Diamantfamilien

Det har taget Katerina Pitzner mange år at stå ved en særlig side af sig selv

At stå ved den man er, kan være svært for mange mennesker, også for Katerina Pitzner, der skulle mange år igennem sit liv, før hun gav slip.

Katerina Pitzner sad engang overfor et forlovet par på sit kontor.

De ville købe en forlovelsesring hos hende.

Pludselig fik Katerina Pitzner tanken, ”why bother, I når aldrig at blive gift alligevel”.

Hun griner af sig selv, da hun fortæller historien om parret. For i sådan en situation ville hun gerne havde været informationen foruden.

Men nogle gange slipper der noget igennem.

Informationer om folk, selvom Katerina Pitzner har arbejdet på at kunne lukke af for det.

Andres privatliv kommer ikke hende ved, som hun forklarer det. Men alligevel sker det nogle gange.

Hun kalder det en form for ”instant knowing”.

- Det er ikke sikkert, at du skal skrive det. Så er der måske ikke nogen, der tør købe forlovelsesringe hos mig længere, siger hun grinende og afslører, at hun stadigvæk rummer en vis ambivalens, når det kommer til at værne om hendes forretning.

Parret fandt en forlovelsesring, de kunne lide, og købte den. Tre år senere kontaktede kvinden igen Katerina Pitzner.

Den spirituelle diamantfamilie

Den kendte diamanthandler har i mange år lukket danskerne ind i sit og familiens liv, men hun har aldrig uddybet, hvor stor en rolle det spirituelle spiller for hendes liv.

Noget er forandret, og hun er klar til at åbne mere op for en ny side af sig selv, selvom det ikke altid har været uproblematisk.

For kan man både være en respekteret forretningskvinde, samtidig med at man deler stories på Instagram om kollektive energier?

Følte sig forkert

Katerina Pitzner er det, som hun selv kalder for særligt sansende.

Hun forklarer, at det betyder, at hun har en udvidet empatisk evne til at leve sig ind i andre mennesker, og forstå hvordan de har det.

Hvis man nogensinde har prøvet at træde ind i et lokale, hvor man kan fornemme dårlig stemning eksempelvis efter et skænderi, eller omvendt er trådt ind i et lokale og tænkt, at der var en rar stemning, så er det den evne til at sanse – den er bare skruet endnu mere op for hos særligt sansende.

Derudover er Katerina Pitzner clairvoyant. Hun kalder det en slags overbygning af at være særligt sansende, forklarer hun. Der bliver fornemmelserne meget mere konkrete, hvilket vi vender tilbage til.

Selvom hun i dag beskriver det som en ”super power”, så voldte det hende kvaler i sin opvækst.

Alt afhængig af, hvor fintunede sanseapparater folk har, forklarer hun, kan særligt sansende se, høre og mærke ting, der kan være fuldkomment skjult for andre.

Men når man ikke er blevet fortrolig med den side af sig selv, kan man let komme til at føle sig overvældet, overbelastet og ængstelig – uden egentlig at vide hvorfor.

Sådan havde Katerina Pitzner det i mange år.

Hun følte sig anderledes og forkert, og især de sidste år af tiden i folkeskolen havde hun det rigtig svært.

Der var ikke nogen voksne, hun kunne tale med, om de ting hun gik og tænkte på.

Som barn talte hun i stedet med, hvad der for hende var, Gud. Hun følte i en meget ung alder, at hun var havnet på en forkert planet, i en forkert familie. Hun følte sig tættere forbundet med dyrene, familien havde på gården i Karlebo, end familien.

Hun prøvede at tale med nogle af sine veninder, om de ting hun oplevede. Men de forstod hende ikke. De syntes, at det var nogle underlige ting, hun gik og sagde.

Katerina Pitzner husker tilbage på dengang, hvor hun gik i tredje klasse.

Hun var hjemme hos en veninde for at lege.

I det øjeblik, lille Katerina Pitzner trådte ind ad døren, fik hun fornemmelsen af, at venindens forældre skulle skilles. Det er det hun mener, når hun kalder det en instant knowing.

