Underholdning

Hun er blevet gift, skilt og har tabt sig 45 kilo - Adele udgiver ny musik efter seks år

Adele er tilbage med ny musik efter seks år og har i samme ombæring åbnet op om, hvad der er sket i hendes liv siden sidst. TV 2 giver et overblik.

Natten til fredag vendte Adele tilbage på den internationale musikscene for første gang i seks år.

Den britiske sanger udgav sangen 'Easy on me', som i skrivende stund har allerede er spillet mere end 10 millioner gange på Youtube.

Sangen er den første single fra Adeles kommende album '30', der udkommer 19. november.

- Jeg har lært mange sandheder om mig selv undervejs. Jeg har smidt mange lag, men også pakket mig selv ind nye, skriver Adele på Twitter.

Et længeventet comeback, som sangeren i de seneste par uger har teaset heftigt for med anonyme billboards rundt omkring i verden, der kun bærer tallet 30.

Hendes fans lugtede hurtigt lunten, da Adeles albums alle er navngivet efter den alder, Adele havde, da hun skrev dem - '19', '21' og '25'.

Adeles tilbagevenden til musikken er også hendes tilbagevenden til mediernes søgelys - noget, sangeren holder sig så langt væk fra som muligt, når hun ikke udgiver musik eller er på turné.

Men det er ikke fordi, der ikke er sket noget i sangerens liv siden 2015, hvor '25' udkom og blev det hurtigst sælgende album nogensinde.

I mellemtiden er sangeren blevet skilt fra sit barns far, er flyttet fra London til Los Angeles og har været igennem et meget omdiskuteret vægttab.

Blå bog: Adele

Adele Laurie Blue Adkins er født i 1988 i London.

Hun udgav debutalbummet '19' i 2008. Albummet gik otte gange platin. 

Siden har hun udgivet '21' (2011) og '25' (2015). Sidstnævnte blev det hurtigst sælgende album nogensinde. 

Adele har blandt andet vundet 15 Grammys og 9 Brit Awards. 

Dannede par med eksmanden Simon Konecki fra 2011 til 2019.

Fødte sønnen Angelo i 2012.

Bor i dag i Los Angeles og danner par med sportsagenten Rich Paul. 

Det er nogle af de ting, der er kommet frem i to interviews, sangeren har givet med både amerikansk og britisk Vogue op til udgivelsen af sin nye musik.

TV 2 giver her et overblik over, hvad der er kommet frem om Adeles liv de sidste seks år, siden hun udgav '25'.

Et skilsmissealbum til sønnen

Adele er blevet både gift og skilt i årene, der er gået, siden hun udgav '25'.

Og det er netop det skelsættende brud med hendes mand, Simon Konecki, der er omdrejningspunktet for '30', har sangeren forklaret til Vogue.

Parret blev gift i 2018, da Adele var 30. Året efter begærede Adele skilsmisse.

Albummet har sangeren skrevet for at forklare skilsmissen overfor deres ni-årige søn, Angelo.

Det er et sår, jeg ikke ved, om jeg nogensinde vil være i stand til at hele

Adele

- Jeg ville forklare ham, igennem dette album, når han er i sine tyvere eller tredivere, hvem jeg er, og hvorfor jeg frivilligt valgte at afmontere hele hans liv i jagten på min egen lykke, sagde sangerinden til britisk Vogue.

- Det gjorde ham virkelig ulykkelig nogle gange. Og det er et sår, jeg ikke ved, om jeg nogensinde vil være i stand til at hele, tilføjede hun til magasinet.

Et omtalt - og udskældt - vægttab

Det var med dette fødselsdagsopslag på Instagram, at Adele før første gang viste sin dramatisk forandrede krop til omverdenen.

Billedet satte gang i en mediestorm og startede samtidig en debat om det store fokus på kendte kvinders kroppe, og hvorfor vi som samfund hylder vægttab.

Jeg kan godt forstå, hvorfor særligt kvinder blev sårede

Adele

Nogle kvindelige fans skrev, at de følte sig "forrådt" af sangerindens vægttab, mens andre argumenterede for, at det var "tykfobisk" at hylde hende for at tabe sig.

Selvom vægttabet trak overskrifter verden over, forholdt Adele sig selv aldeles tavs omkring sin krop.

Men i sine Vogue-interviews italesatte sangeren for første gang sit 45-kilos vægttab.

- Min krop er blevet objektiviseret igennem hele min karriere, ikke kun nu. Jeg forstår godt, hvorfor det kommer som et chok. Jeg kan godt forstå, hvorfor særligt kvinder blev sårede. Jeg har repræsenteret mange kvinder visuelt, sagde hun til amerikansk Vogue.

De mest brutale ting om min krop blev sagt af andre kvinder

Adele

Men sangeren indrømmede i samme omgang, at hun ligeledes var blevet såret over de kvinder, der havde kommenteret negativt på hendes vægttab.

- De mest brutale ting om min krop blev sagt af andre kvinder. Det var jeg virkelig fucking skuffet over. Det sårede mine følelser.

Adele fortalte til Vogue, at hendes vægttab kommer af massiv træning, som hun begyndte på for at styre sin angst.

Adele piller sig selv ned - og bygger sig selv op

Adele har også løftet lidt af sløret for, hvad fans kan forvente sig af albummet '30', der rygtes at udkomme i midt november.

Ifølge hende er det et album, hvor hun både piller sig selv ned og bygger sig selv op igen.

- Det her album er selvdestruktion, så selvrefleksion og derefter en form for selv-frelse, har sangeren forklaret til britisk Vogue.