Hver morgen rejser hun sig med en kugle af vrede i maven
Engang ville Katinka have hævn over sin folkeskoletid. Men hun gider ikke, at folk skal have ondt af hende. For det er ligesom lidt for sent.
Hver morgen, når Katinka Bjerregaard står op, mærker hun vreden.
Den føles som en varm kugle i maven. Og kuglen har været der, siden hun var 13.
Nogle gange er den lun, andre gange i brand. Og i mange år mindede den hende om alle fiaskoerne.
For den voldsomme energi var farlig, sagde lærerne.
Følelserne, der boede inden i hende, var forkerte, mente de.
Katinka Bjerregaard følte simpelthen... for meget i deres øjne.
Og det her kunne have været begyndelsen på en historie om, hvordan alt er blevet mere okay og meget roligere nu, fordi Katinka Bjerregaard er landet og blevet voksen, musiker og mor.
Men den 30-årige sanger er træt af den fortælling.
For sådan har hun det ikke.
Ingen superhelt
Katinka Bjerregaard er frontkvinde i Katinka Band, der siden 2015 er blevet hædret med flere musikpriser.
Men trods det er der stadig dage, hvor hun er bange for, at hun ikke er okay.
- Det sidder i min rygrad, at jeg ikke altid ved, om jeg må være den, jeg er, når jeg går ind i et rum, siger hun.
PÃ¥ de dage fungerer kuglen af vrede som en kampstarter. Som hun siger:
- Det er bare meget federe at være vred og rejse sig op end at græde og lægge sig ned i sin seng.
På den måde er vreden blevet hendes følgesvend. Og hendes drive. Men Katinka Bjerregaard gider ikke puttes ind i nogen heltefortælling af den grund.
- For jeg er fucking ingen superhelt, siger hun.
Hun gider heller ikke, at nogen skal have ondt af hende.
- For det er ligesom lidt for sent.
I årets 'Toppen af poppen' går hun på scenen med de store følelser, hun engang fik at vide var forkerte.
Håbet er at kunne gøre dem mere omgængelige og okay at have.
Samtidig advokerer Katinka Bjerregaard for, at det at være anderledes – eller skæv, som hun kalder det – ikke nødvendigvis betyder, at man er det.
- Det kan også være, at barren for, hvad vi definerer som normalitet, simpelthen er blevet sat for højt, understreger hun.
Og Katinka Bjerregaard taler af egen erfaring. For det mærkede hun gennem hele sin folkeskoletid.
Store shows
Dengang sagde lærerne, at hun var for overaktiv. Og Katinka Bjerregaard kan egentlig godt se hvorfor. Men der er også noget, hun ikke forstår.
Selvfølgelig skulle hun lære at række hånden op. Og måske kunne hun være overdramatisk, når hun ikke kunne løse en matematikligning.
- Det kunne give store shows, som folk ikke havde købt billet til, beskriver hun.
- Så jeg kan jo godt forstå, at jeg var sygt irriterende, no doubt about it.
- Men når jeg tænker tilbage på det, var jeg også sygt lidenskabelig omkring mine holdninger, hvad jeg godt kunne lide og min retfærdighedssans, fortsætter hun.
Det viste sig ved, at Katinka Bjerregaard allerede som barn blev indigneret og mærket af det, hun diskuterede, læste eller så på film. Hun kunne føle tingene ind til benet.
I en engelsktime udbrød hun eksempelvis: "HVEM KAN SKRIVE PÅ DEN HER MÅDE?!", da hun læste sangteksten 'Ode to my family' fra The Cranberries for første gang.
På papiret stod der: "Do you see me, do you see? Do you like me? Do you like me standing there?" Og Katinka Bjerregaard blev overvældet, fordi hun kunne se sig selv i ordene.
Men hun husker ikke følelsen af, at hendes lidenskab blev italesat som en god evne at have. Selv ikke når det kom til at blive berørt af poesi.
I stedet blev den betegnet som noget problematisk, der skulle skrues ned for.
- Jeg læste det som, at jeg havde for mange følelser i min krop. Og at det var forkert, siger Katinka Bjerregaard og fortsætter.
