Sådan kan dit barn se julekalender før klokken 20
Er dine børn for trætte til at holde sig vågne til TV 2's julekalender klokken 20? Så er der råd at hente.
TV 2 sender i år den helt nye julekalender 'Kometernes jul', hvor vi følger børnene Mie, Johannes, Noor og Elias, der kommer grueligt galt afsted på en AstroCamp.
Mie og Johannes bliver nemlig kvanteteleporteret væk til den fjerne Planet 9 ved en fejl, og nu gælder det om at komme hjem, før det er for sent.
Traditionen tro bliver årets børnejulekalender vist klokken 20 på TV 2, og her er der formentlig nogle børn, der allerede ligger i sengen.
Men heldigvis kan du se den, lige når det passer dig. Julekalenderen kan nemlig ses på TV 2s streamingtjeneste, TV 2 PLAY.
Her kan du se dagens afsnit, når det passer bedst ind i hverdagen. Det første afsnit kommer faktisk allerede ud 28. november og kan ses på TV 2 PLAY.
Julekalender på alle tidspunkter af døgnet
Det aktuelle afsnit bliver nemlig lagt ud cirka 24 timer før, det bliver sendt på fjernsyn. Dermed kan man altså se dagens julekalenderafsnit før klokken 20.00, eksempelvis fra morgenstunden eller om eftermiddagen.
Desuden bliver 'Kometernes jul' genudsendt dagen efter på TV 2 - på hverdage klokken 16.30 og i weekenderne klokken 16.50. Tiderne kan dog variere.
'Kometernes jul' er som tidligere TV 2-julekalendre en familiejulekalender.
Og det er faktisk derfor, at den sendes lige præcis klokken 20.
- Vi har gennem mange års erfaring lært, at klokken 20 er det tidspunkt på dagen, hvor vi har bedst mulighed for at samle familien foran skærmen og se julekalenderen i fællesskab. Det er en familiejulekalender, hvor mange har lyst til at se de 24 afsnit sammen med andre, og det vil vi gerne give de bedste muligheder for, siger Mette Rysø, der er plan- og publiceringschef for TV 2s kanaler og PLAY.
- Vi er meget opmærksomme på, at klokken 20 kan være for sent for de yngste familiemedlemmer, og vi gør derfor, hvad vi kan for give dem mulighed for at se dagens afsnit på andre måder, tilføjer hun.
To voksenjulekalendere
TV 2 viser en lang række andre julekalendere i december måned, blandt andet to voksenjulekalendere. 'The Julekalender' kan genopleves på TV 2 CHARLIE, hver dag klokken 20.25, og på TV 2 ZULU kan du hver dag klokken 20.50 se 'Natholdets Julekalender', hvor den traditionen tro står på ølsmagning.
Begge julekalenderen kan ligesom 'Kometernes Jul' streames på TV 2 PLAY, hvor der desuden genudsendes en række børnejulekalenderen, blandt andet 'Jesus og Josephine'. Læs mere om alle TV 2's julekalendere her.