Ulykken fra barndommen får stadig Mascha Vang til at græde af smerte
Hun knokler for sin virksomhed og deler stort og småt som influencer. Men hun har dage, hvor alt er mørkt, og hvor hun græder af smerte.
Det var fredag.
En af de efterhånden velkendte stylister var ved at ordne hendes hår og makeup, inden hun skulle på gulvet i ’Vild med dans’. Først generalprøve. Så show.
Men så kom den velkendte følelse snigende. På det værst tænkelige tidspunkt.
Lige her måtte den bare ikke ramme.
Men hun vidste, hvad hun skulle gøre. Så hun fandt pillerne i sin taske. Og tog en.
Hun lagde sig i et helt mørkt lokale, mens hun ventede på, at pillen virkede. Hun kunne ikke sove, hun måtte bare holde ud.
I sidste uge blev Mascha Vang igen ramt af dét, der trofast har fulgt hende siden hun var 16 år, og som har truet med at rive hendes drømme fra hinanden.
Det mørke rum, kvalmen og smerten var et kæmpe flashback til en meget velkendt følelse.
Utallige gange har hun ligget på det kolde badeværelsesgulv foran toilettet. Altid i helt mørke. For når det har været værst, har enhver lyskilde kunnet forværre hendes tilstand, og selv hendes kærestes hvisken har været helt uoverskuelig.
Utallige gange har hun vredet sig og kastet op af smerte. Og gang på gang har hun forsøgt at overdøve smerten ved at slå sig selv i hovedet og nive sig selv i armen. Hun har grædt, jamret og råbt om hjælp.
Men denne gang var det også en kamp mod uret.
Om få timer ventede næsten en million seere på hende.
Hun deler også det, der gør ondt
Mascha Vang lever i dag livet som selvstændig karrierekvinde, i glimmer og glamour på den røde løber, og ved siden af følger 233.000 følgere med på hendes Instagram.
Her deler hun ud af sin hverdag, hvor læserne følger med, når Mascha får en ny kæreste, flytter til Jylland, er mor og ikke mindst fortæller om det, der gør ondt.
Hun deler det, mange kan identificere sig med. Og det er måske lige præcis derfor, at der er så mange, der følger med i Mascha Vangs liv på de sociale medier.
Drømte om det hun så i bladene
Mascha Vang voksede op halvanden time fra Aalborg. Hun vil ikke engang kalde det en by, for der var så få mennesker og huse, at det nærmere bare var et sted.
Der var to børn der hed Mette, og to der hed Marianne. Mascha Vang var en af dem. Siden har hun skiftet navn fra Marianne til Mascha, for det kunne hun bedre identificere sig med.
Ugens højdepunkt var når forældrene kørte hende den lange tur ind til en kiosk for at hente det nyeste ’Se og hør’, eller når der kom 'Beverly Hills 90210' eller 'Lykkehjulet' i fjernsynet.
Hun satte håret, tog makeup og tøj på. Men det var ikke noget, der fik folk til at vende sig på gaden, for der var ikke nogen gade, de kunne vende sig på i den lille by.
Så hun tog det hele af igen og startede forfra.
Hun drømte om det, hun så i bladene og om at komme væk.
Men inden hun kom helt væk, blev drømmene lidt mere besværlige.
For da Mascha Vang var 16 år gammel, var hun sammen med sin mor ude for en mindre ulykke.
En ulykke der besværliggjorde det, hun drømte om.
De var ude at køre, da en bil kørte op bag i dem. Efter en udredning fik de begge konstateret piskesmæld. Det betød, at Mascha Vangs mor i dag er førtidspensionist, og Mascha Vang selv fik nedsat arbejdsevne.
Med piskesmældet fulgte en voldsom migræne. Og det er den, der har fulgt hende hele livet, og stadig plager hende i dag.
Migrænen gjorde, at hun gik glip af mange ting i sin ungdom. Hun kunne ikke forudse, om der kom et anfald, når hun skulle i byen med vennerne. Og ofte kunne frygten for et anfald i sig selv udløse et anfald.
Det samme gjaldt, hvis hun virkelig glædede sig til noget.
Det betød også, at det blev svært for hende at gå i skole. Migræneanfaldene tvang hende til at blive hjemme, hvilket gav hende for meget fravær.
