Årets ældste landmand fik sig ikke en kæreste – men han fandt noget andet
Svend Erik Paulsen og Ilse Hartmann gik hver til sit i 'Landmand søger kærlighed'. De mødtes dog lige efter programmet sluttede og fik talt ud.
‘Landmand søger kærlighed’ endte uden romantik for 74-årige Svend Erik og 72-årige Ilse Hartmann.
På parrets sidste weekend sammen indrømmende bejleren, at hun nok trak sig fra landmanden.
- Jeg er sikker på, at man kan blive forelsket, helt op til man er 100 år. Men det er ikke der, jeg er lige nu, lød det fra Ilse Hartmann i den følelsesladede samtale, hvor de begge fik tårer i øjnene.
Dermed sluttede årets sæson af datingprogrammet, uden håb for at parrets hyggelige samvær kunne omsættes til et kæresteforhold.
I dag er det tre måneder siden – og det har vist sig, at Svend Erik Paulsen og Ilse Hartmann har kunnet få noget andet ud af deres tid sammen:
Et godt venskab.
Og så har programmet vist ham, at der kun er grund til at være forhåbningsfuld omkring kærligheden.
Græd af empati
Inden vi når til, hvordan de begge har det i dag, er det nødvendigt at uddybe, hvad der egentlig skete på Koldingfjord Hotel, hvor de var på romantisk weekend.
Allerede inden turen havde Svend Erik Paulsen haft på fornemmelsen, at Ilse Hartmann kun var interesseret i et venskab.
Han var ikke i tvivl, om at han ville invitere hende med, for hun var den af bejlerne, han havde det bedst med. Men om de romantiske følelser ville opstå - både fra hans egen og hendes side - måtte weekenden vise.
Da Ilse Hartmann takkede nej til at bo på dobbeltværelse med ham, forstod han, at hun allerede var afklaret.
- Jeg havde gjort mig klart, at der aldrig er garantier. Og jeg var glad for, at hun sagde det ligeud, siger han til TV 2.
At Svend Erik Paulsen blev så berørt over samtalen med Ilse Hartmann ved morgenmaden handlede derfor ikke om skuffelse – det handlede om empati.
- Jeg blev ked af det, fordi hun var ked af det. Jeg kunne ikke holde ud, at hun skulle have det sådan, siger han.
Kunne ikke "levere varen"
For Ilse Hartmann var samtalen kulminationen på en uge på gården, hvor hun havde følte et stort pres.
Det var sandheden, når hun sagde, at hun synes, at Svend Erik Paulsen var omsorgsfuld, sød og sjov. Men de romantiske følelser, hun også selv håbede på, udeblev.
- Jeg var ked af, at jeg ikke kunne “levere varen”. Det ville jeg gerne, for jeg har også en drøm om at finde en kæreste, siger hun og fortsætter:
- Kemien kan bare ikke presses frem.
Til sidst i deres samtale gjorde hun klart, at hun ikke så et venskab mellem dem. Hun ville ikke stå i vejen for landmandens kærlighedsjagt.
Men den opfattelse ændrede Svend Erik Paulsen på, da de fik talt sammen efter opholdet, da han satte hende af ved toget i Kolding.
Talte, da kameraerne slukkede
Uden et kamera foran sig fik de vendt, hvad der var sket. Svend Erik Paulsen sagde, at han ikke bebrejdede Ilse Hartmann noget.
Og så mærkede de begge, at der måske alligevel var potentiale til noget mere. Nemlig et venskab.
- Hele vejen igennem optagelserne gik vi godt i spænd. Vi var enormt gode til at samarbejde, og flere gange blev det sagt i sjov, at “man skulle tro, vi havde været gift i 20 år”, siger Ilse Hartmann.
I dag skriver og snakker de jævnligt i telefon sammen mellem gården i sønderjyske Vojens og Ilse Hartmanns hjem i Brøndby.
I september spiste de middag sammen, da Ilse Hartmann og hendes søster var i området for at vandre Camino Haderslev. Og dagen efter tilbød Svend Erik Paulsen sig som guide i lokalområdet, og søstrene inviterede ham på restaurant.
- Jeg ser hende som en god ven, siger Svend Erik Paulsen.
Ilse Hartmann er glad for, at deres forhold er endt der. Og hun under ham at finde kvinden, som kan give ham den kærlighed, som han søger.
- Svend er en omsorgsfuld mand, som virkelig fortjener at blive set og hørt, og jeg er sikker på, at der er et hav af kvinder, der har fået øjnene op for ham, siger hun.
Masser af henvendelser
Den analyse har Ilse Hartmann ret i.
For under sin deltagelse i ‘Landmand søger kærlighed’ er henvendelserne strømmet ind på Svend Erik Paulsens sociale medier.
Det er kvinder, som har set ham i programmet og er interesseret i at mødes til en date.
- Det er helt overvældende. Det er der ingen, der har skrevet til mig før, så det er fantastisk, siger han.
Han har endnu ikke skrevet med nogen af dem, men nu vil han læse de mange beskeder og se, om en fanger hans interesse. For ham er det vigtigt at mødes - eksempelvis til en middag - så man netop kan mærke, om kemien er der.
Han håber stadig på at finde en kvinde, som han kan tilbringe resten af sit liv med. Han forestiller sig en med gang i, som er kærlig og har det godt med mange mennesker - for i Svend Erik Paulsens hjem skal der altid være plads til familien.
- Lige nu tager jeg det dog stille og roligt. Jeg vil ikke kastes ind i et forhold, hvis jeg ved, at det ikke kommer til at virke, siger han.
Ilse Hartmann dater ikke i øjeblikket. Hun synes især, at det er en udfordring, fordi der er langt flere singlekvinder end mænd på det københavnske datingmarked.
- Men jeg vil da stadig drømme, siger hun.
- Selvom vi er så gamle, drømmer vi jo om et kys i nakken. Det er helt ærligt skønnere at gå i biografen med en dejlig mand end alene, siger hun.
Se eller gense dette års 'Landmand søger kærlighed' på TV 2 PLAY.
Og er du en kærlighedssøgende landmand? Programmet vender tilbage næste år, og du kan allerede tilmelde dig her: