Vild med dans

Hun forsøgte at holde masken, men da kameraet slukkede, var hun i tårer

Allerede før Asta Björk trådte ind på scenen på Det Kongelige Teater til 'Vild med dans - Knæk Cancer', kæmpede hun med tårerne.

Hun måtte koncentrere sig for ikke at begynde at græde. De stod på scenen og ventede på at musikken satte i gang.

'Tag dig sammen, tag dig sammen', sagde Asta Björk til sig selv og måtte vende ryggen til publikum et øjeblik.

Det er måske ikke alle seere, der lagde mærke til det.

Men under fredagens 'Vild med dans - Knæk Cancer' blinkede danser Asta Björks lange kunstige øjenvipper ekstra meget. Og da hun og dansepartneren Jimilian blev interviewet efterfølgende i det såkaldte green room, holdt hun sig i baggrunden.

Og så snart de var ude af spotlyset, kunne hun ikke længere holde tårerne tilbage.

- Jeg gik helt i stykker, da kameraet slukkede, siger danseren efter showet og griner.

For der var tale om glædestårer.

En kæmpe taknemmelighed

'Vild med dans - Knæk Cancer' er hvert år en følelsesladet aften for de medvirkende. Men modsat mange af de andre tårer, der havde været i løbet af aftenens 'Vild med dans - Knæk Cancer'-show, var de her tårer af taknemmelighed, fortæller Asta Björk.

- Det var mange ting, der gjorde det. Da vi stod der og så ud til alle de mennesker og alle vores kollegaer, indså jeg hvor langt vi egentlig er kommet, siger Asta Björk og får igen lidt blanke øjne.

Det handlede også om dansepartneren, sangeren Jimilian.

Den kæmpe udvikling, hun kunne mærke, han havde været igennem. Hun kunne mærke, at hun var fuldstændig tryg ved at gå på dansegulvet med ham, og den tryghed var helt særlig.

- Jeg blev bare stolt, rørt og taknemmelig for at være der, og så blev det bare lidt for meget. Der ramte mig bare som en ordentlig bølge af taknemlighed. Vi er der stadig, siger hun.

Faktisk påvirkede det hende så meget, at hun måtte droppe en del af deres koreografi, I den sidste del skulle hun have løftet sin hånd i vejret og kigget op mod den.

Men hun var nødt til at droppe den del for ikke at afsløre sine tårer.

Jagten på den sårbare og dybe side

De andre uger har Jimilian og Asta Björk særligt haft succes med de mere energiske danse, men i aften var de lidt mere på udebane, da de skulle på gulvet i en vals. Det betød også, at de kom i kontakt med nogle helt nye følelser, som hun ikke vidste, de var i stand til.

- Jeg tror, det også er denne her uge og denne her proces med at finde Jimilians sårbare side og hans lidt dybere side. Og at kunne vise sig sårbar i en dans. Det har vi ikke gjort før, siger Asta Björk.

Det havde hun ikke turde tro på, de kunne sammen.

- Vi lavede en romantisk dans, jeg ikke troede, vi kunne som par. Jeg bliver stolt af at se, at hvis vi sætter os til det, kan vi det hele, og det er pissefedt at vide, siger hun.

Drøm om scenen

Det var ikke bare den særlige dans, det særlige show og en taknemmelighed over, at hun sammen med Jimilian var kommet så langt.

Det handlede også om at få lov til at stå på netop den scene. Den Store Scene på Det Kongelige Teater. Det er tredje gang, hun gør det i forbindelse med 'Vild med dans - Knæk Cancer'.

- Det er en ære som danser at få lov at stå her, der er så få, der får lov. Det føles kæmpe stort, når man som lille dansepige kun turde drømme om at stå sådan et sted her.

Og denne gang var det altså helt særligt.

- Hvor er det vildt det hele, og hvor har jeg været heldig, siger Asta Björk med blanke øjne, og Jimilian tager om hende.

Se 'Vild med dans - Knæk Cancer' på TV 2 PLAY.