Hun startede på Handelsskolen i Aalborg, men hun var nødt til at droppe ud efter det første år. I stedet for startede hun uddannelser som kosmetolog og frisør, som makeup artist, kostvejeleder og som butikselev.
Hun arbejdede i butik for en tid, men hun var ustabil.
- Det var ikke sjovt, at det skulle gå ud over andre, når de skulle overtage mine vagter, siger hun.
Derfor stod det ret tidligt klart for Mascha Vang, at hun ikke var bygget til et normalt arbejdsliv. Hun måtte finde en anden løsning.
Men det lille hus på marken med 'Lykkehjulet' i fjernsynet gjorde, at Mascha Vang ret tidligt i livet gjorde sig en vigtig erfaring.
Hun opdagede, at der ikke kom nogen og opdagede hende der. Det betød, hun var nødt til at opsøge alt det, hun drømte om selv.
- Alle de ting jeg har villet, har jeg selv opsøgt. Jeg har aldrig ventet på noget, siger hun.
Opsøgte selv muligheder
Mascha Vang meldte sig til realityprogrammet 'Villa Medusa' og senere til 'Paradise Hotel', hvor hun deltog i den første sæson. Herefter fulgte 'Zulu Djævleræs', 'Høvdingebold', 'Fire-stjerners middag' og 'Fangerne på fortet'.
Hun kunne lide rampelyset, og hun blev herefter vært på 'The Voice'.
- Jeg blev nødt til som vært at bide migrænen i mig. At lære at leve med det for jeg kunne ikke andet. Ingen vil høre på, at det gør ondt hele tiden. Jeg gad ikke trække migræne-kortet.
Og migrænen blev ved med at spille en rolle i hendes tilværelse.
Der var flere tidspunkter, hvor hun ikke bare kunne gemme sig under dynen i mørket og få en anden til at gøre jobbet.
Tidspunkter hvor hun var nødt til at dukke op.
Måtte kravle ud af bilen
Mascha Vang havde sagt ja til at lave en hudplejereklame. Det var en reklamefilm, hvor der var mødt folk op fra udlandet for at lave den. Og hun ville modtage, hvad der svarede til et års honorar.
På dagen for optagelserne vågnede hun med migræne.
Hun kunne ikke aflyse. Hun måtte lægge sig på bagsædet i bunden af bilen. Hun havde indtastet adressen forinden og kunne lige nøjagtig trykke på knappen, så navigationen viste vejen, for hun var ude af stand til at forklare, hvor hun egentligt skulle hen.
Hendes kæreste kørte bilen. Da de var fremme, måtte hun kravle ud af bilen. Hun kastede hun op i baglokalet.
Men da reklamen skulle optages, skruede hun smilet på. Og præsterede som hun skulle.
Halvdelen af hendes hoved dunkede, hun havde kvalme og lyset var for skarpt.
- Jeg har 25 års erfaring i at se ud som om, jeg har det godt, når jeg ikke har det, siger hun.
Mødte læserne i øjenhøjde
Men det helt store vendepunkt for Mascha Vang var i 2011, da hun startede sin blog.
Hun fandt ud af, at hvis hun var sin egen chef, kunne hun tilrettelægge sit liv efter sine migræne-anfald.
På det tidspunkt var hele bloggerkulturen ved at vokse sig stor i Danmark.
Hun begyndte at blogge om stort og småt i hverdagen. Det var alt fra tøj og smykker, hun ønskede sig, og hvad hun havde lavet i weekenden.
Danskerne ville gerne følge med i hendes nedture, og hvordan hun fik kæmpet sig op igen.
De læste om at være på den røde løber og glimmer og glamour. Men også om hendes kamp med migrænen.
Sponsorerne stod i kø, og hun begyndte at tjene penge på at blogge.
Mascha Vangs blog blev den mest læste i Danmark, og i 2013 blev hun den mest googlede dansker. Siden har hun fået brev fra Google om, at hun er den mest googlede dansker nogensinde – danskerne har tastet hendes navn i søgefeltet oftere end store stjerner som Barack Obama, Kim Kadashian og Justin Timberlake.