Katerina Pitzner spurgte derfor sin veninde, hvordan hun egentlig havde det med, at de skulle skilles.

Veninden blev vred og kaldte Katerina Pitzner for dum. Det var noget åndssvagt noget at sige, syntes hun, for hendes forældre skulle ikke skilles.

- Jeg blev helt flov og tænkte, hvad er der galt med mig? Hvorfor siger jeg sådan noget? Jeg anede ikke, hvor det kom fra. Men jeg vidste bare, at forældrene skulle skilles, og det blev de også.

- Men sådan nogle ting kunne jeg pludselig fyre af som barn. Det var ikke sjovt, for det fik mig til at føle mig som hende den mærkelige. Jeg troede jo, at alle folk så det samme som mig, siger Katerina Pitzner.

Jo mere Katerina Pitzner blev mødt med, at hun var underlig som barn, jo mere begyndte hun selv at syntes, at hun var mærkelig. Hun kunne hverken forstå eller håndtere det, der foregik med hende.

Gradvist begyndte hun ubevidst at lukke ned, og i gymnasietiden stoppede indtrykkene med at komme til hende.

Men det fik negative konsekvenser for Katerina Pitzner, og derfor var hun tvunget til på et tidspunkt at gøre op med den side af sig selv.

Havde kun to gear

Da Katerina Pitzner var 21 år, havde hun oplevelsen af kun at have to gear – fuld fart frem eller bakgear.

Det betød, at hun enten fyrede den af og festede hele tiden, eller også lukkede hun sig inde og hev telefonstikket ud af væggen.

- Jeg fungerede ikke rigtigt, og jeg tænkte, at det kunne ikke være meningen, at jeg skulle leve på den måde i sådan en ubalance. Så begyndte jeg en lang rejse tilbage til mig selv, fortæller hun.

Hun havde de senere år interesseret sig mere og mere for det menneskelige sind og psyke, og det mundede ud i, at hun begyndte at mentaltræne i en gruppe med andre interesserede.

Det foregik sådan, at en i gruppen oplyste om et fornavn, alder og by på en person, de vidste var syg. For syge mennesker udstråler kraftigere energi end raske mennesker, fortæller Katerina Pitzner.

De andre i gruppen skulle så forsøge at tune ind på, hvad personen fejlede, eller hvad de ellers kunne få af informationer.

Katerina Pitzner fandt ud af, at hun enten fik fysiske smerter på sin egen krop, der hvor personen fejlede noget, eller også fik hun nogle billeder for sit indre øje.

Det kunne eksempelvis været arret efter et bryst, der var blevet fjernet på grund af kræft.

Hun er først blevet klar over senere hen, at det, hun i virkeligheden havde gang i, ikke var mental træning, men clairvoyance.

På det tidspunkt i Katerina Pitzners liv var hun bare mest af alt optaget af at lære, hvor grænserne lå imellem intuition og tanke.

For hvis man skal træffe en beslutning i livet, hvordan ved man så, hvad der er det rigtige at vælge?

- Det gad jeg jo godt at vide, for så har jeg en gps til livet. Så ved jeg, hvad vej jeg skal gå med alle livets spørgsmål.

Katerina Pitzner gik i gang med at træne sin intuition. Nogle gange var der ”så meget hul igennem”, at hun kunne beskrive, hvordan folk boede, uden at have været der selv.

- På kort tid blev det alt for meget.

Men hun fortsatte med at søge svaret på forskellen mellem intuition og en mental tanke.

Svaret var svært at finde. I dag kender hun det, men det er ikke sådan lige at forklare andre. Svaret kan kun findes ved at søge det selv, forklarer hun.

- Nu er det stukket helt af for hende

Med tiden fandt Katerina Pitzner ud af, at hun besad clairvoyante evner. Hun har sluttet fred og accepteret, at det er sådan, hun er.

