Vild med dans

Ét ord splittede dommer og danser: - Jeg forstår det stadig ikke

Tv-vært Lise Rønne og Silas Holst kunne ikke skjule, at de var uforstående overfor dommernes kritik i 'Vild med dans'. Nu uddyber både de og dommer.

Fredag efter fredag har de modtaget deres dommerkommentarer med store smil.

Men denne fredag i 'Vild med dans' havde tv-vært Lise Rønne og hendes partner Silas Holst deres ansigter i anderledes alvorlige folder.

For de var ganske enkelt fuldstændigt uforstående overfor det, de fik at vide om deres pasodoble.

- Jeg var skuffet over jeres pasodoble i aften. Den var en kamp, lød det fra dommer Anne Laxholm.

Netop dét ord - kamp - bed parret nemlig mærke i.

Og det fyldte hos dem både under og efter aftenens afgørelse.

For ordet indikerer, at de og dommerne er splittede omkring pasodoblens dna. Noget, som i værste tilfælde kunne have fået store konsekvenser for parret.

Måtte gense dans

Silas Holst er godt selv klar over, at hans ansigtsudtryk afslørede, at han ikke helt forstod dommernes ord.

I pausen inden afgørelsen genså han derfor optagelsen af deres dans for at se, hvordan den så ud "udefra". Og om han så kunne forstå kommentarerne bedre.

Det hjalp ikke.

- Pasodoblen sad lige i skabet og var fuldstændig, som vi havde øvet det. Så jeg er stadig nysgerrig på, hvad de ikke bryder sig om. Jeg forstår det stadig ikke, siger han, og Lise Rønne stemmer i:

- Pasodoble er en dans, som foregår i en tyrefægterarena. Så det skal netop være en kamp.

Med andre ord mener de, at det burde have talt til deres fordel, at dansen lignede "en kamp". Ikke omvendt.

- Det bliver sagt som en negativ ting, at det ligner en kamp. Og så ved jeg ikke, hvad en pasodoble pludselig skal være, siger Silas Holst.

Dommer Anne Laxholm står dog fast ved, at dansen ikke var parrets bedste.

Eksperimenter kan gå galt

Overfor TV 2 uddyber dommeren, at pasodoblen skal være temperamentsfuld, men i hendes optik skal det ikke føles som en kamp mellem kvinden og manden.

Når man eksperimenterer, så går det også nogle gange galt

Vild med dans-dommer Anne Laxholm

- Lise er en dygtig danser, men hun var så hård i sine arme og overkrop. I en pasodoble er det manden, der er matadoren og kvinden, der er kappen. Men kappen var meget, meget stærk, så det blev en kamp mellem de to, i stedet for at de brugte hinanden som par, siger hun.

Hun roser dog parret for at være eksperimenterende og udfordre dansene i 'Vild med dans'.

- Vi er altid spændte på, hvad Silas kommer op med. Men når man eksperimenterer, så går det også nogle gange galt, siger hun.

Silas Holst ved også godt selv, at hans eksperimenter ikke udelukkende falder i dommernes smag. Men denne gang er alligevel anderledes for ham.

- Det er ikke en hemmelighed, at vi ikke altid ser tingene ens. I dag forstår jeg bare ikke selve grundlaget for deres kritik. Jeg har ikke noget imod, at vi er uenige. Deres argumenter og kommentarer har altid givet mig forståelsen for, hvorfor vi er uenige. Det gør det ikke i dag, siger han.

- Det, vi lavede, er en paso i min verden.

Endte i bunden

Selvom seerne stemte Lise Rønne og Silas Holst direkte videre til næste uge, så var fredag første gang, at de lå i bunden af feltet med dommernes point.

- Jeg havde ikke set det komme, for vi har knoklet på det, som vi synes er god paso, siger Silas Holst.

Og det var skuffende, lyder det fra tv-værten.

- Vi har trænet benhårdt hele ugen på at naile den her dans, så den sad i skabet. Så selvfølgelig ville vi hellere have gode karakterer, siger Lise Rønne.

Sådan fordelte pointene sig

Michelle og Mads: 41

Pernille og Morten: 40

Freja og Claudia: 38

Michael og Karina: 32

Mascha og Thomas: 32

Jimilian og Asta: 30

Lise og Silas: 28

Micki og Jenna: 27

De forrige uger har de tre gange ligget helt i toppen og ellers i det øvre midterfelt blandt parrene.

Derfor placerede deres dans dem i en sårbar situation, hvor de nemt kunne være endt i en omdans - og i værste tilfælde som det par, der var ude af 'Vild med dans'.

De beskriver, at de er lykkelige og taknemmelige for, at de nu kan se frem til endnu en uge på dansegulvet. Selvom de er overraskede over, at de kunne være så uenige med dommerne om en dans.

Se eller gense 'Vild med dans' på TV 2 PLAY.