Vild med dans

Mascha Vang blev flov, da danser pludselig gav ordre: - Kig lige på mig

Mascha Vang kan være rigtig hård ved sig selv, og hun skal ikke høre Wham-klassikeren '"Wake me up' lige foreløbig efter sin dans fredag aften.

I samme sekund Mascha Vang kunne mærke, at der var rosende ord på vej i hendes retning, drejede hun resolut hovedet væk fra sin dansepartner, der var i færd med at komplimentere hende.

Mascha Vang har nemlig overordentligt svært ved at modtage ros.

Men denne gang insisterede dansepartneren Thomas Evers Poulsen på, at hun skulle høre, hvad han havde at sige:

- Kig lige på mig, kommanderede han for åben skærm, da de stod og afventede dommernes karakter.

- Du er en knokler, og du gør det rigtig godt, og jeg kan mærke, hvor meget det her betyder for dig, sagde han til Mascha Vang, der blev tydeligt berørt.

For Mascha Vang er ikke god til at tage imod ros. Og på 'Vild med dans'-holdet er det efterhånden blevet bemærket, at hun kan kan være rigtig hård ved sig selv.

Det sker blandt andet i træningslokalet.

- Jeg er irriteret over, når det ikke lykkedes. Jeg terper virkelig dansen, og jeg bliver bare virkelig irriteret, når min krop ikke reagerer, som jeg vil have den skal, sagde hun, da vi fangede hende efter showet.

- Jeg er bare generelt rigtig hård ved mig selv og er ikke særlig god til ros.

Lægger en dæmper på sig selv

Og det kan hendes dansepartner skrive under på. Thomas Evers Poulsen prøver nemlig konstant at rose sin partner og berolige hende, når det ikke går helt så stærkt, som hun vil. Men det er ikke altid de rosende ord, sætter sig helt fast hos hende.

- Du lægger en dæmper på sig selv i stedet for at sige: "Nå, det gik meget godt, det var i hvert fald bedre end før". Det skal hun huske, siger han.

Dansen fylder alt i Mascha Vangs liv lige nu, selv når hun ligger og er lige ved at falde i søvn. Her ligger hun og forestiller sig dansetrinnene og dansen, der kører igennem hovedet på hende.

Mascha Vang og Thomas Evers Poulsen dansede jive i femte program af ’Vild med dans’ 2021. Video: Christian Gamst Skov

- Jeg skal ikke se den dans i flere dage

Fredag aften gik det dog heller ikke helt som influenceren havde håbet på, selvom hun havde terpet og terpet. Parret skulle på gulvet i en jive, men Maschas "små ben og tæer" havde ifølge dommer Nikolaj Hübbe lidt svært ved at følge med.

Mascha Vang var heller ikke selv helt tilfreds med sin indsats, og bagefter var det igen tydeligt at høre, hvor hård influenceren kan være mod sig selv.

- Jeg skal slet ikke se den her dans i flere dage - og vi kan IKKE høre den her musik bagefter, sagde hun bestemt til sin dansepartner.

Det hjalp ikke rigtig på humøret, at Thomas Evers Poulsen prøvede at forklare hende, at hun faktisk kun lavede én fejl derinde.

Heldigvis har Mascha Vang stadig sin danseglæde nogenlunde intakt. Den forsvinder ikke, selvom hun er hård ved sig selv og har svært at tage imod rosen.

- Dansen har været så fed. Vi har haft en fest, og jeg bliver glad i låget af det, også selvom de små ben ikke spjætter hurtigt nok altid, sagde hun .

Du kan se eller gense 'Vild med dans' på TV 2 PLAY.