Vild med dans

En fejl var ved at sende dem ud – og det var ikke nydansers skyld

Enkelte fejl sendte sanger Freja Kirk og hendes dansepartner Claudia Rex fra toppen til bunden i fredagens 'Vild med dans'.

I sidste uge indtog sanger Freja Kirk og Claudia Rex en flot tredjeplads i 'Vild med dans'.

Men fredag aften endte parret i den anden ende af dommernes karakterskala: Nemlig på en tredjesidsteplads.

Det resulterede i, at de havnede i omdans mod maratonløber Abdi Ulad og hans partner Malene Østergaard.

De blev dog reddet af seernes stemmer og kom videre til næste fredag.

- Det var totalt nervepirrende. Det var virkelig ubehageligt, fordi det der konkurrenceelement pludselig blev virkeligt, sagde Freja Kirk om aftenens omdans.

- Så står man pludselig der, og at gå videre er det eneste i hele verden, man vil, fortsatte hun.

Danser lavede en fejl

Parret havde dog selv et bud på, hvad der gik galt fredag aften.

Der skete nemlig et par kiks undervejs i deres dans. På et tidspunkt kom Claudia Rex til at tage et skridt den forkerte vej, og det hylede selvsagt nydanseren lidt ud af den.

- Vi skulle ind i et trin, hvor jeg skulle strække benet, men så gik du til højre, og så blev jeg forvirret. Når klippen ikke gjorde det, den skulle gøre, sagde Freja Kirk.

- Det var min skyld, så har jeg dunket mig rigtig meget i hovedet med det, sagde Claudia Rex.

Hun blev dog ikke bebrejdet det mindste af Freja Kirk.

- Min numse var også lidt længere ude, end den skulle have været. Men sådan er det jo. Det kan ske, sagde sangeren.

Nu ryger kaffepausen

Dommerne bemærkede også parrets småfejl undervejs, men Anne Laxholm var imponeret over, hvordan de tacklede det.

- Jeg kan godt lide, at I er mennesker. Der skete et eller andet to eller tre gange, men det smil, I havde overskud at give hinanden, var dejligt. Det må godt gå forkert nogle gange, sagde hun.

Nu ser parret frem mod næste fredag. Men den kommer til at stå på hårdt arbejde i træningslokalet, for de har ikke tænkt sig at ryge ud lige med det samme.

- Vi nyder så meget at have en hverdag sammen, og lige pludselig går det op for en, at det kan være slut, sagde Claudia Rex.

Derfor har parret besluttet at skære den eneste kaffepause, de ellers tillader sig selv i træningen, helt væk, lød det spøgefuldt.

Se eller gense 'Vild med dans' på TV 2 PLAY.