De var “soulmates” – nu står de tilbage med en ærgrelse
Morten Elkjær Mikkelsen så ikke en kæreste, men en ven i Allan Jensen i ‘Landmand søger kærlighed’. Men det er en anden ting, de ærgrer sig over.
I tirsdagens ‘Landmand søger kærlighed’ tog Allan Jensen valget, som hele sæsonen har bygget op til.
Efter en uge på den 45-årige landmands gård spurgte han 41-årige Jerry Jensen, om han ville med på romantisk weekend.
- Det kommer bag på mig, indrømmede Jerry Jensen, inden han takkede ja til invitationen.
Tilbage stod nemlig Morten Elkjær Mikkelsen.
Den 22-årige bejler, som flere gange er blevet omtalt som “en yngre udgave af Allan”, fordi de to landmænd minder så meget om hinanden. Og der selv omtalte Allan Jensen som sin “soulmate”.
Derfor kom valget nok også som en overraskelse for de mange seere, som har heppet på Morten Elkjær Mikkelsen. Blandt andet med kommentarer på 'Landmand søger kærlighed's Facebook-side, om at de to mænd "passer så godt sammen", og at de "håber, at Allan vælger ham".
Dog var både Allan og Morten helt afklarede med, at de ikke skulle være kærester.
- Jeg vil gerne bygge videre på dette her, lød det fra Morten Elkjær Mikkelsen, som efter en kort pause tilføjede:
- ... som et venskab.
Men hvorfor havde de det egentlig sådan?
Det uddyber de begge nu, hvor der er gået tre måneder siden optagelserne.
Mere forskellige end det så ud
Dagen inden Allan Jensen traf sit valg omkring romantisk weekend, besluttede Morten Elkjær Mikkelsen sig: Han ville sige nej, hvis det var ham, der fik invitationen.
- Tanken havde været lidt i baghovedet i et stykke tid på gården, siger Morten Elkjær Mikkelsen til TV 2.
I programmet forklarer bejleren, at han indså, at aldersforskellen på 23 år i sidste ende var for stor.
Morten Elkjær Mikkelsen uddyber dog, at det faktisk ikke var alderen i sig selv. I stedet var det deres forskellige erfaringer og mål, som han gradvist blev mere bevidst om under opholdet på gården.
Allan Jensen har udlevet sine ambitioner i landbruget. Han har haft flere lange forhold til mænd, som han har opbygget et liv sammen med. De dele af livet skal Morten Elkjær Mikkelsen med sine 22 år først til at begynde med.
- Allan har et liv derude på gården, som jeg ikke kan tage ham fra, siger bejleren.
Og så er de uenige på et vigtigt punkt: Morten vil – i modsætning til Allan Jensen – gerne have børn en dag.
- Det er én af de ting, der gjorde udfaldet.
Venskab frem for kærester
Morten Elkjær Mikkelsen ved ikke, om følelserne udeblev, fordi de var to steder i deres liv. Eller om han kom til at fokusere så meget på deres forskellige drømme, fordi han ikke havde romantiske følelser for Allan Jensen.
- I sidste ende kom jeg til at se Allan som en god kammerat. Så der var ikke nogen grund til at tage på romantisk date, for der ville ikke blive romantik imellem os, siger han og tilføjer:
- Når det er sagt, så fik vi et kanongodt forhold. Vi lærte hinanden at kende uden rigtigt at sige noget, fordi vi har en slags indforstået jydekommunikation.
Det er Allan Jensen helt enig i.
- Vi har det pisseskægt sammen. Og det er spot on, når Morten siger, at vi er tvillinger med 23 års mellemrum. Vi er bare to forskellige steder i livet, uddyber han over for TV 2.
Derfor har de også holdt det løfte, de gav hinanden som det sidste, inden de sagde farvel på Allans gård i programmet.
De er forblevet venner.
Fem gange har de mødtes for at dyrke deres fælles interesse for loppemarkeder og genbrugsjagt. Og så sent som den foregående weekend kiggede de på gamle traktorer sammen.
Derfor har de også haft mulighed for at snakke om den ene ting fra ‘Landmand søger kærlighed’, som de ærgrer sig over.
Alderen kom til at fylde for meget, mener begge
Allan Jensen peger på, at han brugte alt for meget energi på at bekymre sig om, hvorvidt seerne ville tænke dårligt om ham. Dels som den første homoseksuelle landmand, der deltager i datingprogrammet, og dels med et brev fra en 22-årig bejler iblandt de udvalgte.
Bekymringen fik landmanden til at italesætte aldersforskellen som et kritisk punkt, hver gang han skulle vælge en bejler fra. Set i bakspejlet var det mere, end han selv bryder sig om.
Som udgangspunkt syntes Morten Elkjær Mikkelsen ikke, at aldersforskellen var et problem. Men han blev usikker undervejs, fordi det kom til at fylde så meget i deres samtaler.
- Det gjorde mig meget bevidst om, at der kunne være fordomme mod os. Jeg tror nemt, at folk kan synes, at det er klamt, hvis en ung homoseksuel fyr render rundt med en ældre fyr, siger han.
Mens ‘Landmand søger kærlighed’ er rullet over skærmen på TV 2, er deres frygt dog blevet modbevist. Et hav af kærlige seerbeskeder er strømmet ind. Alle med budskabet, om at Allan Jensen og Morten Elkjær Mikkelsen er det perfekte match.
- Det viser, at jeg ikke havde behøvet at tænke så meget over det. Dem derude i stuerne virker ikke til at have tænkt over det, siger Allan Jensen.
Begge står de dog ved deres valg om at stoppe datingen og blive venner i stedet.
Men de er glade for, at de har kunnet vise, at god kemi er uafhængig af alder.
- Jeg er blevet forundret over, hvor moden Morten er, siger Allan Jensen, som selv lever et “ungdommeligt” og aktivt liv med masser af sammenkomster på gården.
Sådan går det i dag
Efter sin exit beskriver Morten Elkjær Mikkelsen, at han har arbejdet med hegnsopsætning og sat sit eget hus i stand. I en lyseblå farvepalet, fuldstændig som Allan Jensen.
Selvom det ikke blev til et forhold, er den nu forhenværende bejler taknemmelig for det, han har fået ud af ‘Landmand søger kærlighed’.
- Det var en kanonfed oplevelse, som jeg delte med nogle fantastiske mennesker, siger han og nævner – ud over Allan Jensen – også bejlerne Jerry Jensen og Jens Erik Augustinussen.
Han er stadig single og vil gerne have en kæreste, selvom han ikke bruger meget tid på datingapps og ikke ser sig selv som “decideret søgende”.
- Jeg regner med, at den rette dukker op, når han dukker op, lyder det.
Han beskriver sin drømmefyr som en, der er omsorgsfuld og nærværende uden at blive omklamrende. En, som – ligesom ham selv – har mange forskellige interesser. For ham er det nemlig vigtigt at finde en fyr, som bevarer sin individualitet i et forhold.
På TV 2 PLAY kan du allerede nu se snigpremieren på Allan Jensens romantiske weekend – ellers er der 'Landmand søger kærlighed' tirsdag klokken 20.00 på TV 2.