Rasmus Lund-Sørensen som ung. I dag er han 38 år.
Tabu – med Rune Klan

Folk har undgået 38-årig hele livet, og nu har han et særligt budskab til dem

Rasmus Lund-Sørensen blev mobbet i skolen for at være anderledes. Han oplever stadig forskelsbehandling, og ifølge ham skyldes det berøringsangst.

Det stormede og regnede udenfor, da 38-årige Rasmus Lund-Sørensen tog i Kolding Storcenter en torsdag i september.

Han bevægede sig ned ad centerets kolde gulve for at finde en kaffebar. Mens de fleste andre i storcenteret havde regnjakke på, var han iført blå jeans, grå sko, en sort hættetrøje og havde en paraply i hånden.

Han er en stor mand med trimmet hår og kraftig skægstubbe.

Men som Rasmus Lund-Sørensen var på tur rundt i Kolding Storcenter, kiggede folk på ham. Med undrende øjne.

De talte også om ham. Nogle pegede diskret. En hel familie stoppede deres samtale og drejede hovederne i hans retning.

Og det er hverdag for Rasmus Lund-Sørensen.

Forskellen på ham og den brede befolkning er, at han sidder i elkørestol. Han har talebesvær. Han har det, man førhen kaldte spastisk lammelse, men som i dag kaldes cerebral parese.

I hans erfaring skræmmer hans handicap mange mennesker væk.

En ud af 10.000

Hvert år fødes mellem 120 og 150 børn med cerebral parese. I Rasmus Lund-Sørensens tilfælde skyldes det, at han ikke fik nok ilt under fødslen. Derfor er han nu en af de omkring 10.000 danskere, som har diagnosen.

Lige fra han var barn og hele vejen ind i hans voksne liv, har han oplevet forskelsbehandling både fra andre mennesker og fra systemet.

Derfor deltager han sammen med tre andre danskere med cerebral parese i TV 2-programmet ’Tabu’ med Rune Klan for at kaste lys over det, han oplever.

Han er den eneste i programmet, der sidder i kørestol og har talefejl. Det er, fordi der er et meget bredt spektrum, når man taler om cerebral parese. På nogle personer kan det slet ikke ses, mens andre må sidde i elkørestol størstedelen af livet.

I Rasmus Lund-Sørensens tilfælde kunne han gå selv de første 27 år af sit liv, men har nu siddet i kørestol siden 2010.

Hvilke udfordringer giver cerebral parese?

Der følger en lang række udfordringer med det, hvis man spørger CPDanmark, som er fællesforeningen for danskere med cerebral parese.

Men det er svært at tale om generelle udfordringer for personer med cerebral parese. Det er forskelligt fra person til person, hvordan kroppen og hjernen er påvirket. Derfor er der nogen, som har større udfordringer med eksempelvis sociale relationer end andre.

Men fælles for dem alle er, at de fleste aspekter af livet er mere udfordrende i større eller mindre grad, mens særligt det at vedligeholde romantiske forhold og venskaber kan være svært.

Det skyldes både, at personer med cerebral parese har en del kognitive udfordringer og bliver hurtigere trætte i hovedet end andre, men også, at dele af deres omverden ikke er åbne for dem.

Rasmus Lund-Sørensens hjerne fungerer godt. Han tænker klart, og der foregår meget oppe i hans hoved.

Men når først han danner tankerne og vil dele dem med omverdenen, kan det være mere besværligt for ham at udtrykke dem. For hans handicap filtrerer de mange tanker, til hvad der er muligt at få omdannet til ord, og derfor har han ikke altid lige nemt ved at udtrykke sig, som han gerne ville.

Børn kan være onde

Da Rasmus Lund-Sørensen begyndte i børnehaveklassen på en lille landsbyskole på Sjælland i 1989, var det endnu ikke gået op for ham, at han blev set på som anderledes.

Hans forældre sagde altid til ham, at han kunne det samme som alle andre, og selvom han vidste, han ikke var så stærk som de andre børn, vidste han ikke, hvad der ventede ham.

- Da jeg gik i den almindelige folkeskole, var det fagligt rigtig godt, men rent socialt var det et helvede, fortæller han.

Børnehaveårerne var gået smertefrit, men i folkeskolen startede mobningen.

Det begyndte allerede i børnehaveklassen, da han lige havde lært at binde sine snørebånd. Alle klassens 15 børn skulle tage skoene af, når de trådte ind til undervisning, og tage dem på igen under frikvarteret.