- Det var ikke bare mine handlinger, men et eller andet iboende i mig, der var forkert. Og meget hurtigt blev det sådan: "Uhh, de voldsomme følelser passer ikke helt ind i et klasseværelse. Og måske passer de heller ikke helt ind i et lille pigeliv".
Hun gør stemmen helt blød og lys for at gengive de voksnes ord:
- Sådan en lille pige med lyst hår, blå øjne og fregner skal jo ikke være vred og råbe så meget.
Du må ikke ødelægge den gode stemning
Lærerne vidste ikke, om de skulle placere Katinka Bjerregaard ved de stille piger eller drengene, der tævede hende.
Hun passede ikke rigtigt ind nogen steder. Og hendes væremåde provokerede.
Men hver gang hun fik at vide, at hun måske skulle lægge en dæmper på sig selv, gik hun kontra og stillede sig endnu mere i klaskehøjde. Ved at tage endnu mærkeligere tøj på. Eller ved at slå igen.
- Det gav mig nok flere knubs, end jeg havde behøvet, konstaterer hun.
Mobningen førte til to skoleskift mellem 6. og 9. klasse. Og det blev aldrig rigtigt bedre, uanset hvor i skolesystemet hun havnede.
Da Katinka Bjerregaard senere begyndte på lærerseminariet, var hun meget klar i mælet om hvorfor.
- Jeg har haft verdens dårligste folkeskoletid, og jeg er kommet for at tage hævn, sagde hun, da hun skulle præsentere sig selv.
- Ej, det kan man ikke sige, udbrød en klassekammerat.
I bedste "ryste sammen"-stil skulle de nye studerende interviewe hinanden og genfortælle for resten af klassen bagefter.
Katinka Bjerregaard forstod ikke, hvorfor hendes nye klassekammerat ikke ville gengive hendes ord. Men det kunne man altså ikke sige, lød det fra klassekammeraten.
Det var samme historie om igen. Katinka Bjerregaard var åbenbart lidt for vred til den ellers så gode stemning.
Men siden dengang har sangeren lært noget paradoksalt. For hun har fundet ud af, at alle de "dumme ting", hun ikke kan lide ved sig selv, bliver perfekte på en scene.
For i en koncertsal er der åbenbart meget mere plads end i et klasseværelse.
- Der må det gerne være lidt for voldsomt og lidt for vulgært. Lidt for vredt, lidt for vrængende. Lidt for... vraagh, siger Katinka Bjerregaard.
- Men det er mærkeligt..., konstaterer hun så.
- Hvordan kan det være okay at stå på en scene og gøre alt muligt, men nede på jorden må jeg ikke?
Befrielsen
Forskellen mærkede Katinka Bjerregaard selv, første gang hun sang en af sine egne sange foran et publikum.
Det var omkring 2014 – inden Katinka Band overhovedet fandt ud af, at de skulle være et band.
De spillede en lillebitte koncert i Københavns Sydhavn, og lyden var forfærdelig. Ja, faktisk tror Katinka Bjerregaard ikke, at nogen rigtigt kunne høre noget.
- Men jeg havde det bare SÃ… fedt, udbryder hun.
- Jeg tænkte: "Her kunne jeg stå fra nu af, og til helvede fryser til is". For det jeg sang, og det jeg følte, var præcis det samme.
Og det var helt nyt for Katinka Bjerregaard.
Indtil da havde hun prøvet at være høflig og sød udadtil, selvom vreden buldrede indeni.
- Men lige pludselig passede følelserne sammen. Og det var sådan en kæmpe befrielse.
På scenen kunne Katinka Bjerregaard være fuldstændigt utæmmet. Og selv i dag, ti år senere, giver det hende hver gang en "ubegrundet selvtillid", når hun står der. Den kan nærmest gøre hende lidt uovervindelig.
- Jeg har en kontrol, hvor jeg føler, jeg bare kunne smide alt tøjet og stå som et helt nøgent menneske og være tilpas i det, siger hun.
