De sjoveste øjeblikke i 2021: Hvad grinede du mest af?
2021 lakker mod enden, og det er tid til at se tilbage på de sjoveste klip fra året. Stem på din favorit her.
Selvom coronapandemien har kastet sin skygge over året, har 2021 heldigvis også givet anledninger til smil og grin.
Kulturlivet åbnede igen, Danmarks fodboldlandshold nåede semifinalen i EM, og den danske film 'Druk' vandt en Oscar.
Alle tre begivenheder er repræsenteret blandt otte af årets sjove klip på listen herunder – og du kan være med til at kåre det sjoveste af dem alle.
Vinderen vil blive afsløret i årskavalkadeshowet 'De største øjeblikke', der sendes på TV 2 mellem jul og nytår.
Du kan se alle klippene under afstemningsboksen:
1. Kasper Schmeichels kække kommentar
Kasper Schmeichel er kendt for sine redninger i fodboldmålet – men et kækt comeback er også blandt hans talenter.
Det viste han under et pressemøde op til EM-semifinalen mod England i juli. Her brugte en journalist den engelske fodboldfrase "It's coming home" og henviste dermed til, at "it" - trofæet - hører hjemme i England. Det fik landsholdsmålmanden til at svare:
- Has it ever been home? (Har den nogensinde været hjemme?)
For ganske rigtigt har England aldrig vundet EM. Senest, de vandt en slutrunde, var i 1966, og det var VM.
2. 'Druk'-eksperiment i virkeligheden
Fungerer mennesket bedre med en alkoholpromille på 0,5? Den teori afprøver fem midaldrende mænd i den Oscar-vindende danske film 'Druk'.
Det samme gjorde TV 2 ECHOs reporter Amalie Seerup. Se, hvordan det gik i klippet herover.
3. Revy-legende overrasket af dronningen
Efter 40 sæsoner i Cirkusrevyen fremførte skuespiller Ulf Pilgaard 3. oktober sin sidste forestilling på de skrå brædder – og det med en royal overraskelse.
For efter hans kendte parodi på dronning Margrethe trådte selveste majestæten ind på scenen på Dyrehavsbakken. Her overrakte hun en lille gave til den tydeligt overraskede skuespiller.
4. Kæmpe navnekiks i 'GO’ Aften Live'
Man skal holde tungen lige i munden, når man som tv-vært præsenterer sine gæster i studiet. Det kan 'GO' Aften Live'-vært Abdel Aziz Mahmoud i hvert fald skrive under på.
Under en live-udsendelse i maj kiksede det for den erfarne vært, da han fik præsenteret medvært Puk Elgaard med et lidt mere... kuriøst navn.
5. Melvin og Martin parodierer håndboldfans
Der var ingen hujende folkemængde på Rådhuspladsen, da de danske håndboldherrer kom hjem efter VM-sejren i starten af februar. Det havde coronanedlukningen sat en stopper for.
Men to forvirrede jyder - spillet af komikerne Melvin Kakooza og Martin Johannes Larsen - havde ikke forstået, at arrangementet var aflyst og troppede op alligevel. Se parodien herover.
6. Christopher dedikerer sang til kendisser i Dubai
Mens store dele af verden var lukket ned i vinter- og forårsmånederne kunne man på sociale medier se flere danske kendisser sole sig i Dubai. Det fik mange danskere til tasterne og blev af virolog Allan Randrup kaldt "amoralsk" midt i pandemien.
Under årets 'ZULU Awards' gik det heller ikke ubemærket hen. Sangeren Christopher og skuespiller Rasmus Bjerg havde dedikeret en hel sang til de rejsende.
7. 4-årige Folke afbryder tv-interview
Professor i statskundskab Rune Stubager var live på TV 2 NEWS og midt i at analysere danskernes valgadfærd i krisetider, da han fik uventet "besøg".
Hans lille søn Folke på fire år var meget interesseret i at se sin far på tv og fandt sig godt til rette foran skærmen.
8. Jørgen Leths had til vandmelon
Er der en melon, som forfatter og cykelkommentator Jørgen Leth ikke kan fordrage, så er det luftmelon. Altså det, vi andre kalder vandmelon.
Det gjorde han udtrykkeligt klart i sin lange talestrøm i programmet 'Leth og Pilgaard indtager Danmark'.
De sjoveste klip bliver vist i showet 'De største øjeblikke' mellem jul og nytår.