Og netop når han skulle have sin sko af og på, blev han skubbet i gulvet af de andre børn.

- Dem jeg gik i klasse med, kunne godt lide at skubbe til mig, når jeg skulle have sko på, fordi de vidste, jeg ikke kunne holde balancen, fortæller han.

Det fortsatte. I Rasmus Lund-Sørensens egen erindring blev han mobbet og skubbet dagligt i de seks år, han gik på landsbyskolen.

Hans klassekammerater begyndte også at kalde ham for ’spasser’.

- Børn kan være meget onde, siger han om sin skoletid.

Han søgte svar hos sine forældre. Han spurgte dem, hvorfor han blev behandlet anderledes, og de forsøgte at opmuntre ham med, at det nok skulle blive bedre.

- Men det blev aldrig bedre, konstaterer han i dag.

Mens mobningen stod på, var hans liv også præget af en voksende frygt for at åbne op omkring det. Han så det som et svaghedstegn, hvis han viste hvor trist og vred, han blev.

Selvom han nogle gange kæmpede imod, som da en dreng løb hen og tog kvælertag på ham midt på legepladsen, og han bed drengen så hårdt i armen, at den blev blå, var det umuligt at stoppe det.

Men en dag, da han var omkring 12 år, blev det alligevel for meget.

- Jeg lukkede mig inde i skolens telefonboks og ringede 112 i ren afmagt. Men jeg lagde på igen med det samme. De kunne så spore, at det var skolen, der blev ringet fra, og de kontaktede dem, fortæller han.

En lærer havde set Rasmus Lund-Sørensen i telefonboksen. Kort efter politiets opringning blev han kaldt til samtale med skoleinspektøren og hans klasselærer, og det endte i en skideballe.

- Jeg kunne ikke lide at gå i skole mere. Jeg taler lidt om min skoletid, når jeg holder foredrag, men ellers taler jeg ikke ret meget om skoletid. Det er ikke rart at tale om, siger han.

Ifølge Rasmus Lund-Sørensen kom ingen ham til undsætning, når mobningen stod på. Hverken de andre elever eller lærerne. Det var først i femte klasse, da de fik en ny klasselærer, at han oplevede at få støtte fra skolen.

- Det hjalp lidt. Det var ikke lige så voldsomt efter, siger han.

Sammen med skolen og kommunen blev det besluttet, at han skulle skifte til en specialklasse på en anden skole. Det blev den sociale forløsning, han havde behov for.

Da kommunen fandt en lejlighed

Efter skiftet til specialklassen åbnede Rasmus Lund-Sørensen op. Han tog på Klintebjerg Efterskole ved Otterup i år 2000 for at tage 10. klasse.

Han var 17 år gammel, og allerede en af de første dage mødte han en pige, der også havde cerebral parese. Pludselig fandt han også ud af, at han havde en interesse i det modsatte køn. De blev kærester den første uge på efterskolen, og en helt ny verden åbenbarede sig for teenageknægten.

Samtidig fik han øjnene op for, at der er noget, der hedder handicapverdenen. Han blev opsøgende, udadvendt og fik nyt mod på livet.

Derfor ville han også flytte hjemmefra. Og det skulle kommunen hjælpe ham med. Efter to år på efterskolen var slut, tog han på Egmont Højskolen i Hou syd for Aarhus, og samtidig begyndte hans sagsbehandler at lede efter en lejlighed til ham.

Han skulle stoppe på højskolen i juli 2003 og kontaktede derfor kommunen i april, og han fik at vide, de havde fundet en lejlighed til ham. Men skuffelsen var stor, da han tog til mødet.

- Ved du, hvad de havde fundet til mig? En plads på et plejehjem. Jeg kan huske, at jeg sagde, at det kan I glemme alt om. Det gør jeg ikke. Så flytter jeg hellere på gaden.

De to sagsbehandlere kiggede på hinanden. Så trådte de ud af lokalet for at tale sammen.

- De var kun væk i omkring 10 minutter, men det føltes som mega lang tid, husker Rasmus Lund-Sørensen.

Han endte med at få to tilbud: Et værelse på plejehjemmet eller et år mere på højskolen.

- Jeg sagde fint, jeg tager et år mere på højskole.

Han flyttede til Næstved i sin egen lejlighed i 2004.