Mascha Vang kan se at mange af dem, der følger hende i dag, har fulgt med helt fra bloggens begyndelse.
- Jeg tror det er fordi, folk kan identificere sig med mig. Kombinationen af almindeligt familieliv, men også en masse ambitioner, siger hun.
- De har set, hvordan livet udviklede mig. De har set, hvordan jeg har tacklet at være alenemor og at drive en virksomhed, at flytte alene igen eller til Jylland med en ny kæreste, siger hun.
Lige så langsomt bevægede trafikken fra Mascha Vangs blog sig over på hendes Instagramprofil, hvor hun i dag har 233.000 følgere.
Mascha Vang var klar til næste skridt, og hun kunne bruge sin popularitet til at blive iværksætter, og hun har udgivet flere bøger.
Hun startede virksomheden Blogly, som var en onlineplatform, hvor bloggere kunne udgive blogs. Og Mascha Vangs virksomhed blev opkøbt for et millionbeløb.
Hun brugte alle de ting, hun havde lært på de forskellige uddannelser, til at skabe sit eget brand. I stedet for at åbne en fysisk butik som en frisør eller kosmetolog, brugte hun alt sin viden om skønhed og pleje til at åbne en digital butik.
Siden har hun sat gang i flere produktioner. Hun har lavet sin egen selvbruner-serie, julepynt og smykker med energisten og diamanter. Det hele kom til salg i hendes egen webshop.
Men Mascha Vang gør ikke som mange andre influencere. Hvor mange laver samarbejder eller lægger navn til et produkt, er Mascha Vangs filosofi at lave det hele selv.
Hun designer selv, står for og betaler for produktionen i udlandet og markedsfører.
- Ofte når influenter laver samarbejde, får man procentdele af det, man sælger, så står man ikke selv med risikoen. Men når man selv producerer, står man selv med risikoen og selv for produktionen. Men så er der en bedre fortjeneste.
Sideløbende har Mascha Vang accepteret, at migrænen er en del af hendes liv i dag. Noget hun ikke kan slippe af med.
- Det er ikke en forhindring. Jeg har skabt mit liv sådan her, fordi det er den bedst mulige måde, jeg kan have et velfungerende liv.
- Det er en af årsagerne til, jeg har skabt det arbejde og liv, jeg har i dag. Det er svært for mig ikke at være selvstændig. Jeg ville nok ikke være særligt attraktiv på arbejdsmarked, når jeg er ustabil. Nu kan jeg tilrettelægge efter det, når jeg har migræne.
Det er lykkedes hende at tilrettelægge et liv, hvor der er plads til migrænen, uden hun skal give afkald på alt det, hun så inderligt har drømt om.
Og i år gik endnu en drøm i opfyldelse, da hun blev spurgt, om hun ville være med i 'Vild med dans'.
Derfor var det endnu hårdere, da migrænen ramte hende sidste fredag. Samme dag, som hun skulle på gulvet i en wienervals.
Fredagens anfald
Mens hun lå i det mørke rum, krydsede hun fingre for, at det denne gang ikke ville udvikle sig til den helt slemme udgave. For så var wienervalsen i fare.
Imens hun lå i mørket måtte dansepartneren Thomas Evers gå på gulvet alene under generalprøven.
Lige så langsomt nærmede det sig tidspunktet, hvor hun skulle danse. Hun iførte sig solbriller og ørepropper og åbnede døren til lyset. Det var smertefuldt.
Hun trådte ind på gulvet. De mange lys og farver i studiet var ekstra skarpe og musikken larmede.
Hvad man ikke kunne se på TV var, at der ved siden af dansegulvet stod en spand, som hun kunne kaste op i, og der var lavet en aftale med produktionen om, at de skulle vende kameraet, hvis hun vendte ryggen til, for det betød, hun skulle kaste op.
Som hun har lært at gøre og har gjort så mange gange før, skruede hun smilet på og dansede det bedste hun havde lært.
Adrenalinen pumpede rundt i kroppen og hjalp hende til at glemme smerten.
Og da hun stod foran dommerbordet og ventede på deres dom, blev hendes kamp belønnet.
Hun fik et 10-tal. Sæsonens første topkarakter.
Se 'Vild med dans' fredag klokken 20 på TV 2 PLAY.