Vild med dans

Kæresten så på, mens hun dansede som en Bond-babe - sådan oplevede han det

- Hvis jeg var straight, havde jeg nok lige sendt ham en besked, lyder det med et grin fra Morten Kjeldgaard efter sensuel rumba.

For svømmeren Pernille Blume bød fredag aften på en ganske særlig dans.

Nemlig en sensuel rumba, der, ifølge dommeren Nikolaj Hübbe, var så vellykket, at den kunne fungere som "den perfekte audition til den næste Bond-pige".

Parret høstede hele 34 point og en andenplads hos dommerne. Men 27-årige Pernille Blume lagde efter dansen ikke skjul på, at det var grænseoverskridende at skulle forsøge at være sensuel på dansegulvet.

Under ugens første træning blev hun eksempelvis helt forlegen over at skulle være så tæt på dansepartneren Morten Kjeldgaard.

Og ikke nok med det, så dansede hun ikke for hvem som helst fredag aften.

For første gang under 'Vild med dans' sad hendes forlovede, den franske svømmer Florent Manaudou, nemlig blandt publikum, hvilket heller ikke gik ubemærket hen.

Efter rumbaen konstaterede værten Sarah Grünewald, at "det var heldigt", at Morten Kjeldgaard er til mænd.

- Ja, det må du godt sige, når Pernilles kæreste sidder derude. Han har ikke noget at være bange for, svarede danseren med et grin.

En barriere man skal over

For den professionelle danser er det helt naturligt at være tæt på sin dansepartner.

- Men det er ikke naturligt for alle. Man er meget tæt og gnider sig en lille smule op og ned af hinanden. Og nogle gange kan det jo godt skabe lidt en barriere, lød det fra danseren.

I træningslokalet har han derfor gjort meget ud af at fortælle sin partner, at det er noget, man bare skal over. Og tager det for lang tid at komme over det, mister man for meget tid til at træne resten af dansen.

Og det forstod Pernille Blume hurtigt.

- Jeg skulle lige over den grænse. Men efter det tænkte jeg: "Okay, nu er det overstået, så kan vi begynde at arbejde," forklarede hun.

Pernille og Morten dansede rumba i tredje udgave af ’Vild med dans’ 2021. Video: Christian Sejer Rasmussen

Danser ville have sendt besked

Svømmeren havde det også ganske godt med, at hendes kæreste, som er bosat i Frankrig, netop så rumbaen.

- Det gjorde kun tingene bedre. Jeg tænkte: "Det er den helt perfekte dans, han er kommet til. Så skal han da lige se sin dame på gulvet", lød det fra en grinende Pernille Blume.

Er det okay, jeg lige danser en rumba med din meget, meget flotte kommende kone?

Morten Kjeldgaard

Og Florent Manaudou var da også meget begejstret for at være i 'Vild med dans'-studiet.

- Det er så meget bedre at være her. Man fornemmer atmosfæren og følelserne i dansen meget bedre. Og hun dansede så godt, så jeg var ret glad for at være her i aften, sagde han efter programmet.

Samtidig understregede han, at havde det "helt fint" med, at se sin forlovede i så sensuel en dans.

- Jeg ved, at det er et show. Hun og Morten er et virkelig godt dansepar, lød det fra Florent Manaudou.

Efter dansen jokede Morten Kjeldgaard dog med, at én ting kunne have fået ham til at spørge franskmanden om tilladelse til at danse tæt på Pernille Blume.

- Han er en meget stor og flot fyr. Så hvis jeg var straight, havde jeg nok lige sendt ham en besked og spurgt: "Er det okay, jeg lige danser en rumba med din meget, meget flotte kommende kone?".

Se eller gense 'Vild med dans' på TV 2 PLAY.