26-årig udtrykte sine følelser på skærmen – men det var ikke hele historien
26-årige Johnas Veidiksen blev som den sidste valgt fra af Maxine Sørensen i 'Landmand søger kærlighed'. Parrets fortid blev en hindring, synes han.
- Jeg synes, vi klinger rigtig godt, sagde Maxine Sørensen og tilføjede så:
- Men måske mere på vennefronten.
Med de ord tog den 26-årige landmand afsked med sin bejler, 26-årige Johnas Veidiksen i ‘Landmand søger kærlighed’. Og inviterede i stedet 22-årige Silas Krog med på sin romantiske weekend.
Foran kameraet udtrykte Johnas Veidiksen sin ærgrelse over, at hans interesse ikke var gengældt:
- Jeg må nok indrømme, at jeg er lidt ked af det. Jeg havde håbet, der var noget, lød det i programmet, inden han forlod gården i Nordsjælland.
I dag – tre måneder efter optagelserne – fortæller han dog, at det faktisk ikke kom bag på ham, at han blev valgt fra. Dét, selvom han og Maxine Sørensen både havde landsdelen, landbrugsfaget og rejselysten til fælles.
En særlig nysgerrighed
Hvad der ikke kom frem i 'Landmand søger kærlighed' er, at Johnas Veidiksen og Maxine Sørensen faktisk havde et kendskab til hinanden allerede inden deres medvirken i programmet.
- Vi havde ikke snakket sammen inden, men vi har mange fælles venner fra landbruget, siger han til TV 2.
Selvom man umiddelbart kunne tro, at det var positivt, så oplevede bejleren det som en hindring.
I tiden på gården syntes Johnas Veidiksen, at der var god kemi mellem dem. De snakkede om deres fælles interesse for Australien, hvor de begge har rejst i forbindelse med deres erhverv, og de havde en fælles forståelse for, hvad det kræver at være landmand.
Men samtidig fik bejleren en fornemmelse af, at Maxine Sørensen var mere nysgerrig omkring Silas Krog. Den unge jyde var et ubeskrevet blad for hende.
- Hun kendte mig lidt bedre, så jeg tror, at hun gerne ville gøre en indsats for at lære ham at kende, siger Johnas Veidiksen.
Derfor var det naturligt, at relationen mellem ham selv og Maxine Sørensen blev mere venskabelig, argumenterer han.
Da valget skulle tages, havde han inderst inde en klar idé om, hvilken vej det ville gå: Hun ville ikke vælge ham.
- Så jeg blev ikke såret over det, siger Johnas Veidiksen i dag.
- Det er bare videre.
Arbejde over dating
Johnas Veidiksen meldte sig til 'Landmand søger kærlighed', fordi han selv har oplevet, hvor svært det kan være at date som landmand.
Han beskriver, at der i hans vennekreds fra landbruget nærmest er et drillende pres for at være med i datingprogrammet. For i hverdagen er der ikke meget tid til kærester og dating.
Selv har han fundet sin niche inden for landbruget og er blevet selvstændig. Han driver en plæne- og naturplejevirksomhed i Dragør, og – ligesom Maxine Sørensen – er han ekstremt ambitiøs og passioneret omkring sit arbejde.
- En del mennesker i landbruget arbejder og arbejder og arbejder. På et tidspunkt når man et punkt i sit liv, hvor man er gået glip af nogle ting, siger Johnas Veidiksen og tilføjer:
- Jeg har selv prioriteret at opbygge en forretning, og det har da gjort det svært at finde en kæreste. Jeg har stadig meget travlt, fordi der bliver ved med at komme opgaver, men jeg har et andet overskud nu, siger han.
Selvom det kun blev til et venskab med Maxine Sørensen, så er Johnas Veidiksen fortrøstningsfuld på kærlighedens vegne.
- Jeg tager det, som det kommer. Der skal nok dukke én op.
For ham er det vigtigt, at det er en kvinde, som værdsætter naturen. Som har lyst til at tage på eventyr med ham i form af rejser og weekendture i shelter, men som samtidig forstår, at hans arbejde er en stor del af hans liv.
Se 'Landmand søger kærlighed' tirsdag klokken 20.00 på TV 2 eller TV 2 PLAY.