- Folk tror, jeg er dum

Hans balanceevne blev værre, jo ældre han blev. Han faldt mere, og han slog sig hårdere. En dag foran døren til hans nye lejlighed fik han overbalance, faldt bagover og slog hovedet ind i kanten af et elskab. Det flød med blod.

- Jeg kan ikke lave nedslag og sige, at det her fald er skyld i, jeg ikke kan gå mere. Det er alle faldene over hele mit liv. Jeg har også kalveknæ, så mine knæ går indad og slider på benene, siger han.

Rasmus Lund-Sørensen kunne gå selv uden hjælpemidler de første 17 år af sit liv, men begyndte i stigende grad at have brug for rollator.

Som 27-årig måtte han takke ja til et liv i elkørestol efter en større knæoperation. Det har også medført, at han har fire forskellige døgnhjælpere, der assisterer ham med alt fra at komme ud af sengen til at gå på indkøb.

- Jeg er jo afhængig af et andet menneske. Jeg har dog ikke mistet selvstændigheden helt, fordi jeg bestemmer jo selv, hvad vi laver i hverdagene. Men jeg ville da gerne ud og rejse og opleve verdenen, siger han.

Og det var elkørestolen, han kørte gennem Kolding Storcenter i, da forbipasserende klistrede deres øjne på ham.

I Kolding Storcenter kiggede en dreng, der ikke har været ældre end ti år, på ham, da han rullede forbi. Der gik kun få sekunder, før drengen blev revet væk i armen af sin mor. Og det er der intet overraskende i, siger Rasmus Lund-Sørensen.

- Sådan noget dér sker hele tiden. Børn er jo nysgerrige, men forældrene er bange for at lade dem spørge.

Han er ellers en begavet person. Han holder foredrag, har deltaget i tv-programmer og elsker at være social og tale med andre mennesker.

- Det handler om berøringsangst, siger Rasmus Lund-Sørensen og fortsætter:

- Jeg vil meget hellere have, at de kommer hen til mig og spørger en gang for meget end en gang for lidt. Det skader aldrig at stille spørgsmål.

Set fra hans øjne behandler mange ham som, at han er underbegavet.

- En af de klassiske fordomme, når man sidder i kørestol, er, at man må være dum. Mange folk hæver stemmen eller taler babysprog, siger han.

Netop på grund af kørestolen har han døgnhjælper, som tager med ham på alle hans ærinder. Det har den utilsigtede konsekvens, at mange taler til hjælperen i stedet for ham, hvilket, han selv mener, skyldes en frygt for at tale til en handicappet.

- For en del år siden var jeg i Kolding Storcenter for at købe julegaver og skulle have noget at spise, så jeg tog på café med min hjælper. Jeg lavede hele bestillingen selv, og så vendte tjeneren sig om til min hjælper og sagde, ’for øvrigt, du kan sige til ham, at der er salatbar deroppe.’ Så sagde jeg, det er fint, vi går igen.

Nu kører han ud for at gå i dialog med danskerne

I dag bruger Rasmus Lund-Sørensen meget af sin tid på at køre rundt i Danmark.

Her forsøger han at sprede sit budskab både gennem foredrag, men også som en del af initiativet menneskebiblioteket.

- Det handler om at se muligheder frem for begrænsninger, siger han.

Børn rundt om i landet får samtidig mulighed for at møde Rasmus Lund-Sørensen og stille ham spørgsmål, når han kommer på besøg med resten af menneskebiblioteket.

Her håber Rasmus Lund-Sørensen, at han kan gøre andre opmærksomme på, at de ikke skal være bange for at tale til personer med et handicap.

- Jeg sidder i en kørestol, men jeg er ligesom alle andre. Mit personlige budskab til jer, hvis I møder mig eller en anden handicappet, er, lad vær med at undgå os. Hellere spørg for meget end for lidt, siger han.

Han har derfor et klart og tydeligt budskab:

- Hvis I taler med handicappede personer, så tal til dem, som I ville tale til alle andre. Som I ville tale til jeres venner og familie.

Derfor håber han, at det næste nysgerrige barn, der har lyst til at gå hen og tale til, ikke bliver hevet væk af sin mor eller far.

Og at flere vil gå hen og stille ham spørgsmål, hvis de har nogle fordomme, de vil have aflivet.

Du kan se Rasmus Lund-Sørensen i 'Tabu' med Rune Klan mandag 4. oktober klokken 20.00 på TV 2.