På den måde er der jo kommet noget godt ud af vreden, kunne man synes. Og selvom Katinka Bjerregaard hader, når folk taler om, at "man kan bruge sin vrede til et værktøj", medgiver hun en ting.
- Man skal finde det sted i sit liv, hvor vreden godt må være der, uden at den gør en ked af det eller skamfuld, siger hun.
For hende blev det i livet som musiker, selvom drømmen om at blive det først kom, da hun stod midt i den.
Danmarks nye Amy Winehouse?
Det startede egentlig bare med, at de var to venner, som brugte to år på at lave fire sange. Pludselig blev de spillet i radioen – og de havde ikke engang et bandnavn.
- SÃ¥ gik vi i panik og sagde "Katinka", fordi det var det, min mail hed, siger hun.
Året efter vandt bandet KarriereKanonen på P3. I begrundelsen stod ord som: "Katinka emmer af intense livtag med eksistensen".
Med til prisen fulgte penge til en manager, der skulle hjælpe dem i gang.
Men han ville fjerne bandmedlemmerne, sætte Katinka Bjerregaard sammen med en smart producer og gøre hende til den nye, danske Amy Winehouse.
Hendes instinktive reaktion var: "NEJ!". Det havde alle set, hvordan endte.
Og det føltes omsonst, at nogen skulle forsøge at gøre hende til en poleret stjerne. Kalkuleret. Og gennemtænkt fra start til slut.
Det var alt det, Katinka Bjerregaard altid havde hadet.
Hun var vred over det hele, den dag hun skrev titelsangen på det album, bandet senere skulle bryde igennem med.
Og Katinka Bjerregaard ved, at det er kuglen af vrede i hendes mave, der har fået hende til at skrive netop de sange, hun gerne selv ville skrive.
I 2017 udkom Katinka Bands første album 'Vi er ikke kønne nok til at danse'. Og titelsangen handler netop om at skille sig ud. Både i skolen og i branchen.
- Det var bare sådan: "Fuck jer alle sammen", siger Katinka Bjerregaard om den dag, albummet udkom.
Der var ingen andre end bandet selv, der havde lyttet til sangene. Og det gik godt. Anmelderne kunne lide det. Folk kunne lidt det.
Derfor tøver Katinka Bjerregaard heller ikke med at konkludere, at hun er meget glad for, at hun og hendes band kom ud af "den hakkekødsmaskine".
Men inden da havde hun også skrevet en anden sang, som kom til at vække opsigt.
Nemlig 'Idioter', hvori hun hælder ætsende linjer ud over lærerne fra sin egen folkeskoletid.
Nogle af dem lyder:
"Der er intet, der kan vokse her, kun neuroser. Idioter".
"De siger, du er smuk, som du er. Og så bygger de kloner. Idioter".
Og Katinka Bjerregaard har da også haft en fornemmelse af at gå i krig med alt det, hun oplevede dengang. Men det har samtidig været vigtigt at holde vreden til de simple ting.
- For man kan ikke være vred på hele verden, bare fordi man var en af dem, der blev uretfærdigt behandlet i folkeskolen, siger hun.
Derfor tog hun også for år tilbage en beslutning om at rette al sin vrede mod lærerne i stedet for de børn, der hældte mælk i hendes taske og stjal hendes penge. For som hun siger:
- Det er altid de voksnes ansvar. Det er alt det, de sagde, der er det hårde. Det er det, som har brændt sig ind i min rygrad. Og det værste er jo, at de fik mig overbevist om, at det var min egen skyld, siger Katinka Bjerregaard.
Det vil nok altid ligge i hende, at hun i lærernes øjne var øretæveindbydende. Og at hun "jo bare kunne lade være med at stikke næsen så langt frem", som de sagde.
Det er også det, der viser sig, når sangeren i dag ikke ved, om hun må være den, hun er, når hun træder ind i et nyt rum.
- Du er nice!
Faktisk er det ganske uvant for Katinka Bjerregaard at begive sig ud i noget som 'Toppen af poppen'. Med så mange nye mennesker på én gang.
Hun plejer at "pakke sig ind i mennesker, hun er tryg ved". Og gør hun det modsatte, kan det give en form for social angst, indrømmer hun.
