Underholdning

Årets vildeste naturfotos er kåret – se dem her

Der er fundet en vinder i 12 kategorier i konkurrencen Wildlife Photographer of the Year.

En hvid sky lyser op i dybet.

Det er sæd og æg fra fiskearten camouflage grouper, der lever i havet ved øen Farakava i Fransk Polynesien.

En gang om året ved fuldmåne mødes 20.000 groupers i området for at gyde og skabe den næste generation.

Og netop dét er blevet fanget på dette års vinderbillede i den prestigefyldte fotokonkurrence Wildlife Photographer of the Year.

Prisen uddeles en gang om året af Londons Naturhistoriske Museum, der har skåret feltet af 50.000 indsendte billeder ned til 12, som alle er blevet kåret til vindere i forskellige kategorier. Heriblandt hovedprisen, der er gået til de gydende groupers.

- Et magisk øjeblik

For at indfange momentet af de ynglende groupers tog fotograf og biolog Laurent Ballesta og hans hold tilbage til lagunen over fem år for at få det helt rigtige billede.

Og det har betalt sig, lyder det fra formanden for juryen.

- Fotoet fungerer på mange niveauer: Det er overraskende, energisk og spændende, og det har en overjordisk skønhed. Det indfanger også et magisk øjeblik: en eksplosiv skabelse af liv, siger Rosamund Kidman Cox i en pressemeddelelse.

Ud over billedet af de gydende fisk i Fransk Polynesien var der også priser til billedet af en nysgerrig grizzlybjørn og billedet af en kæmpeedderkop med sine unger – enhver araknofobs værste mareridt.

Se alle vinderne her.

Vinder i kategorien 'Dyr i deres miljø'

Grizzlybjørne går i hi i op til syv måneder om året, hvor de i en komalignende tilstand tærer på de fedtdepoter, de har oparbejdet i de vågne måneder.

Derfor er appetitten selvsagt enorm, når de store bjørne vågner op. I den periode skal der store måltider til, og alt fra bær til store hjorte er på menuen. På billedet kigger en bjørn ind i den "kamerafælde" ved kadaveret af en elg, som fotograf Zack Clothier har sat op i USA.

Vinder i kategorien 'Fotojournalistik'

En elefant under vand underholder og tryllebinder et publikum i en zoo i Chonburi-provinsen i Thailand.

Ved første øjekast ser det måske ganske uskyldigt ud, men det gemmer også på en større historie om elefantturisme i Thailand.

I Thailand er der i dag flere elefanter i fangeskab, end der er i naturen.

Vinder i kategorien 'Billede i en serie'

To knap fire centimeter fuldvoksne hanner af arten neolamprologus brevis kæmper om ejerskabet af en muslingeskal.

Neolamprologus brevis er en af de fiskearter, der bruger tomme skaller til husly og rede. Det er samtidig den eneste fiskeart, hvor hannen og hunnen bor sammen i skallen.

På billedet afviser ejeren af skallen (til venstre) en aspirants forsøg på at stjæle hans skal – og hunnen indeni.

Vinder i kategorien 'Fortællende fotojournalistik'

På et sydafrikansk rehabiliteringscenter, der tager sig af forældreløse chimpanser, sidder direktøren med to af de pelsede dyr.

Begge deres forældre er ofre for handel med kød fra eksotiske dyr.

Vinder i kategorien 'Urbant dyreliv'

Under den israelske fotograf Gil Wizens seng i den ecuadorianske jungle, sad en moredderkop af arten phoneutria fera, der er på størrelse med en menneskehånd.

Den beskyttede sin koloni på tusindvis af babyedderkopper.

Vinder i kategorien 'Planter og svampe'

Ved verdens sydligste tropiske rev viser fotografen, hvordan mennesker forsøger at hjælpe med at bevare en tangjungle.

Klimaforandringernes konsekvenser såsom stigende havtemperaturer påvirker revene i stigende hast. Men tangjungler beskytter hundredvis af arter, optager CO2 og producerer oxygen.

Vinder i kategorien 'Det store perspektiv'

Så langt øjet rækker, er der isflager med blodspor. Blodsporene kommer fra fødende grønlandssæler, som søger sydpå i de arktiske egne, når de skal have unger.

Normalt er havisen fast i det østlige Canada, når sælerne skal yngle i februar, men sidste år gjorde varmere temperaturer, at isen var usammenhængende og ustabil.

Derfor starter tilværelsen for de nyfødte sæler og deres mødre usikkert.

Vinder i kategorien 'Pattedyr'

Rensdyr lever i store dele af Arktis, men arten på billedet findes kun på Svalbard.

Bestanden er truet af klimaforandringerne, da regn kan lægge sig som is på jorden og forhindre rensdyrene i at grave planter frem.

Her slås to hanner om rollen som alfa for et harem af hunner.

Vinder i kategorien 'Fugle'

Det var midvinter i begyndelsen af ravnenes yngletid. Den canadiske fotograf Shanee Kalyn lå på den frosne jord for at indfange detaljerne i ravnenes mørke fjerdragt mod den lyse sne, da han havnede midt i et intimt øjeblik mellem en han og en hun, som stak deres sorte næb sammen.

Parret udvekslede gaver – mos, kviste og små sten – og serenaderede hinanden med bløde lyde for at styrke deres "parbinding".

Vinder i kategorien 'Hvirvelløse dyr'

En vandedderkop producerer edderkoppespind, som den skal bruge til at væve ind i sin æggesæk.

Det beskyttende lag spindelvæv skal være hårdt nok til at beskytte hendes æg.

Vinder i kategorien 'Dyreportrætter’

Bjerggorillaer er den største art af primater og aber i verden. De findes primært i bjergrige lande i Østafrika, især Uganda.

Gennem flere årtier har skovrydning og krybskytteri truet bjerggorillaen, og i dag er der kun omkring 1000 dyr tilbage.

De fleste af dem lever i beskyttede reservater, hvor også det her foto er taget.