For nogle år siden valgte hun at uddanne sig som clairvoyant, så hun kunne lære at styre, hvordan hun tænder og slukker for informationerne, der kommer ind, forklarer hun.

Katerina Pitzners børn har været med på hele hendes rejse, men det er først i 2017, at hun begyndte at dele sin spiritualitet med offentligheden.

For ved siden af sin personlige udvikling har hun været optaget af at starte en diamantvirksomhed, og hun var bange for, hvordan hun blev opfattet.

Folk bruger mange penge, når de skal købe diamanter af Katerina Pitzner. Derfor er det vigtigt for hende, at hun fremstår seriøs og troværdig.

- Jeg var bange for, at hvis jeg åbnede op omkring mine clairvoyante evner, sensitivitet og energier, kunne jeg blive set som underlig og useriøs, og folk ville tænke, ”nu er det stukket helt af for hende”. ’

- Men jeg kunne ikke slippe mit spirituelle fundament og interesse. Så jeg besluttede mig for at optræde som seriøs forretningskvinde uden på og leve som ambitiøs og spirituel praktikant indeni.

Til sidst var hun dog nået til et punkt, hvor hun følte sig ”fake” i sit eget liv. Hun var nødt til at være et helt menneske, med alt hvad hun indeholdt. Også uden på.

Hun følte, at hun havde fået en palette med seks farver på, hvor hun kun malede med tre af dem. Ubalancen voksede i hende igen, og hun var tvunget til at træffe et valg.

- Jeg var nødt til at stå ved mig selv. Så måtte det bære eller briste. Hvis folk mente, at de ikke kunne købe diamanter af mig so be it, fordi det er sådan, at jeg er.

- Det er så stor en del af min hverdag. Det er jo ikke noget, jeg bare er en gang imellem. Det er sådan, jeg er hele tiden, alt hvad der følger med, og alt hvad jeg tror på, hænger sammen med det, siger Katerina Pitzner.

I 2017 udgav hun bogen ”Sjælens begær”. Det var først der, at hun for alvor stod offentligt frem omkring sin spiritualitet og clairvoyante evner.

Engang havde det været naturstridigt at være spirituel og samtidig forretningsperson, forklarer Katerina Pitzner. Men tingene har ændret sig, mener hun.

Hun nævner som eksempel tv-programmet ’Løvens hule’, hvor investorerne ofte taler om energi og mavefornemmelse, når de skal bedømme iværksætternes præsentationer og salgsargumenter.

Hun har heller aldrig oplevet, at det har påvirket hendes forretning negativt, efter at hun er stået frem med, at hun er særligt sansende.

I sin forretning bruger hun sine evner aktivt, når hun skal sætte sig ind i kundernes behov.

Hun bider mærke i de små subtile udvekslinger, der foregår imellem folk, som mennesker, der ikke er særligt sansende, kan overse, forklarer hun.

På den måde er det en super power, men det er også en hæmsko for Katerina Pitzner.

Det leder tilbage til indledningen i denne artikel om det forlovede par, der skulle købe vielsesringe.

Her fik hun en klar fornemmelse af, at parret aldrig ville blive gift med hinanden. Det blev de heller ikke, fortæller Katerina Pitzner.

Tre år senere blev hun nemlig kontaktet af kvinden, da hun skulle af med sin forlovelsesring.

Som eksemplet med parret viser, slipper der nogle gange uhensigtsmæssige ting igennem, og det er noget, der kan ske alle vegne.

Hun bryder sig eksempelvis ikke om at være steder, hvor der er mange mennesker. Ikke fordi hun føler sig genkendt eller oplever at blive antastet.

Men fordi hun sanser folks energier, når hun er blandt mange mennesker, og det bliver for meget for Katerina Pitzner.

- Som sensitiv kan musik med en særlig vibration, en uærlig bemærkning, overfladesnak eller mange personer i samme rum få mit stressbarometer til at stige. Men det kan også ske når som helst og uden forvarsel. Som et hfi-relæ, der slår fra.

