Programmet sluttede brat for landmand - sådan har han det i dag

Christian Frigaard fra 'Landmand søger kærlighed' kom aldrig på romantisk weekend med Lea Madsen. Til gengæld fandt han kærligheden kort efter.

De seneste måneder har Christian Frigaard kunnet følge sig selv på skærmen i ‘Landmand søger kærlighed’ - og det har været en ret speciel oplevelse for den 30-årige landmand.

For da programmet blev optaget for over tre måneder siden, inviterede han 27-årige Lea Madsen med på sin romantiske weekend.

I dag ved han, at hun ikke var den rette for ham.

Faktisk besluttede de helt at springe den romantiske weekend over. Det afslører landmanden i det sidste afsnit af datingprogrammet tirsdag.

Og den beslutning var medvirkende til, at han kort efter mødte kvinden, som han i dag er i et forhold med.

- Så det er lidt specielt at skulle se sig selv date, når man nu er et helt andet sted, siger han i dag til TV 2.

Nu uddyber både Christian Frigaard og Lea Madsen, hvad der skete. Og hvordan det går dem i dag.

Sås inden den romantiske weekend

For at forstå forløbet er vi nødt til at spole tiden tilbage til juli 2021.

I ugen på Christian Frigaards gård i Fårup ved Hobro blev Lea Madsen mere og mere usikker på, om hun var klar til en kæreste.

Efter hun havde sagt ja til landmandens invitation, blev tvivlen så stor, at hun var nødt til at udtrykke den.

- Vi aftalte med hinanden og produktionen, at vi måtte ses inden den romantiske weekend to uger senere. Bare så vi kunne mærke efter, om det var det rigtige, fortæller Lea Madsen til TV 2.

Allerede dagen efter optagelserne sås de. Det gik godt. Men på deres anden date ugen efter, gik de helt skævt af hinanden. Og det var det, der i sidste ende satte en kæp i hjulpet for den romantiske weekend.

Udfordring skubbede dem fra hinanden

Christian Frigaard elsker action og havde således planlagt en overraskelsestur til en klatrepark i Aalborg. Lea Madsen, som ikke troede, hun led af højdestræk, blev dog pludselig ukomfortabel på en af banerne i trætoppene.

- Det byggede mere og mere op undervejs, men jeg tror ikke, at Christian helt forstod, hvor bange jeg egentlig var, forklarer Lea Madsen.

Hun husker, at han drillende rystede banen, de gik på, og pressede hende til at fortsætte. Det endte med, at hun blev firet ned af de ansatte, og begyndte at græde, fordi det havde været så intenst.

- Det var så ubehageligt, siger hun, og medgiver, at hun godt forstår, at Christian Frigaard blev overrasket over hendes reaktion. Det gjorde hun nemlig også selv.

Det ændrede dog ikke på, at de fuldstændig havde misforstået hinanden.

På den lange køretur hjem fra Aalborg fik de derfor talt om, at de nok var for forskellige, når det kom til stykket. Og at den romantiske weekend skulle droppes.

- Vi var begge afklarede med det, siger Christian Frigaard.

- Vi så ikke nogen grund til at tage afsted på en romantisk weekend som venner. Vi passede bare ikke sammen som kærester, siger Lea Madsen.

De udtaler begge, at det skete uden drama eller sure miner.

En stor nyhed i Christians liv

Christian Frigaard er ikke skuffet over, at han endte uden en afsluttende date.

Faktisk er han glad for, at han og Lea Madsen kom til en fælles erkendelse om deres fremtid. Uden den havde han nemlig aldrig mødt sin nuværende kæreste.

Den nyvundne selvtillid, 'Landmand søger kærlighed' har givet Christian Frigaard, var medvirkende til, at han turde tage kontakt til en kvinde fra sin fortid.

- Hun er fra lokalområdet, og vi kendte hinanden inden programmet, fortæller han.

Efter programmet kom han til at tænke på hende. Hun virkede som en, der netop ville elske de sammen actionfyldte aktiviteter som ham selv.

Og ganske rigtigt.

Da de tog på deres første date "klikkede det bare", beskriver Christian Frigaard.

- Hun er en glad og smilende person, som tør sige mig imod og sende en kæk bemærkning. Og hun nyder naturen og dyr lige så meget, som jeg selv gør, siger han.

Personlig udvikling

Christian Frigaards kæreste ønsker ikke at stå frem med navn og billede, da hun foretrækker at holde sig udenfor offentlighedens lys.

Men parret har talt om, hvorfor det netop var nu, de faldt for hinanden.

- Min medvirken i 'Landmand søger kærlighed' har gjort, at jeg har ændret adfærd, siger Christian Frigaard ærligt og fortsætter:

- Jeg er blevet mere afslappet og tager tingene lidt mere som de kommer. At være på tv har været meget udenfor min comfort zone.

Hans nye kæreste har da også været med en tur i klatreparken i Aalborg.

Denne gang endte det heldigvis med, at de havde det sjovt og kom tættere på hinanden, fortæller Christian Frigaard.

Han ser frem til at dele flere actionfyldte oplevelser med hende.

Hvor er de i dag?

Parret er endnu ikke flyttet sammen, men det har været naturligt for Christian Frigaard at tage sin nye kæreste med på råd i indretningen af de mange værelser i hans nyistandsatte gård

Lige nu er de i gang med at indrette stuen.

- Lad mig sige det sådan, at det ikke er mig, der har hentet farveprøver, siger han.

Lea Madsen er stadig single, men ligesom Christian Frigaard har hun ikke et sekund fortrudt sin medvirken i 'Landmand søger kærlighed'.

Programmet har været et nødvendigt skub for at komme ud på datingmarkedet efter to år, siger hun.

- Jeg har nok været bange for at åbne mig op, fordi jeg stadig havde nogle uafklarede følelser for min ekskæreste. Så jeg er stolt af, at jeg sprang ud i det.

I dag føler hun sig mere klar til at møde ham, der kan "feje benene væk" under hende.

Og så har hun fået fire nye veninder ud af programmet. Nemlig Nynne Vinzent og Helene Haug Brinch, som begge boede på gården og Regitze Møller-Nissen og Lærke Anine Hald Simonsen, som hun tilbragte tid med, da de alle var bejlere til Christian Frigaard.

Se sidste afsnit af dette års 'Landmand søger kærlighed' klokken 20.00 på TV 2 og på TV 2 PLAY.

Det er netop blevet annonceret, at der kommer en ny sæson af 'Landmand søger kærlighed' - du kan tilmelde dig her.