennemgå på en arbejdsplads som ‘Vild med dans’.

Og det giver hende troen på, at hun selv kan blive lige så passioneret omkring noget andet end svømningen, når den tid kommer.

Men selvom Pernille Blume tænker på fremtiden, har hun dog ikke planer om at stoppe svømmekarrieren foreløbig.

- Jeg er en ældre kvinde i min sport, men jeg glæder mig til den rejse, der ligger i det. Og til den tid jeg har tilbage, siger hun.

Hun ved dog, at hun med sine 27 år står et andet sted i svømningen end for nogle år siden. Og hun glæder sig til at mærke, hvad de sidste tre måneder har givet hende, når hun vender tilbage til vandet.

- Jeg vil rigtig gerne til OL igen i 2024 i Paris, og jeg er spændt på at se, hvad ‘Vild med dans’ egentlig har givet mig rent svømmemæssigt og mentalt. Og hvordan jeg kan bruge de nye udfordringer, jeg har været igennem, siger hun.

Først gælder det dog fredagens semifinale i 'Vild med dans'. Og Pernille Blume er ikke konkurrencemenneske for ingenting.

Går hun og Morten Kjeldgaard videre til finalen, ved hun, at hun selvfølgelig gerne vil vinde trofræet.

Men lige nu - på det personlige plan - vil det største være bare at få lov til at stå i finalen.

For at kunne fuldende alle visionerne, danse den allersidste dans med Morten og sige: "Vi gjorde det".

Se semifinalen i 'Vild med dans' fredag klokken 20 på TV 2 og TV 2 PLAY.