- Når det sker, er der kun én kur. Jeg trækker mig, tager hjem, restituerer og får en god nats søvn eller mere. Det er konsekvensen ved at være særligt sansende, forklarer hun.

De kollektive energier

Som særligt sansende er man god til at fornemme indtryk og mærke ind i andre mennesker, fortæller Katerina Pitzner.

- Men det kan skabe ubalancer i os og i vores relationer, fordi vi lever i en kultur, hvor vi ikke opdrages til at respektere denne sensitivitet, hvorfor vi enten kan føle, at vi er mærkelige eller få at vide, at vi skal tage os sammen. Men det kan vi altså ikke, siger hun.

Hun drager paralleller til kvantemekanikken, når hun forklarer, at alt er energi, og at alt vibrerer ved forskellige frekvenser.

Det gør mennesker dermed også, og det er de energier og frekvenser, der spiller ind, når særligt sansende fornemmer ting.

Det er et kontroversielt emne, og kritikkerne mener, at spirituelle argumentationer, der trækker på kvantemekanikken, beror på alt fra simplificeringer, misforståelser og direkte vås.

Det optager imidlertid ikke Katerina Pitzner. Hun har ikke noget problem med, at nogle mener noget andet end hende. Faktisk gider hun ikke bruge tid på at overbevise nogen som helst.

Og hun er ikke alene om at føle sig særligt sansende, det bevidner hendes Instagram-konto blandt andet om. Her begyndte Katerina Pitzner for noget tid siden at lave ”energiopdateringer”.

Når hun fornemmer, at der er nogle energier i luften, som hun beskriver det, og hun føler, at det er noget der er kollektivt, deler hun sine tanker om det.

Det kan simpelt forklaret være ”kradse energier”, et udtryk, som Katerina Pitzner har brugt i en opdatering, der kan være årsag til, at folk er mere kortluntede.

Det kan være ”tunge energier”, der gør folk trætte og endda modløse. Alt er energi og energi skaber aftryk, der påvirker os, forklarer hun.

Det er derfor, mener hun, at man det ene øjeblik kan opleve at have en perfekt morgen, og det næste øjeblik er godt negativ, når man står i toget på vej til arbejde.

Hvis der ikke er sket noget andet, der kunne have forårsaget stemningsskiftet, kan det eksempelvis være et energiaftryk fra en person i toget, på perronen eller lignende, der ubevidst har påvirket andre, forklarer hun.

Derfor vælger Katerina Pitzner offentligt at dele sine tanker om energierne. For hende er det et tilbud om at sætte ord på nogle af de følelser, som folk måske går og har i sig for tiden.

Det er en påmindelse, om at man måske skal stoppe op og reflekterer over sine følelser og genoverveje sine handlinger, da man kan være influeret af energi, der ikke kommer fra én selv.

Responsen har været god, fortæller Katerina Pitzner. Hun oplever, hvordan folk skriver til hende, at de er lettede over hendes opdateringer.

Men hun gør det ikke, fordi hun håber på, at folk så vil booke en clairvoyance hos hende. For som hun selv siger det:

- Det har jeg slet ikke tid til. Og lige nu skal jeg ikke være bannerfører for andet end diamanter.

Hun mener til gengæld, at hendes stemme omkring det at være særligt sansende er vigtig. Fordi hun kommer i en anden forklædning. Hun er ikke arketypen på en spirituel og særligt sansende person.

Hun er en forretningsperson, der har opbygget en erhvervsvirksomhed, og så er hun spirituel.

- Clairvoyance kan hurtigt blive sådan noget, hvor folk søger svar på, om de skal gå til højre eller til venstre. Men prøv at høre her, der er ikke et eneste menneske, der er kommet hertil uden et navigationsapparat. Hvis du lærer at slukke for dit hoved og mærke efter i din mave, har du selv en gps, der kan fortælle, hvilken vej du skal gå, og hvilke beslutninger, du skal træffe. Det vil jeg hellere advokere for og opfordre til, siger Katerina Pitzner.