- For man vil jo gerne passe ind og være en del af fællesskabet, samtidig med at man er den, man er, forklarer hun.
- Og hvis jeg ikke passer ind, hvad skal jeg så gøre?
Derfor havde Katinka Bjerregaard også en hotline til sin kæreste og sin bedste veninde under optagelserne. Hvis hun havde brug for det, sendte hun dem en sms:
- Skriv lige, at du synes, jeg er nice, kunne der stå.
Og kort efter tikkede der en besked ind med netop de ord.
Det hjalp på stemmerne i hovedet, der fortalte hende noget andet.
Endnu en ting, der hjalp, var, at Katinka Bjerregaard havde fået skrevet ind i sit dagsprogram, at hun skulle have tid til at skrive dagbog. For det er den måde, hun hele tiden balancerer sig selv på.
- Så fortæller jeg mig selv, at tingene ikke er farlige. Og at det nok skal gå, siger hun.
Det er også derfor, at Katinka Bjerregaard ikke gider at læse superheltefortællinger om sig selv. Altså de klassiske: "Engang havde Katinka det skidt. Men så fandt hun musikken. Og så blev alt rigtig, rigtig godt", gengiver hun jublende.
- For jeg føler jo ikke, jeg er landet, siger hun så straks mere alvorlig.
- Det vil nok kræve lidt mere livserfaring. Og det er jo også en samtale, man på de dårlige dage måske er nødt til at have med sig selv. At tingene nok skal gå, siger hun.
For selvom Katinka Bjerregaard har det "godt og er blevet gift og alt muligt", lægger hun ikke skjul på, at det "kan være hårdt at være 30 år og stadig vågne op og være rigtig vred nogle gange, når man helst ikke vil være det".
Men hun ved også, at vreden giver hende noget særligt.
Plads til at råbe
Følelserne betyder, at Katinka Bjerregaard nærmest aldrig har en off-dag på scenen. Der er altid noget at lukke ud, som kommer til at farve hendes koncerter.
Og sangskriveren ved efterhånden også, at der for enden af hendes dårlige uger plejer at komme en sang.
På den måde passer musikerlivet ganske godt til at have "et stort udsving i følelserne", som hun udtrykker det.
Men der er sket noget, som påvirker Katinka Bjerregaards vrede. For hun er blevet mor til "tvisserne", som hun kalder sine to år gamle tvillinger, Oda og Holger.
Og det betyder, at vreden fylder på en anden måde, end den har gjort.
- Jeg har jo ikke tid til at være vred konstant mere, siger hun med et grin.
Men kuglen indeni er dog ikke blevet blødere af den grund.
Hvor hendes gamle mission var at hævne sig over sin folkeskoletid, lyder den i dag anderledes.
- Jeg synes, det er vigtigt at snakke om, at hvis man har en følelse, så må man godt have den, siger hun.
- Og så er der ikke nogen andre, der kan underkende den.
Samtidig er det vigtigt for Katinka Bjerregaard at understrege, at bare fordi man ikke passer ind i boksene, er det ikke ensbetydende med, at man er "en dårlig pige" eller "en dårlig dreng".
Faktisk kan tanken om, hvordan vi ser forskelligt på drenge og piger, næsten holde hende vågen om natten, siger hun.
Og Katinka Bjerregaard håber, at verden vil kigge på hendes tvillinger, som de fortjener at blive kigget på.
At de får plads til at være lige præcis dem, de gerne vil være – uden at blive fordømt, presset ned i en kasse eller rykket rundt på.
Det er egentlig også den plads, Katinka Bjerregaard giver sig selv i dag.
For det kan godt være, at hun er blevet 30 og voksen. Men indeni vil hun også altid bære på den 13-årige pige, der følte sig skæv.
Og Katinka Bjerregaard synes, at hun er nødt til at respektere og give hende et rum nu.
For der var jo ikke plads dengang.
Derfor lader Katinka hende stadig råbe. Bare lidt, engang imellem.
Se 'Toppen af poppen' søndag klokken 20 på TV 2 og TV 2 PLAY.